Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
42000 til 63000, Elevernes fra 2 Mill. til 3 1/2 Mill.
Univ.’s Monopol bevaredes trods de gejstlige
Ordeners Angreb. Sammen med disse Reformer
udførtes store offentlige Arbejder, og den
materielle Fremgang fortsattes hurtig.
Hele denne store Virksomhed tilhører de 10
Aar, i hvilke der fandtes et stærkt
parlamentarisk Liv under vekslende Ministerier, medens
Reformerne ganske gik i Staa i de flg. 8 Aar,
da Guizot ved Hjælp af Bestikkelser af
Kamrene skabte en fast Regering. Der opstod i
disse Aar en stedse stærkere Opposition. Kun
selve det rigeste Bourgeoisi blev ved at støtte
Regeringen; Hovedmassen af Bourgeoisiet, især
det akademiske, blev derimod stærkt
oppositionelt. Socialisterne fik stadig fl. Tilhængere
og blev et politisk Parti, da L. Blanc lærte dem
Interessen for alm. Valgret. Endelig tiltog det
republikanske Venstre og Bonapartisterne, og
alle disse Grupper, hvis fleste Tilhængere var
uden Valgret, mødtes dels i Kravet om alm.
Valgret ell. i det mindste en Censusnedsættelse,
dels i den Stemning, Lamartine gav Udtryk i
Ordene: la France s’ennuie. Udenrigspolitikken
blev Genstand for stærke Angreb. I Algier mod
Abd-el-Kader var man heldig. Constantine
erobredes 1837, og 1844 sejrede Bugeaud ved Isly.
Derimod var Kongens Indblanding i det sp.
Ægteskabsspørgsmaal 1846 meget uheldig, det
ødelagde det gode Forhold til England; og højst
ydmygende var F.’s Tilslutning til de
konservative Østmagters Politik i Krakov, Schweiz og
Italien 1847 opdagedes omfattende Bestikkelser
o. a. Skandaler, og under den herved
fremkaldte stærke Gæring samledes alle
oppositionelle Grupper til et stort Felttog for
Valgreformen. Ved Reformbanketter Landet over
dreves Agitationen derfor, overmodige
Udtalelser i Trontalen forøgede Harmen, og til 22.
Febr 1848 bestemtes en stor Reformbanket i
selve Paris.
IV. Februarrevolutionen og Republikken.
Ministeriet forbød Banketten; de Moderate bl.
Førerne fik den da opgivet, men alligevel
samledes store Folkeskarer, det kom til
Sammenstød med Tropperne, og den 23. sluttede en Del
af Nationalgarden sig til Bevægelsen. Kongen
lod Guizot afløse af Molé, som antoges at ville
gaa ind paa Valgreformen, og om Aftenen
illuminerede Paris. Men et tilfældigt Sammenstød
samme Aften fremkaldte voldsommere
Bevægelser, og den 24. maatte Kongen vende sig til
Thiers og det dynastiske Venstres Fører
Odillon Barrot. Men heller ikke dette kunde
længere standse Bevægelsen, der var kommet i
Hænderne paa hemmelige Selskaber, ledede af
Republikanere og Socialister. Nationalgarden
hjalp delvis Oprørerne, Linietropperne ønskede
man ikke at anvende, og Kongen foretrak da
at træde tilbage til Fordel for sin Sønnesøn
Greven af Paris. Dennes Moder begav sig med
Sønnen til Deputeretkamret og fandt her Støtte
hos Odillon Barrot; men store Folkeskarer
trængte ind i Kamret, og Republikanere som
Lamartine og Ledru Rollin fik Overhaand. En
provisorisk Regering udraabtes,
bestaaende af disse to samt Dupont de l’Eure,
Arago, Marie, Garnier Pagès og Crémieux,
hvortil føjedes Marrast, Flocon, L. Blanc og
Arbejderen Albert, der paa Raadhuset var
udraabte til Regering. Kongefamilien flygtede til
Udlandet, hvor den for længst havde sine store
Rigdomme i Sikkerhed. Republikken og alm.
Valgret proklameredes nu; man lovede at sikre
alle Arbejde, og søgte at gennemføre dette ved
Nationalværkstederne, som i øvrigt misbilligedes
af L. Blanc, der derimod oprettede en Komité
til Arbejdets Organisation. Men Uroen vedblev.
De radikaleste fordrede, at Valget af en
Nationalforsamling skulde opsættes, indtil Folket
var tilstrækkelig revolutioneret. 16.—17. Marts
og 17. Apr. søgte Oppositionen ved store Optøjer
at sætte sin Villie igennem, men ved
Lamartine’s Veltalenhed tæmmedes Masserne, og
Regeringen lod Valgene ske. Vælgertallet var
forøget fra 250000 til 9—10 Mill., hvoraf henimod
8 Mill. deltoge. De maadeholdne Republikanere
sejrede; selv i Paris tabte Socialisterne, og om
Lamartine samledes de fleste Stemmer. 4. Maj
mødte Nationalforsamlingen; den gav
Magten til Arago, Garnier Pagès, Marie,
Lamartine og Ledru Rollin, hvoraf kun den sidste var
radikal. Forstædernes Mængde krævede nu, at
Revolutionerne Europa over skulde støttes og
Polen befries, men ny Bevægelser herfor 15. Maj
blev resultatløse. Imidlertid blev Udgifterne til
Nationalværkstederne alt for store uden at
bringe tilsvarende Fordel, og 21. Juni
bekendtgjordes det, at de skulde hæves, og en Del af
Arbejderne sendes til Hæren. Dette opfattedes som
Løftebrud, og den 23. brød Opstanden ud.
Cavaignac, hvem man overdrog diktatorisk Magt,
raadede over 30000 Soldater og Mobilgardister
og sejrede efter 4 Dages Kamp, der i alt
kostede 8000 Døde og Saarede. Cavaignac blev
derpaa Førsteminister og oprettede i de flg.
Maaneder igen Ordenen ved strenge Presselove,
Belejringstilstand o. s. v., medens man dog
samtidig fastslog den alm. Valgret for de forsk.
kommunale Raad, selv for Generalraadene. 4.
Novbr gaves den ny Forfatning. Den lovgivende
Magt skulde tilhøre en Forsamling, valgt af
alle 21-aarige paa 3 Aar. Den kunde ikke
opløses, og Præsidenten, der valgtes for 4 Aar ved
Folkeafstemning, havde ikke Veto mod dens
Beslutninger. De to Magter stod saaledes lige
stærke uden at være gensidig afhængige af
hinanden. Ved Præsidentvalget optraadte
Ludvig Napoleon. 1846 var denne flygtet, 1848
kom han til F. og valgtes til
Nationalforsamlingen, men afslog forsigtig Valget. Nu samlede
han ikke blot Bonapartisterne, men ogsaa
Monarkisterne, og endelig gav de Radikale og
Socialister ham deres Stemmer som Folkets
Repræsentant for at undgaa Cavaignac. 10.
Novbr valgtes Napoleon med 5434226 St.,
Cavaignac fik 1448107, Ledru Rollin 370119. Den
20. overtog Napoleon Præsidentværdigheden og
dannede nu et Ministerium Odillon Barrot, der
i Forstaaelse med Nationalforsamlingen
optraadte ret konservativt. Maj 1849 afløstes
denne af en lovgivende Forsamling: 450
Monarkister af forsk. Slags, 100 moderate
Republikanere og 200 Radikale og Socialister under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
