Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ordning af Conseil d’Etat 1673. Stænderne sluttede
sig villig til Kongen. Den gl. Adel, la noblesse
d’épée, havde mistet sin Magt, men beholdt af
Kongens Naade Privilegier og Indtægter;
Guvernørerne var afhængige af Intendanterne,
havde selv kun Æren og Pengene; de fleste
Adelige levede ved Hoffet af Pensioner.
Gejstligheden hævdede ivrig Kongens
guddommelige Magt, støttede ham selv mod Paven, og
paa Koncilet i Paris 1682 fastslog man i de 4
gallikanske Sætninger den fr. Kirkes
Uafhænhed af Paven. Ludvig trodsede ofte denne, og i
teologiske Stridsspørgsmaal var det Kongens
Vilje, der blev afgørende. Borgernes
øverste Lag, la noblesse de robe, dannede
Embedsstanden: Ministre, Dommere, Intendanter o. s. v.
De fik med Stillingen en Adelsrang, der kun
for de højeste Embeder var arvelig. Hos dem
fandtes nogen Uafhængighed, da mange af
Embederne købtes, og især følte stadig
Paris-Parlamentet sig som Folkets Repræsentant og
hævdede sin Vetoret. Det medførte dog blot, at
Ludvig 1673 forbød dem at indgive
remontrances. Af Stænderne fandtes endnu kun
Provinsialstænderne i en Del af de sent erhvervede
Provinser (de vigtigste Pays d’États:
Languedoc, Provence, Bretagne, Bourgogne, Artois);
de vedtog og fordelte Skatterne, men var for
en stor Del sammensatte af Kongevalgte og
under nøje Opsyn af Embedsmænd. Alligevel
vaagede Colbert mistænksom over dem. Den
kommunale Styrelse i Byerne var kommet i
Hænderne paa snævre Rigmandskredse, der formelt
havde de gl. Privilegier, reelt var afhængige af
Intendanterne, der undertiden støttede de
lavere Borgeres Opposition mod de raadende. Nu
forøgedes Intendanternes Magt ogsaa her, og
1692 bestemtes, at Kongen fremtidig skulde
besætte alle kommunale Embeder ved Salg. Det
var dog nærmest en Finansoperation, og en Del
Byer fik Lov at tilbagekøbe Valgretten. Megen
Interesse for Selvstyre fandtes ikke. Borgerne
sluttede sig med Beundring og Tillid til
Kongen. Bøndernes Vilkaar var i Ludvig’s
første Tid endnu taalelige; deres Sogneraad var
afhængige af Intendanterne, men da man
forsøgte ogsaa at sælge Sogneraadspladserne,
fandtes ingen Købere, og man maatte vende tilbage
til Valgene. — Folkets Tilslutning til
Kongedømmet beroede dels paa Begejstringen over de
ydre Sejre, dels paa Tilliden til, at det kunde
skaffe en ordnet Retsstyrelse og materiel
Fremgang. En Tid syntes dette at skulle lykkes. En
Kommission udarbejdede 1667 Code civil. Det
var dog mere en Ordning af gældende
Retsregler end en Forbedring, Torturen og barbariske
Straffe bevaredes. Finanserne kom, efter at
Foucquet var styrtet, i Hænderne paa
Colbert (1661—83). Han skaffede Orden og
genoptog med større Held Sully’s og Richelieu’s
Forsøg paa at skabe et Budget; la taille, der
ikke ramte Adelen, udstraktes til flere,
Saltskatten formindskedes, men andre indirekte
Skatter forhøjedes. Statsgælden formindskedes
stærkt. I Overensstemmelse med
Merkantilismens Ideer og Enevældens Principper greb han
overalt ind i det økonomiske Liv. 1664 hævedes
en Del indenlandske Toldgrænser, 1667 gaves
en protektionistisk Toldlov, der dog over for
Holland maatte hæves 1678. Handelsflaaden
udvidedes, Samfærdselsmidlerne forbedredes, der
oprettedes Handelsselskaber, og 1673 gaves en
vigtig Handelslov. Ogsaa Industrien støttedes
ivrig. Kolonier havde F. begyndt at faa under
Frants I i Kanada, som efterhaanden var blevet
helt fransk. Hertil føjedes nu Louisiana, Guyana
og en Del Antiller. For Agerbruget blev
derimod Colbert’s Maksimumspris for Korn uheldig.
En fr. Flaade skabtes af Colbert, medens
Louvois ordnede Hæren. Hvervningen bevaredes, og
man vedblev at sælge Officerspladserne, men
Disciplinen var streng, og ved Anvendelse af
Uniformer, Magasiner, Kaserner og Bajonetter
forbedredes Hæren; Fæstninger anlagdes af
Vauban.
Aandslivet beskyttedes af Kongen, og F.
genvandt her i Enevældens Tid den europ.
Førerstilling, det havde haft i Middelalderens
bedste Tid. Richelieu grundede l’Académie française
1635, Colbert føjede hertil en hel Række
Akademier for Kunst og Videnskab, og
Digterpensionerne, som Richelieu ogsaa havde begyndt
med, forøgedes stærkt. Mangelen paa Frihed
kom dog snart til at virke hemmende, og om
end den glimrende Litteratur kastede Glans
over Enevælden, var den dog snarere et
Resultat af den nærmest foregaaende Tid. Descartes’,
Corneille’s og Pascal’s Værker ligger forud for
1661, og selv de flg. Forfattere havde faaet
deres Udvikling tidligere. Alligevel prægedes
deres Litt. af Ludvig XIV’s Tid. Molière skrev
sine Stykker for Hoffet, og Racine var nøje
knyttet til det. Bossuet blev det guddommelige
Kongedømmes Filosof, Boileau og Vaugelas
docerede i Litteratur, Sprog og Grammatik den
regelbundne Orden, som Kongedømmet
repræsenterede i Politikken. Den mindre
disciplinerede Lafontaine var i Unaade hos Kongen, og
særlig Historieforskningen led under Tvangen;
den indskrænkede sig væsentlig til Udgivelse af
Kildeskrifter. Langt større Fordel fik Kunsten
af Kongemagtens Beskyttelse, Louvre fortsattes,
Versailles og en Række mindre Slotte byggedes
af fremragende Arkitekter, ogsaa
Billedhuggerkunsten, Malerkunsten og Musikken blomstrede.
Skyggesiderne traadte dog snart frem. Sit
uhyggeligste Udtryk fik det kgl. Overmod i
Hugenotforfølgelserne (1665—85), der endte med
Nantes-Ediktets Ophævelse og Fordrivelse af
Hundredetusinder af F.’s dygtigste Borgere.
Dette billigedes endnu ganske af den offentlige
Mening, og Omslaget kom først, da Ludvig’s
Udenrigspolitik, der stedse mere lagde an paa
at gøre alle andre Fyrster til hans Vasaller,
endte med at bringe store Ulykker over Landet.
I Overensstemmelse med de saakaldte
Reunionskamres Kendelser inddrog han 20 større tyske
Byer, hvoriblandt Strassburg 1681, og paa
Middelhavet fik ikke blot Sørøverne i Algier, Tunis
og Tripolis, men ogsaa Genua F.’s Overmagt
at mærke. Ludvig’s Fordringer paa Pfalz til
Fordel for Hertuginden af Orléans, og hans
Strid med Paven om det kølnske
Ærkebispedømme, fremkaldte omsider den pfalziske
Arvefølgekrig (1688—97), hvori Kejseren, Spanien,
Savoyen, en Del tyske Stater, Holland og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
