Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
jeunesse dorée, dominerede Paris, og der
opkom Planer om at faa Ludvig XVI’s Søn til
Konge, men denne, der var blevet holdt i
strengt Fængsel af Jakobinerne, døde Juni 1795.
Apr. 1795 nedsattes et Udvalg af Moderate til at
lave en Forfatning, og i Aug. var denne færdig.
5 Direktører og deres Ministre skulde styre.
Lovgivende blev de Ældres Raad, 250
Medlemmer over 40 Aar, og de Yngres, 500 over 30
Aar. Valgene blev middelbare, for Valgmændene
fastsattes en bestemt Census, Vælgere blev alle
Skatteydere. Kamrene kunde ikke opløses.
Lovforslag udgik fra og drøftedes i de Yngres
Raad, men krævede de Ældres Samtykke. 1/3
af Kamrene afløstes aarlig. Direktørerne
valgtes af de Ældres Raad paa en Liste, foreslaaet
af de Yngres, 10 for hver Direktør, aarlig afgik
een. — Af Frygt for royalistiske Valg vedtog
endelig Konventet, at første Gang skulde 2/3 af
de 750 vælges mellem Konventsmedlemmerne.
Man fik det hele vedtaget ved et Plebiscit, men
i Paris var Stemningen saa stærkt imod, at de
2/3 af Valgene skulde være bundne, at
Royalisterne 5. Oktbr kunde rejse en Opstand. Denne
sloges ned af Bonaparte, og ved Valgene
lykkedes det at sikre det republikanske Flertal. —
Imidlertid var Belgien erobret 1794, Holland
1795, det første indlemmedes i F., det sidste
dannede den bataviske Republik. Alle Vegne
sejrede man, og ved Basel-Freden Apr. 1795
overlod Preussen F. sine Besiddelser V. f.
Rhinen mod Løfte om Erstatning i Tyskland.
Spanien afstod s. A. sin Del af Skt Domingo og
sluttede Aaret efter Forbund med F., ligesom
Toscana sluttede Fred 1795.
VIII. Direktorialforfatningen
27. Oktbr 1795—9. Novbr 1799.
Til Direktører valgtes ved de radikale
Stemmer Barras, Carnot, La Reveillère, Letourneur
og Rewbell. Medens disse uden stort Held søgte
at reorganisere Landets Styrelse og klare
Finansvanskelighederne, fortsattes Kampen mod
Udlandet. I Italien sejrede Bonaparte over
Østerrigere og Sardiniere. Alle de ital. Stater
blev tvungne til Fred og maatte udlevere Land,
Penge, Varer og Malerier, og Apr. 1797 maatte
Østerrig slutte Fredspræliminærerne i Leoben,
der i Oktober blev til Campo-Formio-Freden.
Detafstod Belgien og Lombardiet og lovede
hemmelig F. Rhin-Grænsen mod at faa Venezia.
Af Lombardiet og en Del af Mellemitalien
dannedes den cisalpinske Republik, af Genua den
liguriske. Derpaa sluttede Portugal og det tyske
Rige Fred. — I Italien raadede nu Bonaparte
næsten uindskrænket; Direktoriet behøvede de
ital. Penge for at holde Finanserne oppe og den
sejrrige General til at standse Royalisterne. I
det hele var dets Stilling daarlig; en Opstand
var vel 1796 dæmpet i Vendée, men Uordenen
vedblev rundt om, og Pengenøden blev saa stor,
at en Statsfallit 1797 endnu en Gang blev
nødvendig. Jakobinernes Sammensværgelser, ledede
af Socialisten Babeuf, sloges ned, men værre
blev Royalisternes parlamentariske Opposition.
Ved Valgene af en Trediedel af Kammeret Apr.
1797 sejrede Højre saa fuldstændig, at de
Moderate nu blev Flertal og kunde sætte
Barthélémy ind som Direktør. Direktoriets Flertal
foretog da, efter at Bonaparte havde sendt dem
Augereau til Fører for Tropperne i Paris,
Statskuppet Septbr 1797. Barthélémy og en Del
moderate deputerede arresteredes, Carnot, der var
mod Statskuppet, lod man flygte. Da Valgene
1798 ogsaa var uheldige, kasseredes ogsaa en
Del af dem. Uden virkelig Tilslutning fra
nogen Kant i F. maatte Direktoriet leve af
Triumfer udadtil. Bonaparte ønskede nu især at
ramme England, og da Ekspeditionsforsøgene dertil
stadig mislykkedes, besluttedes Toget til
Ægypten 1798. Imidlertid besatte man Febr 1798 Rom,
der blev en Republik, Marts—Maj Schweiz, der
fik en ny Forfatning og overlod F. Genève, i
Efteraaret 1798 Piemont og Jan. 1799 Neapel,
ligesom man optraadte med stort Overmod paa
en tysk Kongres, der skulde ordne de ny tyske
Forhold. Følgen blev den 2. Koalition mellem
Rusland, England, Østerrig, Tyrkiet og en Del
af Italien. 1799 tabte F. Italien, men hævdede
sin Stilling i Schweiz. Nederlaget berøvede
Direktoriet dets sidste Anseelse. Ved Valgene 1799
sejrede Jakobinerne atter, Sieyès blev Direktør,
og siden tvang man de 3 af de gl. Direktører
til at gaa af Juni 1799. Snart efter kom det til
Strid mellem Jakobinerne og Sieyès, og støttet
af Lucien Bonaparte fik denne Overhaand i
Kamrene. Nogle jakobinske Oprørsforsøg
dæmpedes, men meget bedre blev Stemningen ikke.
IX. Napoleon 1799—1814.
Oktbr 1799 vendte Bonaparte tilbage fra
Ægypten. I Direktoriet ventede Sieyès kun paa
Lejlighed til at styrte de andre og lave en ny
Forfatning. Han og Bonaparte sprængte 9. Novbr
de Yngres Raad, medens de Ældres Raad
overdrog dem og en anden Direktør, Rogers-Ducos,
Magten og nedsatte et Forfatningsudvalg. Sieyès’
Udkast blev ved Bonaparte’s Indflydelse
omdannet til et Udtryk for den folkelige
Cæsarisme, der blev Bonapartismens Program. Der
blev 1 Førstekonsul (Bonaparte) med 2 andre
Konsuler (Cambacère og Lebrun) som
Raadgivere. I hvert Kanton skulde alle 21-aarige
vælge 1/10, disse samlede efter Arrondissementer
atter 1/10 og endelig de sidste samlede i Dept.
endnu 1/10. Disse dannede saa la liste de
notabilitè nationale. Af den valgte Senatet 300 til
den lovgivende Forsamling, 100 til Tribunatet,
fornyet hvert Aar med 1/5. Senatet selv valgtes
første Gang af en Kommission, siden af Senatet
selv mellem 3 foreslaaede henholdsvis af
Førstekonsulen og de 2 Kamre. Det valgte
Konsulerne paa 10 Aar og de højere Dommere.
Konsulerne udnævnte et Statsraad. Dette
udarbejdede Lovene, der dernæst diskuteredes i
Tribunatet, som saa valgte 3 af sine Medlemmer
til i den lovgivende Forsamling at støtte ell.
fraraade Forslaget, der her forsvaredes af 3
Statsraadsmedlemmer. Medlemmerne selv
havde kun Ret til at stemme. — Denne Forfatning
vedtoges med 3011107 mod 1507 Stemmer.
Medens Bonaparte saaledes højlig indskrænkede
den Frihed, der havde været Revolutionens
ene Maal, sikrede han det Fremskridt,
Revolutionen havde bragt i borgerlig Frihed som
i admin. og sociale Forhold. Den grundlovgivende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
