Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Republikanere, der var til Stede, vedtog
imidlertid at suspendere Kongemagten og at
indkalde en Nationalforsamling, hvortil enhver
21-aarig, der forsørgede sig selv, skulde have
Valgret. Kongen fængsledes, og der dannedes et
girondinsk Ministerium, men Danton blev
Medlem af dette og blev den virkelige Leder. Han
mente det endnu nødvendigt at skræmme
Aristokraterne og lod derfor rolig
Septembermordene ske (2.—6. Septbr). Myrderierne
efterlignedes en Del Steder i Landet, hvor
Forvirringen i de flg. Maaneder gik saa vidt, at man
især i Syden dannede næsten uafhængige Stater.
Imidlertid trængte Fjenderne langsomt frem, og
alt tydede paa, at den fr. Hær, hvis Officerer
for en stor Del var flygtede, ikke vilde kunne
værne Landet, skønt talrige Skarer i
Begejstring strømmede til. Da bragte det lille
Sammenstød ved Valmy Septbr 1792 de indbyrdes
uenige Preussere og Østerrigere til at gaa
tilbage; ved alle Grænser trængte Franskmændene
frem, og i Novbr erobrede Dumouriez Belgien.
Revolutionen kunde uhindret af Udlandet
fortsætte sit Værk (om Krigsbegivenhederne se i
øvrigt franske Revolutionskrige).
VII. Nationalkonventet
21. Septbr 1792—26. Oktbr 1795.
Ved Valgene til Nationalkonventet deltog af
de 7 Mill. Vælgere kun faa %; Forsamlingens
Partier blev Jakobinerne: c. 70, Girondinerne c.
180, »Sletten« c. 500. Jakobinerne lededes
af Danton og Robespierre, men ved Siden af
dem stod Parisermængdens egl. Førere, Marat,
Hébert og Henriot. Deres Maal var gennem
Rædsler at opdrage Folket til den demokratiske
Republik; indtil denne Opdragelse var fuldført,
ofrede de gerne Friheden. Girondinerne
førtes af dannede Mænd og glimrende Talere,
som Brissot, Condorcet, Vergniaud, Roland o. s.
v. Som ivrige Frihedsvenner begyndte de nu at
vige tilbage for det Tvangssystem, deres gl.
Allierede vilde gennemføre, og snart traadte de i
bestemt Opposition til dem. »Sletten« bestod af
vaklende, let paavirkelige Folk, og den
kommende Forsamlings Skæbne afhang af, om
Girondiner ell. Jakobiner fik Herredømmet over
dem. Afgørelsen kom ved Striden om Kongens
Skæbne. Efter Forfatningen af 1791 var han
uansvarlig, men uden Hensyn til denne
afskaffede Forfatning anklagede man ham Decbr 1792
for Konspirationer med fremmede Magter. Saa
langt var man enig, men Girondinerne ønskede
nu Dommen overladt Folket for at undgaa
Dødsstraf. Det forkastedes med 424 mod 283,
og derpaa fældedes Dødsdommen under
voldsomt Pres fra Pøbelen med 361 Stemmer,
medens 321 stemte for mildere Straf, 39 for videre
Forhandling. Et Udsættelsesforslag forkastedes
med 380 mod 310, og Henrettelsen skete 21. Jan.
1793. Dette sammen med Belgiens Erobring
bevirkede, at Dannelsen af den 1. Koalition nu
fuldførtes Foraaret 1793, idet Frankrigs
Fjender forøgedes med England, Spanien, Portugal,
Toscana, Paven, Neapel og det tyske Rige.
Dumouriez traadte nu, efter at have tabt ved
Neerwinden, Marts 1793 i Forbindelse med
Østerrigerne og flygtede, da han ikke kunde faa
Soldaterne med mod Paris, til Fjenderne. Disse
Begivenheder foraarsagede, at Styrelsen April
1793 koncentreredes i Velfærdsudvalget. Dette,
der i de første 3 Maaneder lededes af Danton,
genskabte Regeringens Herredømme i
Provinserne ved Udsendelse af Konventskommissærer;
ved en ordnet Udskrivning rejstes
store Hærmasser, og endelig søgte man at holde
Finanserne oppe ved Tvangslaan og ved
Tvangskurs paa Assignaterne, hvilket dog ikke
hindrede, at disse stadig sank og til sidst fik en
ganske minimal Værdi. Danton, der ogsaa
begyndte at længes efter Ro, søgte en Tilnærmelse
til Girondinerne, men disse afviste ham, og det
endte da med, at Konventet 2. Juni vedtog
Fængslingen af de girondinske Førere. Nogle af
disse flygtede og rejste især i Syden Opstande,
Royalisterne rejste sig samtidig, især i Vendée,
og medens næsten hele Landet var i Oprør,
erobrede Fjenderne Mainz og Valenciennes. Men
Oprørernes Uenighed og Fjendens Langsomhed
gjorde Modstanden mulig; de republikanske
Hære organiseredes af Carnot, l’ancien régime,
ført til Sejr af Udlandet, frygtede næsten alle,
og det lykkedes da i Løbet af 1793 at dæmpe
Opstandene, der straffedes med stor
Grusomhed, og at drive Fjenden tilbage over Grænsen.
I Paris havde man imidlertid i Juni lavet en
Rousseau’sk Forfatning, men man gemte den til
bedre Tider og fortsatte det diktatoriske
Regimente. Danton trak sig halvt frivillig tilbage,
Robespierre (Juli 1793—Juli 1794) blev
Velfærdsudvalgets Leder. Under den
Rædselsperiode, som dermed begyndte, henrettedes
Dronningen, de arresterede Girondinere o. s. v.,
og i Septbr gjorde en Lov om Mistænkte noget
nær enhver Borgers Liv usikkert. Finansforholdene
var saa daarlige, at en Statsbankerot
blev nødvendig. Samtidig reformeredes der.
Decimalsystemet og den ny Tidsregning indførtes.
Robespierre, der støttedes af Saint-Just og
Couthon, havde mod sig de mere moderate
Dantonister og de endnu hidsigere Hébertister. De
sidste fældedes Marts 1794, en Maaned efter
Danton, og Apr.—Juli var Robespierre
Eneherre. Henrettelserne naaede nu det højeste; 10.
Juni—14. Juli regnes 1400 at være henrettede,
medens det hele Antal det foregaaende Aar
havde været c. 1200. Men efterhaanden blev
Befolkningen træt af den evindelige
Blodsudgydelse, Konventsmedlemmerne frygtede for
deres eget Liv, og 27. Juli styrtedes da
Robespierre.
Vidtgaaende Terrorister som Billaud-Varennes,
Collaud d’Herbois o. s. v. havde her virket
sammen med Dantonister som Tallien, men alle
maatte de nu i Overensstemmelse med
Stemningen i Paris og i Frankrig slaa ind paa en
moderat Politik. I Novbr lukkedes
Jakobinerklubben, i Decbr frigaves 76 arresterede
moderate Deputerede, og Foraaret 1795 deporteredes
Folk som Billaud-Varennes og Collaud
d’Herbois, medens de flygtede Girondinere atter
traadte ind i Konventet. Forfølgelserne hørte
op, Lovene mod Emigranterne mildnedes, og
Religionsfriheden, der faktisk havde været
afskaffet, anerkendtes. Stemningen gik nu næsten
i royalistisk Retning, Bourgeoisiets Ungdom, la
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
