Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Magt. Med Spanien kæmpede han 1629—31
sejrrig om Arvefølgen i Mantua og Montferrat.
1631 lovede han Gustaf Adolf Støtte, og 1635
begyndte han aabenlyst at tage Del i
Trediveaarskrigen (s. d.) mod Habsburgerne. Han vandt
derved 1638—39 Elsass, 1640 Artois, 1641
Roussillon. Decbr 1642 døde han, 57 Aar gl, og 1643
døde derpaa Ludvig XIII.
Dommen over Richelieu’s konsekvente
Gennemførelse af Enevælden har været forsk. Den
store liberale Skole — Guizot, Thierry, Thiers
og Michelet — saa med Tilfredshed den
parlamentariske Udvikling i deres egen Tid. De
mente, at Enevælden havde muliggjort den ved at
skabe Ligheden, Revolutionen fuldført den ved
at føje Friheden til. Derfor havde Enevælden
haft sin gode, hist. Opgave, og de saa med
Velvilje paa dens største Repræsentant. Anderledes
har efter 1870 Forfattere, der føler sig i
Opposition til Nutidens F., dømt. De har mod
Richelieu rejst Anklagen for et voldsomt Brud
med F.’s Traditioner: det konstitutionelle
Monarki. De mener, at han standsede
Udviklingsmuligheder, der fandtes hos Stænderne, men
især hos de Borgere, der 1614 gav deres Ønsker
Udtryk i Ord med næsten moderne Klang. I St
f. at bygge videre herpaa berøvede han
gennem den centraliserede Enevælde Folket Evnen
til at styre sig selv. Denne Opfattelse, der især
er hævdet af d’Avenel, synes dog ikke at skulle
trænge igennem. Andre Forfattere som
Hanotaux slutter sig snarere til den gl. Skole, idet de
hævder, at der ikke i Stænderne fandtes ny
Muligheder, Bevægelserne dèr var kun
Efterdønninger fra Middelalderen, Udviklingen
havde Aarh. igennem baaret frem mod den stærke
Kongemagt, og denne var et nødvendigt
Gennemgangsled. For dem staar da Richelieu i sin
gl. Glans.
Ludvig XIV (1643—1715) var kun 5 Aar gl.
Hans Moder Anna af Østerrig fik
Formynderskabet, og Italieneren Mazarin fortsatte
Richelieu’s Politik. Kampen i Tyskland førtes
sejrrig til Ende, og ved Freden i Münster og
Osnabrück 1648 beholdt F. Elsass, ligesom det
sikrede sig Lejlighed til Indblanding i
Tyskland’s indre Forhold. Krigen med Spanien
fortsattes derimod og blev farlig ved Spaniernes
Understøttelse af Oppositionsbevægelser i F. Her
fik Mazarin, hvis indre Styrelse, især
Finansstyrelsen, ikke var god, Modstandere baade i
Parlamentet, der krævede en Konstitution,
Adelen, der vilde have sine Fæstninger
igen, og det parisiske Demokrati, der
fordrede Skattelettelser. La journée des
barricades 1648 gav foreløbig de Allierede
Sejren. Siden gik det frem og tilbage, snart
flygtede Mazarin til Udlandet, snart vendte han
hjem. Forholdet imellem de 3 Parter var
imidlertid altid daarligt, de var lette at skille, og
Ønsket om Ro var i Virkeligheden det stærkeste
hos Befolkningen. Febr 1653 vendte Mazarin
sejrrig tilbage, han indskrænkede Parlamentets
Magt, og da den dygtige General Condé
forbitret gik i sp. Tjeneste, blev han slaaet af
Turenne. F. allierede sig med England, og efter
Sejren ved Dunkerque 1657 sluttedes 1659
Pyrenæer-Freden, hvorved F. beholdt Artois,
Cerdagne og Roussillon og fik Ret at stille
Hertugen af Lothringen, hvis Land var erobret,
strenge Betingelser for Tilbagegivelsen. Condé
vendte tilbage, og Ludvig ægtede den sp. Prinsesse
Marie Theresia. Aaret før havde Mazarin
sammen med Sverige og en Del vest- og sydtyske
Stater sluttet et Rhin-Forbund. Da Mazarin
døde 1661, var fr. Udenrigspolitik paa alle
Kanter sejrrig.
Ludvig XIV tog nu selv Styrelsen og gav den
Krigspolitik, de to store Ministre havde begyndt,
en endnu mere aggressiv Karakter. Alt blandede
han sig i, og F. viste sig de andre Magter
overlegent i samme Grad i Diplomatien
(Udenrigsministre Lyonne og Pomponne) og i Krigen
(Krigsministre Le Tellier og hans Søn Louvois,
Generaler: Condé og Turenne). 1664 hjalp man
Kejseren mod Tyrkerne ved Skt Gotthardt, 1665
Portugiserne mod Spanierne ved Villaviciosa,
s. A. tugtedes algierske og tunesiske Sørøvere,
og ogsaa Venezia fik Hjælp mod Tyrkerne. 1665
døde Filip IV af Spanien, og Marie Theresia’s
Broder Karl II arvede dette. Ludvig paastod
nu, at Marie Theresia efter en særlig
nederlandsk Arvefølge havde Ret til Spanien’s
nederlandske Provinser, medens det Afkald, hun i
sin Tid havde givet, var ugyldigt, da Mazarin
havde faaet det gjort afhængigt af Medgiftens
Betaling, der ikke var sket. I Krigen for
Dronningens Rettigheder (1667—68) erobrede
Turenne Flandern, Condé Franche-Comté, men da
England, Holland og Sverige nu forenede sig
mod F., nøjedes Ludvig ved Freden i Aachen
1668 med en Del flanderske Byer. Ludvig’s
Harme vendtes herved mod F.’s tidligere
Allierede Holland, der jo desuden var en Republik
og oven i Købet rejste Modstand mod hans
Toldforordninger. Det lykkedes ham at forene
England, Sverige og Rhinstaterne mod Holland, og
den holl. Krig (s. d.) begyndte 1672. Vilhelm af
Oranien fandt imidlertid Forbundsfæller i
Spanien, Kejseren og en Del tyske Stater, og
Ludvig’s Allierede blev ham ikke til megen Hjælp.
Franskmændene, der først førtes af Condé og
Turenne, siden af Hertugen af Luxembourg,
sejrede derfor nok, men de kunde ikke erobre
Holland. Ved Fredsslutningen lykkedes det at
dele Modstanderne. Hollænderne fik ved
Freden i Nimwegen 1678 hele deres Omraade
tilbage og store Handelsindrømmelser, Spanien
afstod s. A. Franche-Comté og en Del
nederlandske Fæstninger. Ogsaa de andre Stater
sluttede saa Fred.
Til de ydre Sejre havde svaret en glimrende
indre Udvikling. Den absolutte
Enevælde var nu anerkendt. Ludvig opfattede
Kongedømmet som stammende fra Gud og omgav det
med en hidtil ukendt Glans. Hoffet flyttede til
Versailles, der kun var til for Kongens Skyld.
Den strenge Etikette formedes næsten som en
Kcngedyrkelse. Ved det glimrende Hof samledes
Adelen, og alt indrettedes efter Kongens private
Ønsker, hans Elskerinder (især Hertuginden af
la Vallière og Mme. Montespan) fordunklede
ganske Dronningen, og den sidste af dem, Mme.
Maintenon, ægtede han efter Marie Theresia’s
Død. Minister- og Embedsstyrelsen udvikledes i
Sporet fra Richelieu’s Tid ved den store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
