Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1302 i Stænderne. C. 1300 var da alt i Byernes
Forhold, der hørte Middelalderen til, i
Tilbagegang, alt det moderne i Fremgang. — Der
fandtes i F.’s Byer et blomstrende Næringsliv.
Udenrigshandelen førtes N. paa med England,
Hanserne og Norden, S. paa med Italien og
Orienten, og selve Transporten af Korsfarerne
var her en stor Indtægtskilde. Den
indenlandske Handel fremmedes ved den større
Sikkerhed, de bedre Veje og Toldgrænsernes Aftagen;
den knyttedes især til Markederne.
Haandværket lededes af Lavene. Hvert Fags Mestere i en
By sluttede sig sammen i et Lav; dette gav
Regler for Arbejdet og hemmede det endnu ikke
ved Tvang. Hver Mester havde sjælden mere
end et Par Svende og et Par Lærlinge; han
var ikke Arbejdsherren, der ledede alt ovenfra,
men tog selv Del i Arbejdet. Til det fr.
Aandsliv gav Borgerne alt nu store Bidrag. En
borgerlig Digtning vendte sin hvasse Kritik mod
Adel og Gejstlighed (Roman de la Rose, Roman
de Renard, talrige fabliaux), og ogsaa den
dramatiske Digtning toges op af borgerlige
Selskaber, da den standsede i Kirken. I
Videnskaben blev Borgernes store Indsats det
Romerretsstudium, borgerlige Legister skabte, og
endelig knyttedes en stor Del af Middelalderens
Kunst til de rige Byer, hvor prægtige Raadhuse
og Privatboliger rejste sig.
Lavest af alle stod Bønderne. De levede
stadig i Fæsterstillingen; de skyldte deres
Godsherre Godsafgifter og Hoveri og betalte til
ham Afgifterne til Staten. De arbejdede paa
hans Befæstninger og Veje og betalte ham
Retsbøder. Oftest stod de under hans
Domsmyndighed, kunde af ham sættes ud af deres
Gaarde, men derimod ikke uden hans Samtykke
forlade dem. I øvrigt var deres Forhold meget
forsk. I Lensvæsenets bedste Tid blev dog
deres Stilling noget sikrere; Brugsretten til
Gaardene opfattedes som en Slags Vasalret,
Arvingerne fik Ret til at beholde Gaardene mod
en Afgift. En Stordrift gennemførtes ikke paa
Storgodserne; man behøvede stadig Bønder, der
dyrkede hver sin Gaard. Opsvinget efter
Korstogene kom ogsaa dem til gode; nu da de fandt
Tilhold i Byerne, maatte Herremændene
behandle dem bedre for at beholde dem, og i den
stigende Kongemagt fandt de undertiden en
Beskytter. I hvert Fald blev Forholdene
fredeligere, og ogsaa Agerbruget gik nu frem.
Trællene, les main mortables, der siden Romertiden
stadig var blevne færre, forsvandt næsten helt,
og 1315 proklameredes Friheden som en Ret.
Hoveriet afløstes ofte af Pengeafgifter,
Arvefæste blev Reglen, og endelig fik Bønderne en
Smule Organisation i Sognekommunerne, hvor
de selv valgte deres Sognefoged. Folketallet
steg, og en Hindring for Fremgangen dannedes
nu kun af de stigende Statsskatter. Til
middelalderligt Aandsliv ydede Bønderne intet Bidrag;
de levede i Overtro og lededes ganske af
Præster og Munke.
III. F. under Huset Valois 1328—1589.
F.’s glimrende middelalderlige Udvikling, der
syntes uden Tilbagegang at skulle gaa over til
en ny moderne Udvikling, standsedes pludselig
i 14. Aarh. Endnu skulde der komme en lang
og vanskelig Brydningstid mellem gl. og ny
Magter. De gl. Herskere, Adel og Gejstlighed,
var endnu ikke svækkede nok til uden
Modstand at opgive deres Magt, Borgerne var
halvvejs gaaede ind i Lensstaten, de maatte skabe
ny Former for deres Liv, før de kunde bære
Udviklingen, og Kongedømmet var endnu ikke
stærkere, end at dets Magt afhang af den Mands
Evner, der bar Kronen. Derfor kunde en
daarlig Kongeslægt og de ydre Ulykker, Kampen
med England bragte, for lang Tid standse
Fremgangen.
Filip VI Valois (1328—50) besteg Tronen
efter den mandlige Arvefølge, der nu fl. Gange
var hævdet. Han var Filip III’s Sønnesøn,
Fætter til de tre sidste Konger. Enkelte mente vel,
at Edvard III af England, Søn af Filip IV’s
Datter Isabella, var nærmere berettiget, men
dette stred mod Sædvaneretten, og Edvard selv
hyldede Filip som Guienne’s Lensherre. Denne
ny Kongeslægt følte sig som Adelsmænd og
forstod ikke Borgernes Bet., og dens første
uheldige Gerning blev at yde Flanderns Greve Hjælp
mod de flamske Byer. 1328 sejrede Filip vel over
Byerne ved Cassel, men 1336 rejste de sig atter
under Artevelde, jog Greven bort og tilbød
Edvard III at hylde ham, hvis han vilde tage
Titel af F.’s Konge. Edvard, hvis Land stod i
nøje Handelssamkvem med Flamlænderne, og
som selv forstyrredes af Franskmændene i
Skotland, aabnede da Krigen 1337. 1340 vandt
Englænderne Søsejren ved Sluys, 1346 landede
Edvard selv i Normandiet, og i Slaget ved Crecy
led den overlegne fr. Hær et stort Nederlag.
Fodfolket, eng. og flamske Bueskytter,
triumferede her over Ridderhæren. 1347 faldt derpaa
Calais. Krigen standsedes nu ved den sorte
Død, men denne bragte end større Ulykker, og
Filip’s slette Finansstyrelse ødelagde alt. 1343
maatte han paalægge den forhadte Saltskat la
gabelle. Domænen forøgedes endnu under ham
med Dauphiné og Montpellier 1349 og 50. Hans
Søn, den ødsle Johan den Gode (1350—64)
maatte 1351 indkalde Stænderne for at faa
Penge, og da Englænderne genoptog Angrebene
1355, maatte han atter søge Stændernes Hjælp.
Disse vedtog nu i Paris 1355 under Borgernes
Ledelse vel store indirekte Skatter, men de
fordrede selv at beholde Kontrollen med disse
Penge. 1356 tabte Johan Slaget ved Poitiers og
blev selv fanget, og medens nu Foragten for
den atter besejrede Adel naaede det højeste,
tog Paris’ Borgere Ledelsen. Dauphinen, Karl,
samlede Stænderne Oktbr 1356. Her mødte 800,
hvoraf over 400 Borgere, ledede af Paris’
dygtige prévôt des marchands (Borgemester)
Étienne Marcel. De krævede, at et Raad af 12
Adelige, 12 Borgerlige og 4 Gejstlige skulde
have Del i Regeringsmagten. De indirekte
Skatter ændredes til en Indkomstskat. Efter en
Udsættelse mødtes de atter 1357. Karl maatte
optage Borgernes Førere i sit Raad, og 3. Marts
udstedtes la grande ordonnance. Stænderne
skulde efter denne møde 2 Gange aarlig, og i
Mellemtiden skulde et Stænderudvalg hjælpe
Kongen at regere. Stænderne skulle bevilge og
opkræve Skatterne, Adelens Fejderet afskaffes,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
