- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
835

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik VI, dansk-norsk, fra 1814 alene dansk Konge

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

drage hans Opmærksomhed bort fra det tomme
Hofliv; saaledes fik han Kronprinsen til at
arbejde i sin egen lille Have paa Fredensborg,
lærte ham at tale med jævne Folk og
modarbejdede, hvor han kunde, hans Karakters
uheldige Sider. Han fik en Del Kundskaber —
dog stærkt begrænsede, til Trods for den Ros,
der fra fl. Sider ydedes hans Aandsevner.
Saaledes indberetter allerede 1775 den preuss.
Gesandt til Frederik den Store, at Kronprinsen talte
godt for sig, havde en god Hukommelse og
holdt af at tale om det, han lærte. Ogsaa
Bülow roser hans Hukommelse, samt
»gennemtrængende og hurtige Skønsomhed . . . han var
blevet en stor Matematikus, hvis hans Hjerne
havde holdt ud«. En god Iagttager som Hertug
Frederik Christian af Augustenborg (gift med F.’s
Søster Louise Augusta) var, da han 1784 kom til
Hoffet, begejstret over Svogerens »naturlige
Geni«. For humane Videnskaber, Litt. ell. Kunst
havde han ikke — og fik heller aldrig —
Interesse. — Den Bitterhed, der var en Frugt af
hans Opdragelse, gav sig Udslag i en stærk
Uvillie mod hele den Kreds, der, knyttet til
Juliane Marie og Guldberg, førte Regimentet.
Enhver Tilsidesættelse af ham fra deres Side
Saarede hans tidlig udviklede Selvfølelse og
høje Tanker om sin Værdighed. Hans Skyhed
lod ham som Regel undgaa at give sin
Forbitrelse over lidte Krænkelser aabenbart
Udtryk, men han glemte ikke og bar længe Nag,
et Karaktertræk, som ogsaa senere ofte viser
sig hos ham. Allerede 1781 begyndte F. at sysle
med Tanken om at tilrive sig Magten, men
han viste en fornuftig Taalmodighed ved, efter
sine Venners Raad, at opsætte alle forhastede
Skridt og rolig afvente Apr. 1784, da
Konfirmationen, efter Guldberg’s Bestemmelse, skulde
finde Sted. Den Kreds, han samlede om sin
Plan — A. P. Bernstorff, Ludvig Reventlow,
Ernst Schimmelmann, Huth, Stampe og Schack
Rathlou — hævede den højt over en alm.
Hofkabales Niveau. 4. Apr. 1784 konfirmeredes han
i Christiansborg Slotskirke, og 10 Dage efter
skulde han tage Sæde i Statsraadet. Da
udførtes Planen 14 Apr., og Udførelsen syntes at
røbe betydelige Evner hos den 16-aarige Prins,
der i det afgørende Øjeblik selv maatte handle.
Hans Optræden var resolut og energisk; med
Fasthed, men uden Brutalitet, tog han Magten
over sin sindssyge Fader og brød Guldberg’s,
Juliane Marie’s og Arveprinsens Indflydelse.
Efter at Christian VII havde underskrevet de
Dokumenter, som Kronprinsen havde forelagt
ham, stod denne som Kronprinsregent i Spidsen
for Regeringen, men lod sig ikke vildlede af
nogen personlig Uvillie, idet der ikke blev taget
Hævn over nogen af det faldne Partis Mænd.
Stemningen i Landet over for det skete var
stærkt blandet. Der var vel i Kbhvn ikke ringe
Begejstring over Kronprinsen, hans dygtige
Optræden vandt Sympati og Beundring her som
ved de udenlandske Hoffer, og Kjøbenhavnerne
jublede til ham, da han Dagen efter
Regeringsskiftet med Bülow gik gennem Byen. Men
samtidig kom Mistilliden til hans Evner til Orde
og parredes med politisk Uvillie over den skete
Systemforandring. Det var — og blev i de flg.
Aar endnu mere — en tysk Modstrømning, der
gjorde sig gældende over for den udpræget
danske Guldberg’ske Styrelse. Man frygtede for, at
Kronprinsen skulde give sig denne i Vold, og
først, da det viste sig, at der i national
Henseende intet var at ængstes over ved den ny
Regering, slog man sig til Ro. Betænkeligere
var i Virkeligheden Kronprinsens egen
Udvikling, og i de flg. Aar vakte han ved mange
Lejligheder Uvillie og Bekymring. Da hans
Kundskaber var tarvelige, var ogsaa hans Evne
til selvstændig Overledelse naturligvis ringe,
men desto stærkere stødte det hensynsløse og
bydende, til sine Tider lunefulde og haarde,
der kunde fremtræde hos ham. Bülow
frygtede for, »at han skulde støde Undersaatternes
Hjerter fra sig«; den Hjertets Godmodighed,
der i hans senere Aar altid laa bag ved det
noget bryske Væsen, der aldrig forlod ham,
sporedes i hans Ungdom kun lidt. Hertil kom
den Interesse, der blev en ligefrem Ulykke for
hans Virksomhed som Regent; fra ganske
lille havde han haft en udpræget Forkærlighed
for alt Slags Militærvæsen, nu blev Hærvæsenet
hans Hovedinteresse og uheldigvis ikke mindst
dettes Detailler. Det blev hans Yndlingssyssel
at overvære og personlig lede Soldaternes
Øvelser, og Kjøbenhavnerne fik ham daglig at se
paa Fælleden indøvende de Menige i Geværgreb
ell. Parademarch. Dette vænnede ham til en
Sans for Smaating, der blev skæbnesvanger og
allerede nu udfordrede Kritikken; anonyme
Smædeskrifter og Karikaturtegninger fra disse
Aar vidner derom; i »Tronfølgeren i Gondor«
søgte Abrahamson (1787) at værge ham og pege
paa hans gode Egenskaber. Disse træder især
frem 1784—97, den danske Enevældes eneste
store Reformperiode, og der kan ikke være
Tvivl om, at uden den sikre Støtte hos
Kronprins F. havde A. P. Bernstorff, Reventlow,
Colbjørnsen og de andre Reformvenner ikke
kunnet udføre deres store Værk. Kronprins F.
greb med Interesse Tanken om, de store
Landboreformer, da Reventlow veltalende
forelagde ham den, og det bliver hans store Fortjeneste,
at han ikke svigtede paa noget Punkt i disse
Aar. Stavnsbaandets Ophævelse og alle de
andre Love fra den store Reformtid tjener til
Ære for ham lige saa fuldt som hans
Raadgivere, og med fuld Ret staar hans Navn paa
Frihedsstøtten.

Paa alle Punkter var det dog andre, der tog
Initiativet, og Kronprinsens Evner til
selvstændig Overledelse udvikledes forbavsende lidt.
Dette gjaldt baade for den indre Styrelses
Omraade og for den udenrigske Politiks Vedk.
Alligevel øgedes baade hans Ønske om at
herske, hans Følelse af sin Magtfylde og Tillid
til sine Evner som Regent. Over for A. P.
Bernstorff’s overlegne Personlighed havde F. stedse
bøjet sig, men efter dennes Død 1797
fremtræder hans udprægede Villie til selv at ville
raade.

Til Perioden 1797—1814, hvor Regeringen
indtil 1808 faktisk og efter den sindssyge Faders
Død 13. Marts s. A. ogsaa formelt laa i F.’s
Hænder, knytter sig Mindet om den voldsomme
Nedgang for Riget, der ingenlunde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Apr 11 16:15:12 2024 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/8/0876.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free