Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Politiopsyn, og Regeringens Ret til Indgriben i
Presseforholdene indskrænkedes. 1866 og 67 var
General- og Municipalraadenes Magt blevet stærkt
udvidet, og ogsaa i Undervisningsvæsenet
mildnedes Tvangssystemet. 1864 havde Duruy i den
lærde Skole faaet dannet en Realretning; 1867
oprettede han Pigeskoler i et stort Antal Sogne,
sikrede Lærernes Løn og udvidede Adgangen
til fri Undervisning. — Samtidig søgte man at
sikre sig udadtil ved Niel’s Hærlov, der betød
en stærk Tilnærmelse til alm. Værnepligt, men
som kun vedtoges i en meget indskrænket Form
1868. Den parlamentariske Oppositions Førere
begyndte nu at haabe paa et virkeligt
konstitutionelt Kejserdømme, men Kravet derom
fastholdt de ogsaa bestemt, og en voldsom
Opposition kom til Orde i Pressen (Rochefort’s
»Lanterne«) og fik endog Udtryk i Tumulter i Paris.
1869 gav Bankfallitter og store Skandaler
Anledning til stærke Angreb. Ved Valgene d. A. fik
Regeringen endnu Flertallet, men Oppositionen
voksede stærkt og sejrede i Paris o. a. store
Byer, og Gambetta var bl. de Valgte. Sammen
med et Mellemparti under Ollivier forlangte
Oppositionen nu i et Antal af 116 (Kamrets
Medlemmer c. 290) konstitutionelle Reformer.
I Juli lovede Kejseren det; Rouher traadte
tilbage fra Ministerstillingen og blev
Senatspræsident, og ved Senatsbeslutning ændredes
Forfatningen i Septbr. Derpaa dannedes ogsaa det
konstitutionelle Ministerium Ollivier Jan.
1870, og i Apr. bestemtes nøjere
Forfatningsændringerne. Den lovgivende Forsamling fik
Initiativ til Love. Ret til at udnævne sin
Præsident o. s. v., Interpellationsretten blev fri,
Ministrene blev ansvarlige over for Senatet, om
end samtidig Kejserens Ansvar bevaredes; det
blev et samlet Ministerium, ikke Fagministre
under Kejseren. Folkeafstemninger beholdt
Kejseren Ret til at benytte. Der kunde paa denne
Forfatning bygges en konstitutionel Udvikling,
men den aabnede ogsaa en Del Muligheder for
at bevare det personlige Regimente. Den
vedtoges med 7350142 mod 1538825, og skønt
Flertallet i de store Byer og en mindre Del af
Hæren havde stemt imod, var dette Udfald egnet
til højlig at styrke Kejseren og Ollivier. Ved
Hoffet herskede imidlertid en skarp Strid
mellem det gl. bonapartistiske Parti og de ny
konstitutionelle Raadgivere, og Kejseren selv, der
siden 1865 var stærkt plaget af Sygdom,
vaklede mellem dem. Derfor blev der stadig over
Forfatningsarbejdet et vist uvederhæftigt Præg,
saa man ikke ret vandt de Liberales Tillid, og
samtidig antog Socialistbevægelsen en truende
Karakter, saa man maatte gribe til
Arrestationer af »Internationale’«s Ledere. Men før det
viste sig, hvorledes det vilde gaa med
Forsoningsforsøgene, havde andre Begivenheder
grebet forstyrrende ind.
Siden 1866 havde næsten alle Franske været
optagne af Ønsket om revanche pour Sadowa,
F.’s Førerstilling i Europa skulde hævdes, og
skønt Hærreformen efter Niel’s Død 1869 var
blevet højst tarvelig udført, troede man sig
alm. Preusserne langt overlegne. Kejseren selv
var fredelig, men ubehagelig berørt af de indre
Forhold ønskede Kejserinden og de klerikale
Hofkredse, saavel som Udenrigsministeren
Gramont Krig. I Preussen veg Kong Vilhelm ogsaa
tilbage for Ansvaret og Risikoen, men for
Bismarck, de ledende Militære og en Del af Folket
var Krigen Vejen til Tysklands Enhed. Det blev
da de to Udenrigsministre let gennem mere ell.
mindre bevidste Misforstaaelser at gøre Krigen
nødvendig. Prins Leopold af Hohenzollern var
bievet valgt til sp. Konge; Kong Vilhelm tillod
ham som Familieoverhoved at modtage Valget;
F. fordrede, at Tilladelsen skulde tages tilbage.
Kongen nægtede det, men lod Prinsen selv
trække sig tilbage 12. Juli 1870. Da krævede
Gramont, at Kong Vilhelm skulde love heller
ikke fremtidig at tillade denne Kandidatur.
Kongen afviste i Ems den fr. Gesandt
Benedetti’s Fordringer herom; i Paris vaklede man,
men Bismarck gav nu i Emser-Depechen
Magterne en Skildring, der gav Indtrykket af et
hvast Sammenstød mellem Kongen og Benedetti.
Endnu fik Fredsvennerne om Middagen 14. Juli
Overhaand i det fr. Ministerraad, men ny
Efterretninger, uvist hvilke, kom til, og i et Møde
samme Aften besluttedes Reservens
Indkaldelse. I Paris-Pressen, i Mængden og i
Kamret var Stemningen for Krig, og Ministeriet
reves med heraf, skønt Tilbøjeligheden i
Provinserne syntes at gaa i modsat Retning. 15.
Juli vedtoges Krigsbevillingen i Kamrene trods
Thiers’ Modstand, og 19. Juli erklæredes
Krigen. Napoleon tog Anførselen for Hæren;
Kejserinden og et Regentskab tog Styrelsen i Paris.
Med Østerrig og Italien havde man aftalt
Alliancetraktater, der dog endnu ikke var
underskrevne, og man regnede paa Danmark og de
sydtyske Stater, medens Rusland støttede
Preussen, og England stod neutralt. Alliancerne var
imidlertid afhængige af Sejrene, og trods
Krigsministeren Leboeuf’s Forsikringer viste det sig
snart, at F.’s Hær ikke var i en saadan
Tilstand, at de kunde vindes. Efter en Maaneds
Kamp var den ene Halvdel af Hæren
indesluttet i Metz og den anden Halvdel sammen med
Kejseren fanget ved Sedan (2. Septbr). I Paris
var Ollivier efter de første Nederlag afløst af
Greven af Palicao. Nu brød aaben Opstand løs
3.—4. Septbr; Kejserinden flygtede, og paa
Hotel de Ville proklameredes Republikken og
indsattes Gouvernement de la défense nationale
(om Krigsbegivenhederne se i øvrigt
fransktyske Krig 1870—71).
XVI. Republikken efter 1870.
Den ny Regering bestod af Republikanere.
Chef for den og Paris’ Kommandant var
General Trochu, Udenrigsminister Jules Favre,
Medlemmer desuden Arago, Crémieux, Ferry,
Gambetta, Garnier-Pagès, Glais-Bizoin. Pelletan,
Picard, Rochefort, Jules Simon. Jules Favre
erklærede straks støttet til Stemningen, at man
ikke vilde afstaa en Tomme Land, og en
Forhandling med Bismarck i Ferrières 19.—20.
Septbr blev resultatløs. Thiers foretog nu en
Rundrejse for at vinde Stormagterne. I
England veg Ministeriet Gladstone-Granville tilbage
for al Indblanding; i Østerrig holdtes Beust
tilbage af Ungarerne og af Frygten for Rusland.
Dette interesserede sig navnlig for at faa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
