Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frans fra Assisi - Frans fra Paola (Paula)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
En lang religiøs Kamp var begyndt, absolut
Forsagelse og Fattigdom stod for ham som det
mest attraaværdige, han levede sammen med
de Fattige og Syge og fandt sin Trøst i at
hjælpe dem. Kirken kunde ikke give ham Trøst,
i den fandt han Formvæsen, og han ledte om
Aand; Datidens Frommes Længsel efter en
Helligaandens Tidsalder var ogsaa hans, og han
blev det ejendommeligste og livskraftigste
Udtryk for den. Da han en Dag bad knælende
foran et Krucifiks i det lille forfaldne Kapel
S. Damiano, følte han, at Jesus tog ham i Favn,
det var hans Bryllup, og Bruden var den
kristelige Fattigdom. Han ofrede sig nu helt for
de Fattige og Spedalske og genopbyggede
Kapellerne S. Damiano og Portiuncula, hvilket
sidste, ved Foden af Bjerget Subasio, hvorpaa
Assisi er bygget, blev Udgangspunktet for hele
hans flg. Virksomhed. Hans Fader forstødte
ham. Da han 1209 ved Messen i Portiuncula
hørte Matt. 10, 7—10 (Apostlenes Udsendelse),
tog han det som Ord, der var møntede paa
ham. Han skulde begynde en Missionsgerning
som Apostlene, gaa uden at eje noget og
prædike om Himmelriget, om Forsagelse og
Hengivenhed og om den fuldkomne Glæde i at følge
Kristus efter. Ved sin enfoldige, af personlig
Oplevelse prægede Forkyndelse samlede han
snart fl. om sig, og Reglen, han gav det lille
Samfund (1210), var sammensat af Jesu Ord
hos Matth. 19, 21, 10, 7—10 og 16, 24—26. To
og to gik de ud, barfodede og klædte i
Bondens brune Kutte, de talte og sang om den
kristne Glæde, og uden at eje noget skaffede
de sig Føden ved at arbejde ell. ved at tigge.
Præsterne klagede over, at disse
Indremissionærer greb ind i deres Rettigheder, men saa
bad F. 1210 Pave Innocens III om at faa Lov
til at arbejde, som de havde begyndt. Paven
mente, at det var umuligt saaledes at
virkeliggøre det evangeliske Ideal, men rørt ved F.’s
Enfold gav han dem Lov til at prædike, dog
kun efter indhentet Tilladelse af de stedlige
Sognepræster. De mindre Brødre (fratres
minores), som de kaldte sig, gik nu ud over
Europa og til Afrika og Asien, men ved Pinse
og undertiden ved Mikkelsdag samledes de med
F. i Portiuncula til Vennemøde. F. var i
Spanien 1214—15, i Ægypten og det hellige Land
1219—20. Imidlertid arbejdedes der for at faa
F. og hans Venner indordnede under Kirkens
Organisation, især var Kardinal Ugolino (den
senere Pave Gregor IX) ivrig derfor efter 1216,
han vilde paatvinge dem Privilegier. F., hvis
Privilegium var intet Privilegium at have,
protesterede, men 1217 organiseredes
Missionsbevægelsen, idet Landene deltes i Provinser hver
med sin Provinsialminister, og da F. 1220 kom
hjem fra det hellige Land, var den af ham
skabte Bevægelse blevet kirkelig privilegeret,
idet Ugolino havde faaet Hjælp af den til F.’s
Stedfortræder foreløbig indsatte Elias fra
Cortona. 1220—21 arbejdede F. paa en Regel for
den Munkeorden, som hans fri Mission var
blevet til, og denne Regel, som blev stadfæstet
1223, var Kirkens Regel, medens den af 1210
var Kristi. F. var efter dette aandelig og
legemlig forpint, og 1224 trak han sig ud i
Ensomheden til Alverner-Bjerget, hvor han blev
stigmatiseret. Han kom syg hjem. Under sin
Sygdom stiftede han Fred mellem de Stridende,
drømte om at danne en ny Familie ydmyg og
uden Privilegier, og han digtede sin herlige
»Solsang«, som han nynnede paa til det sidste.
3. Oktbr døde han efter at have nydt Nadveren,
som han, skønt ikke præsteviet, selv uddelte.
1228 blev han helligdømt; hans Dag er 4. Oktbr.
F. er en af Kirkehistoriens religiøse Genier.
Skønt Kirkens lydige Søn opstillede han et
Ideal for et kristent Menneskes Liv, som
gennemført maatte sprænge den middelalderlige
Kirke og det middelalderlige Samfund
overhovedet. Det alm. Præstedømme, som han
gjorde gældende, blev i det politiske Samfund det
demokratiske Princip, som Kommunerne
hævdede i Kampen mod Lensvæsenet, og den af
ham 1221 stiftede Tertiarorden blev i
Aarh. Arnestedet for en socialrevolutionær
Bevægelse. Det var kun Medlemmerne af det af
ham 1210 stiftede Broderskab (den første
Orden) og det af den hellige Clara 1212 stiftede
Søsterskab (den anden Orden), der skulde leve
i fuldstændig Forsagelse, men det kunde ikke
alle Mennesker, hvorfor han stiftede
Tertiarordenen (den tredie Orden, ordo fratrum de
pænitentla b. Francisci), hvis Medlemmer
skulde leve enhver i sit Kald og røgte det af
bedste Evne, men de skulde aflægge visse Løfter
om Afholdenhed, om ikke at føre Proces, ikke
at gaa i Krig og kun aflægge Ed i Nødsfald,
at hjælpe de Fattige og pleje de Syge. Denne
Orden fik især Udbredelse i
Haandværkerstanden, og Gendøberbevægelsen paa
Reformationstiden havde sine Arnesteder i den. F.’s fine
Natursans og hans stærke Fremhævelse af
Personligheden blev Udgangspunktet for den ital.
Malerkunst (Giotto, Fra Angelico) og afsatte
kendelige Spor hos Dante. Hovedværkerne er:
P. Sabatier, Vie de S. François d’Assise
(Paris 1894, udkommet senere i mange Oplag
og overs. i mange Sprog) og Johs.
Jørgensen, »Den hellige Frans af Assisi« [Kbhvn
1907), der er oversat paa Tysk, Fransk og
Engelsk.
L. M.
Frans fra Paola (Paula),
Munkeordensstifter, f. 1416 i Paola i Kalabrien, d. 1507 i
Plessis les Tours. Allerede før sin Fødsel af sine
Forældre indviet til den hellige Frans fra Assisi
viste F. som Barn stærk Hang til Ensomhed og
Afholdenhed. 14 Aar gl gik han ud i
Ensomheden, og snart flokkedes fl. om ham. 1436 fik
han Lov til at bygge Klostre, hvis Munke, som
kaldtes »Den hellige Frans’ Eremitter« (1502
gav Pave Alexander VI dem Navnet Minimi,
de mindste), foruden de alm. Munkeløfter
maatte love altid at faste. 1474 stadfæstede Pave
Sixtus IV Ordenen og udnævnte F. til
Generalsuperior. Mange Klostere stiftedes, og F.’s Ry
som Undergører gik viden om. Da Kong Ludvig
XI af Frankrig laa for Døden, kaldte han F.
til sig i Haab om derved at faa sit Liv
forlænget, men det hjalp ikke. F. blev i Frankrig
til sin Død og var Kong Karl VIII’s Raadgiver.
1519 blev F. helligdømt, hans Dag er 2. Apr.
L. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
