Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik VI, dansk-norsk, fra 1814 alene dansk Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
genoprettedes i Tiden 1814—39. Spørges der om F.’s
Ansvar for Landets tunge Skæbne, da bør man
vel først og fremmest pege paa de
overmægtige storeuropæiske Brydninger, der beherskede
Tiden, og mod hvilke de smaa Stater og deres
Ledere i sidste Instans stod magtesløse.
Desuagtet er det vist, at Danmark og Norge var
ilde tjent med netop i saa vanskelige en Tid
at faa F. til Styrer. Mange positive Fejlgreb
fra hans Side lader sig paavise, men værre
var det, at den hele Styrelse laa under
Jævnmaal af Dygtighed. Efter Bernstorff’s Død øvede
ingen Mænd af fremragende Evner nogen
Hovedindflydelse paa Danmarks Regering, og F.
søgte dem heller ikke. De dygtigste Mænd holdt
han ofte i underordnede Stillinger, fordi han
ikke kunde finde sig i deres Selvstændighed og
frygtede for, at de lagde an paa at beherske
ham. Man forstod og agtede kun det
dagligdags paalidelige Slid, til hvilket hans egne
Evner strakte til. Det vide Syn og det energiske
Initiativ manglede han ganske; i St f. udviklede
der sig hos ham en feberagtig, til sine Tider
næsten sygelig Villie til at være med i alle
Styrelsens Detailler. Han lededes af en redelig
Pligtfølelse, som imidlertid ledte paa Afveje,
fordi de aandelige Evner var karrig tilmaalte
og snævert udviklede. Troen paa at kunne være
med i og overse alt skabte en Selvsikkerhed,
der var dobbelt fordærvelig, naar der valgtes
uden Stridighed, og det ansaas for en
Hoveddyd aldrig at forlade »det engang antagne
System«.
Allerede i de forholdsvis fredelige 10 Aar
1797—1807 mærkedes det, at Bernstorff’s sikre
Haand og rolige Erfaring ikke længere ledede
Staten; den yngre Bernstorff slog under
Kronprinsens Ægide ind paa Konvojeringssystemet,
der i alt Fald var mindre forsigtigt end
Faderens Politik. Under Slaget paa Reden 1801, der
blev Følgen, virkede Kronprinsens Indblanding
uheldig og lettede Nelson Sejren.
Under de urolige Forhold i Tyskland ved
Beg. af den 3. Koalitionskrig (1805) samlede
Kronprinsen en Hær i Holsten paa c. 20000
Mand, og dels for at være sin kære Hær nær,
men sikkert ogsaa for at være Statsraadet kvit,
tog han fast Ophold i Kiel, medens
Regeringskontorerne vedblev at være i Kbhvn. De
ulykkelige Følger af denne Tvedeling af Regeringen
viste sig baade m. H. t. Landets indre Styrelse
og — mest skæbnesvangert — m. H. t. det
udenrigske Styre. Sammen med Kronprinsen
boede Udenrigsministeren (Chr. Bernstorff) i Kiel
men dog foregik alle Forhandlinger med de
fremmede Diplomater i Kbhvn igennem
Udenrigsministeriets Direktør (Chr. Bernstorff’s
Broder, Joachim B.), der atter, hvor det gjaldt
vigtigere Sager, indberettede dem til Kiel, for
saa derfra at faa det endelige Svar meddelt.
Denne Forretningsgang viste særlig sine
Virkninger under de skæbnesvangre Forhandlinger
med de eng. Udsendinge Aug. 1807. Ang.
Skylden for Bruddet med England, da kan den
næppe lægges paa Kronprinsen ell. den danske
Regering. Bruddet blev paatvunget Danmark af
England selv ved dets ukloge og brutale
Fordring. Krigserklæringen mod England lader sig
derfor ikke dadle, og det var den sv. Regerings
og Rusland-Frankrigs Skyld, at Danmark
maatte erklære Sverige Krig i Beg. af det flg. Aar.
Men lige saa vist som ved en Række
Forholdsregler mod Englænderne Harmen mere end
Hensynet til Statens materielle Tarv var
Rettesnoren, saaledes var ogsaa Ledelsen af Statens
Udenrigspolitik i de flg. Aar højst uheldig.
Krigen mod Sverige frembød store Muligheder;
men F., der selv vilde lede alt paa dansk Side,
manglede Evne til at handle resolut og i rette Tid.
Han forspildte Muligheden for Vaabenheld, idet
han ikke evnede at fastholde Ruslands
Interesse. Da den sv. Krone vinkede ham nær i 1809,
vaklede han og forbitrede Svenskerne ved sin
legitimistiske Forargelse over Gustaf IV Adolf’s
Afsættelse, og da han endelig 1810 — efter
Christian August’s Død — viste sig villig til at
anerkende den sv. Forfatning af 1809, var
Svenskernes Ringeagt for ham blevet saa stor, at de
foretrak at skride til Valg af hans Svoger Hertug
Frederik Christian, da Bernadotte’s Kandidatur
saa pludselig dukkede op. I Karl Johan fik F.
til Modstander just den overlegne Personlighed,
mod hvem han intet evnede. F. saa den
yderste Fare nærme sig, og utrættelig arbejdede
han og Rosenkrantz (der Foraaret 1810 var
fulgt efter Chr. Bernstorff som Udenrigsminister)
paa at redde Riget fra de ydre Farer, medens
de mest fortvivlede Forsøg gjordes for at
undgaa den finansielle Ruin. Kongens omfattende
Korrespondance viser hans pligttro
Aarvaagenhed og brave Flid; men intet Sted spores
Overlegenhed ell. en dristig Tanke i den fortvivlede
Situation. Det blev til stor Skade, at han
fortsatte og videre udviklede sin umulige
Forretningsgang. Kort efter sin Tronbestigelse
udstedte han (19. Marts 1808) efter det Forbillede,
Struensee havde givet, en Befaling om, at
Kollegierne skulde indsende deres Forestillinger til
ham skriftligt, for at de kunde modtage hans
skriftlige Resolution, saaledes at den
mundtlige Forhandling mellem Kollegiernes Chef og
Kongen var forbi. I 6 Aar holdtes næppe et
Statsraadsmøde; alt gik igennem Kabinettet og
dettes Sekretær J. Jessen, og naar undtages,
at vistnok hele den udenrigske Styrelse gik
gennem Rosenkrantz, øvede Generaladjutantstaben
den overvejende Indflydelse. Ingen af
Adjutanterne (»de røde Fjer«, som Kjøbenhavnerne
saavel som de udenlandske Gesandter kaldte dem
efter deres Hatteprydelse) var betydelige Mænd,
og flere af dem rammes af stærke Klager
over Misbrug af Indflydelse og over slet Vandel.
Deres Indflydelse gjorde sig ogsaa gældende i
Udenrigspolitik, idet deres eksklusivt militære
Begejstring for Napoleon bidrog meget til, at F.,
absolut ikke vilde forandre politisk System.
Ledet af et luende Had til England og af en til
det sidste urokkelig Tro paa Napoleon’s Stjerne
vilde Kongen ikke slippe Alliancen med
Frankrig. Mænd som Rosenkrantz og Schimmelmann
opfordrede forgæves gentagne Gange med gode
Grunde dertil. Der var i Løbet af 1813
Øjeblikke, hvor en smidig dansk Politik utvivlsomt
kunde have benyttet Spændingen mellem Karl
Johan og hans Allierede og i ethvert Fald faaet
Fred for billig Pris ved at tiltræde Koalitionen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
