Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik II, Konge i Danmark og Norge - Frederik III, Konge i Danmark og Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
politiske Forhold. Hansestædernes Magt var brudt,
Hollændernes svækket i Opstand mod Spanien,
Englands endnu ikke udvokset. Den største
Sønation endelig, Spanien, spildte sin Kraft (den
uovervindelige Flaade) i Kamp mod England,
førend Angrebet rettedes mod Norden.
I denne anden Periode af F.’s Regering
(1571—88) ansaas Danmark-Norge med Føje for en
af Europas mægtigste Stater, nød Stormagts
Rang og Stormagts Rettigheder. Indadtil var
Forholdene lige saa gunstige, i det mindste for
Danmarks Vedkommende; Norge opdagedes som
bekendt først ret af hans Søn Christian IV.
Men Danmark blomstrede som ingen Sinde før.
Gode Aaringer, driftig Virksomhed, nybyggede
Gaarde, dygtige Mænd paa alle Omraader
myldrede frem med en ukendt Frodighed. Det
vilde være lige saa uberettiget at give F. Skyld
for alt dette som at nægte ham Part heri. Skønt
han tilsyneladende traadte helt i Skygge,
udøvede han en stille Magt af betydelig Styrke og
Omfang. Han besad den ypperste af kgl.
Egenskaber: at kunne opdage Storheder og døje
dem om sig. Han kunde ikke blot lade Mænd
som Johan Friis, Niels Kaas, Kristoffer
Valkendorf, Herluf Trolle, Otto Rud o. s. v. komme
frem. Men han kunde overlade Anførselen over
Hæren, som han selv brændte af Lyst efter og
mente sig skikket til at føre, til Daniel Rantzau;
han kunde antage Peder Oxe, der havde sat en
Pris paa hans Hoved, til Rigens Hofmester; han
kunde holde sin Haand over en Vildbasse som
Mogens Heinesøn, han kunde trods al Tyge
Brahe’s Vanskelighed og Kantethed i Optræden
finde sig i ham, ja i ham fremlokke en Stjerne
af første Rang. Aldrig har nogen Tidsalder i
Norden været Vidne til saa ædel en Kappestrid
som den mellem de to Genbobygninger Kronborg
og Uranienborg. Begge Bygherrer virkede
Haand i Haand, F. støttede sin Lensmand med
kgl. Gavmildhed.
Maaden, hvorpaa F. udøvede sin Magt, var en
Blanding af godlidende Velvillie og en naturlig
Takt for den Grænse, der ikke maatte
overskrides. Naar dette indtraf, greb han ind med et
selvstændigt Ryk, en uventet Afgørelse, en
susende Tilrettevisning, der ikke var til at tage
fejl af, men heller ikke strakte sig videre, end
den netop skulde. Det var denne Maade at være
paa, der i sin tidligere ufuldkomne Form kunde
give hans Færd skiftevis Præg af Heftighed og
Slaphed. Den Lejlighed, hvor han i sin Velmagt
efter alles Vidnesbyrd sikrest og stærkest
udøvede sin Magt over Sindene, var ved
Drikkebordet. Han var uimodstaaelig som gæstfri
fornøjelig Vært. Ved et Bæger Vin formaaede han
baade at vinde sin Mand og faa sagt ham sin
Mening. Betegnende for Forholdet ved hans
Hof var, at han efter Bordet jævnlig gav den
fælles Munterhed frit Løb ved Udraabet:
»Kongen er ikke hjemme«. Men endnu mer
betegnende for F. var det dog, at han var i Stand
til at sige Stop i rette Tid ved Kontraordren:
»Kongen er kommen hjem igen«. Medens
Christian IV senere jævnlig maatte bæres bort fra
Bordet af sine Drabanter, synes F. med
Anstand at have kunnet bære en Rus. Med Rette
hed det derfor i den sidste Folkevise om hans
Regerings Begyndelse:
Kong Frederik han sidder paa Koldinghus.
Med Riddere og Svende han drikker god Rus.
Han holdt Kollats med Adelen sin
Og gjorde dennem lystig og glader.
Og drak med dennem den sødeste Vin
Som Landsens Herre og Fader.
 |
| Frederik III. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
