Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik II, Konge i Danmark og Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
erobredes og senere 1563—70 i den »nordiske
Syvaarskrig« Striden om Eneherredømmet i
Norden udkæmpedes. Derefter en Fredstid
1571—88, hvor alt, hvad Danmark angik, baade
udadtil og hjemme, mærkelig trivedes. En ganske
lgn. Udvikling foregik hos F. selv, først en
Rasetid, hvor Anlæg og overflødige Kræfter
gærede og brødes, alt imedens der spilledes
højt Spil ikke blot med Land og Rige, men med
eget Velfærd og Krone. I denne Tid veksler
Indtrykket af F.’s Person mellem en tapper
Hærfører og en lad Ubetydelighed, en
dumdristig Spiller og et blot Barn i andres
Ledebaand. Derpaa følger, efter Freden 1570, en ny
Tid, hvor F. er kommet til Ro og nu, modnet til
Mand, baade lige over for Udlandet, sine
Undersaatter og sin snævrere huslige Kreds
optræder med en vis dæmpet Overlegenhed, der
bramfri, ofte klædt i Skæmt, faar alle til at
bøje sig, og med sikker Haand løser baade
store og smaa Opgaver. De to Billeder ligner
kun lidet hinanden. Var F. død i den første
Periode, vilde Eftertiden have anslaaet ham
omtr. som hans mislykkede Broder Magnus.
Hans sidste Regeringstid skaffede ham og hans
Riger en ukendt Magtstilling i Europa og
anviser ham en ganske egen Plads bl. Danmarks
Konger.
Under Syvaarskrigen blev Erik XIV til sidst
afsat og indespærret af sit eget Folk. En lgn.
Skæbne kunde let have ramt hans Fætter F.
For at kue Sverige spærrede F. Øresund, men
paadrog sig herved Uvillie hos alle Sømagterne
og Landene ved Østersøen. Skønt Storm
tilintetgjorde den danske Flaade ved Gotland, gik han
dog haardnakket videre ad samme Vej. Hans
Adel svigtede ham og tænkte paa Valget af en
anden Konge. Bittert tog han til Valgsprog:
»Treu ist Wildpret«. Til sidst maatte han finde
sig i at faa til Rigens Hofmester sin mest
forbitrede Modstander, den landflygtige Peder Oxe,
der engang endog havde udlovet 10000 Rdlr til
den, der vilde dræbe Kongen. Nytaarsdag 1570
truede F. Rigsraadet med at ville nedlægge
Regeringen og gaa sin Vej. Ved Freden i Stettin
13. Decbr s. A. opnaaede han kun at se
Kalmarunionen, hvorfor han havde kæmpet, ophævet
for bestandig.
I samme Tidsrum bejlede F. forgæves til
Dronning Elisabeth af England, Christian II’s
Datterdatter Renata af Lothringen, Maria Stuart
af Skotland o. fl. Tilbud fra Erik XIV krydsede
hans, og Rygterne fra Danmark om
»Adelsmandens Datter« bidrog vel ikke til at anbefale F.
Selv optraadte han halvt ivrig, halvt
modstræbende og forspildte i hvert Fald stadig sine
Omgivelsers ivrige Bestræbelser. At en
Hovedhindring har været hans vedblivende Ønske om
at ægte Anna Hardenberg, synes utvivlsomt.
Men dette Forhold er i øvrigt ikke ganske klart.
Hendes Farbroder Ejler Hardenberg ophøjedes
til Rigens Hofmester, men maatte atter saa brat
give Afkald paa sin Stilling og alle sine
Forleninger, at man har ment kun at kunne
forklare dette ud fra hans Modstand mod
Broderdatterens Giftermaal med Kongen. Om Anna
Hardenberg’s egne Følelser og Stilling til Sagen
vides intet.
Novbr 1571 modtog F. paa Nykjøbing Slot
Besøg af sin Faster Elisabeth, hendes Mand
Hertug Ulrik af Mecklenburg og deres 14-aarige
Datter Sophia. Enden paa det blev en
Forlovelse mellem den 37-aarige Konge og hans unge
Kusine. Sammen med sine tilkommende
Svigerforældre og Frøken Sophia drog han derefter
N. paa, for at de kunde bese Landet og vende
hjem over Koldinghus. »Men der han drog fra
Odense, da var han ret bedrøvet og klagede
haardt, hvorledes hans Samvittighed trykkede
ham, og sagde, at han kunde ikke give sig
tilfreds, før han kom Anna til Orde, at han kunde
høre hendes egne Ord, om hun havde og villet
give den Sag over med en god Vilje«.
Hertuginde Elisabeth søgte forgæves at tale
F. herfra og overbevise ham om, at »det vilde
ikke skikke sig, at han talte med hende«. Til
sidst maatte hun dog tilbyde selv at ville tage
til Anna Hardenberg og indhente dennes
Samtykke. Mødet mellem de to Kvinder fandt Sted
paa Hønborg Slot nær ved Snoghøj og er
beskrevet i et endnu bevaret, højst mærkeligt Brev
fra Anna Hardenberg til Birgitte Gøye. Den
bekymrede Moder og Svigermoder udførte sit
Hverv saa vel, at hun vendte tilbage med
dobbelt Forsikring. Anna Hardenberg havde ikke
blot givet Kongen hans Løfte tilbage, men
tillige lovet nu selv at ville ægte en anden. 20.
Juli 1572 stod F.’s og den 14-aarige Sophia af
Mecklenburgs Bryllup paa Kbhvn’s Slot. Dagen
efter kronedes hun til Dronning. Et halvt Aar
efter (11. Jan. 1573) ægtede Anna Hardenberg
en af Hofsinderne fra Malmøhus, nu Rigsraad,
Ejer af Bregentved m. m. Oluf Mouritsen
Krognos. Denne døde allerede i Sommeren 1573, og
Anna Hardenberg levede derpaa 16 Aar stille
som Enke, indtil hun bortkaldtes 15. Febr 1589,
et knapt Aar efter hendes kgl. Bejlers Død.
Forholdet mellem F. og Sophia blev meget
lykkeligt. En hjertelig Forstaaelse udviklede sig
mellem dem trods Aldersforskellen og bares
oppe af F.’s Trofasthed. F. er en af de faa
Konger af det oldenborgske Hus, der ikke vides
at have levet i nogen illegitim Forbindelse. Det
lykkelige Samliv mellem Forældrene prægede
ogsaa Forholdet til Børnene og straktes videre
til Bedsteforældrene i Mecklenburg. Herhen
sendtes de nyfødte Børnebørn for at opfostres
som spæde; Breve, Gaver og Besøg veksledes
uafbrudt mellem de to Hoffer. Hertuginde
Elisabeth af Mecklenburg døde under et Besøg
paa Gedser paa sin Fødselsdag 14. Oktbr 1586.
Fra 1571 sigtede F. efter et nyt politisk Maal,
endnu dristigere end Nordens Enhed:
Herredømmet paa alle de Have, der beskyller
Danmark og Norge. Det lykkedes ham at naa dette
Maal. Ved Hjælp af en stærk Flaade, hvoraf
større Afdelinger stadig var udkommanderede,
holdtes Havene ryddelige for Sørøvere, det
forbødes Fremmede at sejle N. om Norge, Fyr
tændtes paa Skagen, Anholt og Kullen, en
forhøjet Told krævedes for at passere Øresund,
alle fremmede Skibe maatte stryge Topsejl for
danske Orlogsmænd og for Tegnet paa det
danske Herredømme: det nyopførte prægtige
Kronborg. At Danmark-Norge saa uomstridt vandt
dette Herredømme paa Havet laa i gunstige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
