Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ledru Rollin. Efter Monarkisternes Ønske
havde Napoleon hjulpet Paven mod Republikanerne
i Rom, men ved Garibaldi’s Modstand trak
Kampen her ud, og 12. Juni foreslog Ledru Rollin
at anklage Præsidenten derfor. Det forkastedes,
og næste Dag rejstes en Opstand i Paris, efter
hvis Underkuelse Ledru Rollin flygtede. Kort
efter faldt Rom. Presseforholdene ordnedes
efter Opløsningen 1848 nærmest i
Overensstemmelse med Septemberlovene 1835; men da nu
Faren for de Radikale syntes ovre, svækkedes
Enigheden i det af Legitimister, Orléanister og
Bonapartister bestaaende Flertal, og Forholdet
mellem Forsamlingen og Napoleon blev
daarligt. Han begyndte store Agitationsrejser i
Provinserne, udnævnte bonapartistiske
Præfekter o. s. v. og dannede Novbr 1849 det mere
føjelige Ministerium d’Hautpoul. Da
Foraarsvalgene 1850 i Paris gav Socialisterne Sejren
(Forf. Eugène Sue valgtes f. Eks. med 126000
St.), samlede Forskrækkelsen atter de mere
Konservative, og Maj 1850 vedtoges, støttet af
Thiers, bekæmpet af Lamartine, Hugo og
Cavaignac, med 433 St. mod 241 en Valglov,
hvorved 3 Aars Ophold i samme Kreds blev
Betingelse for Valgret, hvilket berøvede c. 3 Mill.
Stemmeretten. I Marts havde en Skolelov
hævet Univ.’s Monopol, og givet Gejstligheden en
stærk Stilling inden for de styrende
Universitets- og Skoleraad og fri Adgang til Oprettelse
af private gejstlige Skoler, og i Juli 1850 kom
hertil en ret streng Presselov. Harmen herover
lettede Napoleon’s Agitation. Jan. 1851 afsatte
han Changarnier, Paris’ Kommandant, der var
Forfatningen tro, og dannede Ministeriet
Baroche, men da Thiers fik et Mistillidsvotum
vedtaget, bøjede han af, tog et farveløst
Ministerium og erkendte Forsamlingens Rettigheder.
Snart dannedes dog det bonapartistiske
Ministerium Faucher, og i Oktbr det endnu mere
udprægede St Arnaud. Napoleon søgte nu
forgæves at faa Forsamlingen til at hæve den
Forfatningsbestemmelse, der forbød hans
Genvalg efter de 4 Aar, og foreslog derpaa at
ophæve Valgretsindskrænkningen af Maj 1850, men
ogsaa dette forkastedes (355 mod 345
Bonapartister og Venstre). Et Forslag fra hans
Modstandere om, at Forsamlingens Præsident selv
skulde kunne rekvirere Tropper, forkastedes
ogsaa (408 mod 300), men dette bevirkede, at
Napoleon sammen med sine Tilhængere
Persigny, Morny, St Arnaud o. a. besluttede at
prøve Statskuppet. 2. Decbr fængsledes Thiers
samt Generalerne Changarnier, Lamoricière,
Cavaignac, Bêdeau m. fl., Nationalforsamlingen
opløstes, og der lovedes Folkeafstemning om
en ny Forfatning med alm. Valgret. De
Deputerede, der protesterede, blev arresterede, og
et Opstandsforsøg den 3.—4. dæmpedes let, da
Arbejderne ikke brød sig stort om det.
Belejringstilstand proklameredes i en stor Del af F.,
og en nøje Politikontrol indførtes paa alle
Omraader, medens Mænd som Thiers, Hugo,
Lamoricière, Changarnier o. s. v. forvistes. 20.
Decbr godkendtes Grundsætningerne for en ny
Forfatning med 7439216 St. mod 647737, og 14.
Jan. 1852 udstedtes den ny Forfatning. En
Præsident, valgt paa 10 Aar, fik den udøvende Magt
og blev ansvarlig. Den lovgivende Forsamling
valgtes for 6 Aar ved alm. Valgret; denne
stemte om Lovene og Budgettet med ja ell. nej,
den kunde kun vedtage Ændringer med
Samtykke af et Conseil d’État, udnævnt af
Præsidenten. Forsamlingens Præsident valgtes af
Napoleon; han besørgede et Uddrag af
Forhandlingerne offentliggjort. Desuden fandtes et
Senat, valgt af Præsidenten. Det var en
Forfatning i den gl., napoleonske Aand, mere
demokratisk, mindre liberal end de monarkiske
Forfatninger. Febr 1852 bandtes Pressen ved
Kaution, Afgifter og Straffe omtr. saa haardt som
ved Censur. Ved Valgene til en lovgivende
Forsamling fik denne ved Hjælp af de »officielle
Kandidaturer« et rent bonapartistisk Præg. I
Løbet af Sommeren forberedtes paa store
Rejser Kejserdømmet, i Bordeaux udtalte Napoleon
ligefrem,: l’empire c’est la paix, en
Adressebevægelse derfor sattes i Scene, og 7. Novbr lod man
Senatet vedtage det arvelige Kejserdømme,
hvilket derpaa billigedes med 7482863 St. mod
238582, medens Forfatningen i øvrigt bevaredes.
XV. Det andet Kejserdømme 1852—70.
Den store Anseelse, Napoleon vandt, skyldtes
især hans Udenrigspolitik
(Udenrigsministre Drouin de l’Huys, Thouvenel og
Walewsky). Trods al Mistillid fandt Europa sig
rolig i Familien Bonaparte’s Tilbagevenden til
Magten, og Napoleon blev snart den ledende
Mand i europ. Politik. Han lededes i hele sin
Optræden dels af de nationale Ideer, dels af
Hensynet til F.’s gloire. F.’s gl. Protektorat
over den rom. Kirke i Orienten gav ham
Anledning til at blande sig i Orientens Forhold,
hvilket førte til den orientalske Krig 1853—56.
Napoleon støttede her Tyrkiet mod Rusland og
forenede med sig England, Sardinien og
halvvejs Norge og Sverige. Det endte med
Pariser-Kongressen 1856, hvor Ruslands Magt betydelig
indskrænkedes, og hvor der desuden vedtoges
en Række folkeretlige Bestemmelser. I Spidsen
for det liberale Vesteuropa havde Napoleon
brudt det reaktionære Herredømme, Rusland
siden 1848 havde øvet i Europa. Under
Kongressen fødte Kejserinden Eugénie, en adelig
sp. Dame, han 1853 havde ægtet, ham en Søn,
og Slægtens Herredømme syntes nu sikret. I
de flg. Aar vejede F.’s Ord tungt baade i det
orientalske og det schweizisk-preussiske
Spørgsmaal, og afgørende blev Napoleon’s Indgriben
til Fordel for den ital. Enhedsbevægelse. Hans
Forhold til Sardinien blev stedse nærmere, selv
efter Italieneren Orsini’s Attentat 14. Jan. 1858.
I Plombières traf han Aftaler med Cavour;
Nytaarsudtalelserne og Trontalen 1859
gjorde denne Forstaaelse klar for Europa, og da
Østerrigerne angreb Sardinien, ilede fr. Hære det til
Hjælp. Den ital. Krig endte 11. Juli ved
Præliminærerne i Villafranca (Fred i Zürich i Novbr),
hvorved Østerrig overlod Lombardiet til
Napoleon, der gav det til Sardinien. Freden, der
var sluttet af Frygt for Preussens Indgriben,
svarede ikke ganske til Løfterne, men i Løbet
af 1860—61 fuldførtes dog Foreningen af Italien
saa nær som Rom og Venezia. Napoleon, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
