Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alm. Værnepligt indføres o. s. v. Det var
Beslutninger, der vidnede om den store Indsigt,
Borgernes bedste Mænd havde, men som gik
langt ud over det mulige. Betingelsen havde
været en Alliance mellem Borgerne og Adelen,
og denne eksisterede ikke. Karl søgte at slippe
for Bestemmelserne; en ßtor Bondeopstand, la
jacquerie, der begunstigedes af Pariserne, drev
hele Adelen til at samles om Dauphinen, Étienne
Marcel blev forraadt og dræbt, og Paris maatte
bøje sig. 1360 sluttedes Fred med England i
Brétigny. Det beholdt som uafhængig
Besiddelse: Guienne, Gascogne med Aunis, Saintonge,
Poitou o. a. tilgrænsende Prov. samt Calais og
fik store Løsesummer. 1364 døde Johan. Under
ham var Hertugdømmet Burgund hjemfaldet
1361, men Johan skænkede det 1363 til sin yngre
Søn Filip den Dristige.
Karl V den Vise (1364—80) genoptog den
gl. Kongepolitik. Hans Feltherre, Bertrand de
Guesclin, skabte i St f. Adelshærene en Lejehær
(les grandes compagnies), og da nu Gascognes
Beboere klagede til ham over den sorte Prins,
der styrede i det eng. Sydfrankrig, stævnede
Karl, skønt 1360 al Indblandingsret var opgivet,
Prinsen for sin Domstol og fradømte ham, da
han ikke mødte, med Stændernes Billigelse hans
Lande. Ved en forsigtig Krigsførelse erobrede
Franskmændene nu disse, saa Englænderne 1380
kun havde nogle Kystbyer tilbage. I indre
Politik nærmede Karl sig Borgerne, tog borgerlige
Raadgivere og benyttede Ideer fra
Stændermøderne til en fastere Ordning af Skattevæsenet,
ligesom de indirekte Skatter nu blev
permanente. Rigsstænderne indkaldte han nødig, han
forhandlede hellere med Provinsstænderne. 1369
skænkede han Filip den Dristige Artois for at
lette hans Ægteskab med Flanderns og
Franche-Comté’s Arving. — Karl VI (1380—1422)
fulgte som 12-aarig Faderen. Hans Onkel,
Hertugen af Anjou, blev Regent (1380—88), medens
to andre Onkler, Hertugerne af Burgund og
Berry, fik store Dele af Riget. Under deres
slette Styrelse fremkaldte et Skattepaalæg i
Paris en Opstand af les maillotins
(Køllebærerne), og andre Byer, især Flanderns, rejste sig
ogsaa. Hertugen af Burgund, der var gift med
Flanderns Arving, fik den unge Konge med paa
et Tog dertil, og 1382 sejrede man ved
Roosebeke, hvorpaa ogsaa de andre
Borgerbevægelser i F. knustes. 2 Aar senere arvede Hertugen
Flandern og Franche-Comté. 1388 dannede
imidlertid Kongen selv et Ministerium af sin
Faders borgerlige Raadgivere (ministère des
marmousets [de Smaa] 1388—92), under Ollivier de
Clissons. De skaffede Orden i Landet, men
vendte derved Adelens Forbitrelse mod sig.
Senere blev imidlertid Kongen sindssyg.
Ministeriet styrtedes, og Onklerne fik atter Magten
med Hertugen af Burgund i Spidsen til dennes
Død 1404. Under ham faldt de fr. Ridderes
mislykkede Deltagelse i Slaget ved Nikopolis 1396.
1404—07 raadede Kongens Broder Ludvig af
Orléans, under stadig Modstand fra Johan den
Uforfærdede af Burgund. Denne, der stod i et
godt Forhold til sine flanderske Byer, allierede
sig nu med Paris og de andre Byer mod
Hertugen af Orléans’ adelige Parti. 1407 fik Johan
Hertugen af Orléans dræbt, men Adelen
fortsatte sin Modstand, ledet af Greven af
Armagnac. Medens Johan nu opholdt sig i Paris, søgte
dettes Bourgeoisi endnu en Gang at skaffe
Orden, og Legisternes og Universitetslærernes
fremskredne Anskuelser fandt 1413 Udtryk i
l’ordonnance cabochienne. Men s. A. fik
Armagnac’erne Magten i Byen, hvorpaa
Reformbeslutningerne straks hævedes. Da landede den eng.
Konge Henrik V 1415 ved Harfleur, og ved
Azincourt gav Adelens Uduelighed endnu en
Gang Englænderne Sejren i Hænde 1415.
Adelens Nederlag gjorde atter Burgunderne til
Herre i Paris 1418, de allierede sig med
Dronningen, Isabella af Bayern, og fik Kongen i
deres Magt, medens Englænderne 1419 erobrede
Rouen. Adelen samledes nu om den unge
Dauphin (senere Karl VII), og ved et Forligsmøde
ved Montereau fik de Johan dræbt 1419. Hans
Søn Filip den Gode sluttede sig da til
Englænderne, og ved Forliget i Troyes 1420 aftaltes
det, at Henrik V skulde ægte Karl VI’s Datter
Katharina, med hvem han skulde arve F., hvor
han straks skulde være Regent. Den fr.
Befolkning fortsatte dog Modstanden, særlig Byerne
forsvarede sig haardnakket, og 1422 døde
først Henrik V, saa Karl VI. Som
Formynder for Henrik’s 10 Maaneder gamle Søn
Henrik VI overtog nu hans Onkler
Hertugerne af Gloucester og Bedford Styrelsen af
henholdsvis England og F. Henrik anerkendtes
af Parlamentet og Universitetet, og
Englænderne var Herre over Landet N. f. Loire samt
over Guienne. I Berry udraabtes derimod
Karl VII til Konge (1422—61); han viste sig
foreløbig ganske ligegyldig for det hele og
opholdt sig efter at være slaaet et Par Gange
uvirksom i Bourges, hvorfor han spottende
kaldtes roi de Bourges. Alligevel var Tilslutningen
til den retmæssige Konge stor ogsaa bl. Byerne,
hvis tapre Forsvar atter og atter standsede
Englænderne. 1428 begyndte disse et
Hovedangreb, rettet mod Orléans. Da optraadte
Jeanne d’Arc (f. i Domrémy 1412). Hun var
blevet dybt grebet af den Harme mod
Englænderne, som i de Aar naaede ned i Befolkningens
laveste Lag, og allerede 13 Aar gl mente hun, at
Engle havde paalagt hende at frelse F. Hun
kom til Bourges, vandt Kongen og hans Hof og
fik Lov at føre en Hær til Orléans. Tilliden
vendte nu tilbage bl. de overtroiske Soldater, 8.
Maj 1429 befriedes Orléans, Englændernes
dygtige Fører Talbot blev fangen, og 17. Juli kunde
Karl i Reims krones til Konge. Et Angreb paa
Paris mislykkedes derimod, en Del af Førerne
vendte sig mod Jeanne, og endelig blev hun
fanget ved Compiègne 1430, dømt som Heks og
brændt i Rouen 1431. Imidlertid søgte
Englænderne forgæves at faa større Tilslutning ved at
lade Henrik krone i Paris 1431, da man ikke
længere var Herre i Reims. Gl. Stridigheder
mellem Burgunderne og Englænderne tog til,
Karl’s dygtige Raadgiver Konnetablen af
Richemont knyttede Forbindelser med Johan, og 1435
samledes i Arras ikke blot fr., eng. og
burgundiske Gesandter, men ogsaa Repræsentanter for
de fleste andre europ. Stater. Da Englænderne
forlangte at beholde, hvad de havde, medens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
