- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
789

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - franske Revolutionskrige

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Quosdanowich, hvad der var saa farligt for
Bonaparte, at denne 31. Juli hævede Mantuas
Belejring og prisgav hele sin Skytspark for at
bekæmpe Quosdanowich, der efter Fægtningerne
ved Lonato 3.—4. Aug. kastes tilbage i Alperne,
hvorefter Bonaparte vender sig mod Wurmser,
som han 5. Aug. besejrer ved Castiglione, efter
at dog forinden Mantua var bleven
provianteret og dens Besætning bragt op til 16000 Mand.
Wurmser gik tilbage til Trient, og Mantuas
Belejring genoptoges. Den anden Undsætning
forsøgtes i Beg. af Septbr, atter i to Kolonner:
Wurmser med 20000 Mand over Bassano,
Davidovich med 20000 Mand ad Etsch-Dalen mod
Verona. Samtidig greb Bonaparte Offensiven:
Vaubois V. om Garda-Søen mod Riva, Masséna
ad Etsch-Dalen mod Ala, understøttet af
Augereau til højre. 4. Septbr angribes Davidovich S.
f. Trient og kastes tilbage, hvorefter Bonaparte
over dette Punkt rykker efter Wurmser, hvis
Arrièregarde han slaar fl. Gange og ham selv
ved Bassano 8. Septbr, hvorved han nødsages
til over Legnano at kaste sig ind i Mantua, hvis
Besætning derved vokser til 30000 Mand.

Det 3. Undsætningsforsøg overdrages
Alvinczy, som med 30000 Mand rykker frem fra
Friault mod Verona, medens Davidovich med 18000
Mand atter gaar ad Etsch-Dalen. Han erobrer
Trient 4. Novbr og trænger Vaubois tilbage til
Rivoli, medens Alvinczy 5. Novbr naar
Brenta-Floden; Bonaparte, som af Hensyn til Mantuas
stærke Besætning hidtil ikke har turdet fjerne
sig fra Verona, angriber Alvinczy 6. Novbr; han
maa gaa tilbage, fulgt af Alvinczy, som tager
Stilling ved Caldiero. For at skaffe sig Luft
angriber han Østerrigerne, forgæves, 12. Novbr,
hvorfor Bonaparte, trængt fra to Sider,
beslutter over Verona langs Etschs sydlige Bred at
angribe Alvinczy’s Fløj ved Ronco, som tages
15. Novbr. Ved heftige Kampe 16. og 17. Novbr
om Broen ved Arcole, som omsider tages,
tvinges Alvinczy tilbage i nordøstlig Retning, og
Bonaparte kan nu uhindret med hele sin Styrke
kaste sig over Davidovich, som 17. Novbr havde
kastet Vaubois tilbage fra Rivoli og nu selv 18.
og 19. Novbr nødsages til Retræte. For sent
vendte Alvinczy tilbage til Caldiero (21. Novbr),
thi Davidovich’s Uheld tvang ham nu til at
søge bag Brenta.

Det 4. Undsætningsforsøg fandt Sted i Beg. af
Jan. 1797. Østerrigerne havde samlet 50000 Mand,
og medens Alvinczy med Hovedstyrken gik fra
Trient mod Rivoli, hvor han 13. Jan. angreb
Joubert, gik Bajalich med 5000 Mand fra
Bassano mod Verona og Provera med 10000 Mand
fra Padua over Legnano mod Mantua. Bajalich’s
Angreb var kun en Finte, hvilket Masséna
heldigvis erkendte ved Caldiero, saa han vendte
om og sammen med Bonaparte og Rey kom
tids nok til Rivoli for at støtte Joubert. 14. Jan.
gentog Alvinczy sit Angreb, som var lige ved at
lykkes; men omsider sejrede Franskmændene,
og Østerrigernes Angreb 15. Jan. skjulte blot
deres Tilbagetog. Provera i Kamp med
Augereau var kommen nær Mantua, men Bonaparte
havde allerede 14. Jan. erfaret hans
Fremrykning og ilede nu med Masséna til Fæstningen,
slog Provera 16. ved la Farvorita og tvang ham
til at nedlægge Vaabnene, hvorefter Wurmser’s
Udfald 17. Jan. let afvistes. Herefter rykkede
Bonaparte frem til Brenta og Trient, og efter
Mantuas Kapitulation 2. Febr 1797, hvorved
16000 Østerrigere faldt i Fangenskab, til
Kirkestaten, saa Paven 19. Febr maatte slutte Fred i
Tolentino.

Medens Bonaparte angreb i Italien, skulde
iflg. Carnot’s Plan Jourdan med 76000 Mand fra
Nedre-Rhin trænge frem mod Franken og
Moreau med 78000 Mand fra Elsass mod Bayern,
hvorefter begge skulde se at naa Wien, medens
Moreau gennem Tyrol traadte i Forbindelse med
Bonaparte. Østerrigerne, som havde været
heldige Aaret forud, vilde tage Offensiven fra
Pfalz, idet Ærkehertug Karl stod med 90000
Mand SV. f. Mainz og mellem Sieg og Lahn
(Württemberg), medens Wurmser med 80000
Mand udstrakte sig fra Basel til Mannheim.
Dagen forinden Fjendtlighederne kunde
begynde (1. Juni), afmarcherede dog Wurmser med
25000 Mand til Italien, og Karl besluttede derfor
foreløbig at forholde sig defensiv. Allerede 31.
Maj gik Kléber ved Mühlheim over Rhinen,
næste Dag over Sieg og angreb Württemberg 4.
Juni ved Altenkirchen, saa denne maatte gaa
bag Lahn og afløstes af Wartensleben. Jourdan’s
øvrige Styrke, med Undtagelse af Marceau ved
Nahe, gik ved Neuwied over Rhinen, saa han
12. Juni stod samlet ved Lahn, medens Karl
med 32 Batailloner og 81 Eskadroner indtraf
ved Wetzlar, hvor han 15. Juni slog Jourdan’s
venstre Fløj og 19. Juni Kléber ved Uckerath,
saa begge vendte om til Neuwied og Düsseldorf
iagttagne af Wartensleben med 30000 Mand ved
Sieg. Med den øvrige Styrke rykker Karl 21.
Juni til Neckar for at dække Øvre-Rhin; 30000
Mand forbliver ved Mainz, og Wurmser’s
Eftermand, Grev Latour, faar Ordre til at opstille
sig ved Offenburg.

Moreau havde 20. Juni samlet sig ved
Strassburg, og idet han demonstrerede mod Mannheim
og Hüningen, gik han 24. Juni med 4 Divisioner
over Rhinen ved Kehl, medens 3 Divisioner
fremsendtes mod Rauhe Alp, Kniebis-Passet og
Rastadt, hvorhen Latour gik tilbage. Paa
Melding herom fremskyndte Karl sin March for at
understøtte Latour, og disse i Forening angreb
Franskmændene 9. Juli med 60000 Mand ved
Malsch, men Angrebet mislykkedes, og Karl gik
tilbage til Pforzheim.

Ogsaa Jourdan var 27. Juni atter gaaet over
Rhinen og havde 11. Juli slaaet Wartensleben
ved Friedberg, hvorpaa denne gik tilbage til
Frankfurt. Han havde i alt kun 45000 Mand
(Jourdan 70000) og Karl kun 58000 Mand mod
Moreau’s 70000 Mand, hvorfor Ærkehertugen
12. Juli i Pforzheim besluttede at gaa langsomt
tilbage. Under Tilbagegangen trængtes han
haardt af Moreau, hvorfor han angreb denne
ved Neresheim 11. Aug. Kampen forblev
uafgjort, og for at opnaa Forening med
Wartensleben gik han 13. Aug. ved Donauwörth over
Donau, hvilken han 17. Aug. atter overskred
ved Ingolstadt og Neuburg, medens Latour med
35000 Mand opstillede sig bag Lech for at drage
Moreau i sydlig Retning.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Apr 11 16:15:12 2024 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/8/0828.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free