Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik VI, dansk-norsk, fra 1814 alene dansk Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Med en milit. Selvopgiven — der virker som den
sørgeligste Blanding af Komik og dyb Tragik,
naar man tager i Betragtning, at F. VI i
Aaringer havde ventet paa mod S. at føre den
store Kamp og troet, at han var skikket til at
være den ledende General — købte han
Freden i Kiel (14. Jan. 1814) med Norges
Afstaaelse. Kieler-Freden endte ikke
Vanskelighederne. Norges Modstand mod Fredens
Bestemmelser havde F. ingen Del i; men han blev
mistænkt derfor hos Stormagterne, og Karl
Johan fik Paaskud til at søge at unddrage
Sverige dets Forpligtelser og paa ny true
Danmark. For at modarbejde hans Indflydelse og
om muligt skaffe Danmark nogen Erstatning,
drog Kongen Efteraaret 1814 til
Wien-Kongressen, blev vel modtaget af de forsamlede
Fyrster, men opnaaede intet; først efter hans
Tilbagekomst Maj 1815 blev Mellemværendet med
Sverige ved Preussens Mellemkomst ordnet.
De store Ulykker, der kulminerede med
Statsbankerotten, proklameret i Frd. af 5. Jan. 1813,
og med Norges Tab, havde bragt F.’s
Folkeyndest til at synke dybt. Ved hans
Tronbestigelse havde Minderne om Reformperioden
endnu været friske og hans ærlige Arbejde og
jævne, nøjsomme Væsen dækket over de
allerede dengang iøjnefaldende Svagheder. Men i
de lange Nedgangsaar bredte Misfornøjelsen sig
i vide Kredse. Selv om hans Pris lød i høje
Toner, og man langtfra var blind for, hvor
dybt han led under Landets Nød og gjorde sit
for at redde, hvad reddes kunde, saa
forbitredes man over Kabinetsregimentet og
Adjutanternes Indflydelse, knurrede over
Finansstyrelsen og Udenrigspolitikken og Styrelsens
Evneløshed i det hele. Inden for Regeringens Kredse
kom det til uforbeholden Kritik;
Schimmelmann angreb allerede 1809 Kabinetsstyrelsen,
andre Raadgivere gjorde siden det samme, og
1813—14 lød der stærke Indsigelser mod den
ensidige og fortvivlede Udenrigspolitik. Politisk
umyndigt, som Folket var, og med en Presse,
der var bundet af Censur, kom Gæringen, vel
ikke til Udbrud, men talrige skaanselløse, ogsaa
anonyme Breve lod ikke Kongen i Tvivl om,
hvad man tænkte. Skarpest udtaltes Dommen
af den tidligere Statsminister Cay Reventlow
i et Brev til Kongten af 5. Marts 1814: »Saa dybt
sank Danmark, fordi udi Statsstyrelsen intet
Overblik mere fandtes, hverken m. H. t. de
indvortes ell. udvortes Anliggender; fordi
Deres Majestæt ikke formaaede at løse en
Opgave, som oversteg de talent- og indsigtsfuldeste
Fyrsters Kræfter. Men er det da ikke Tid at
forlade en Vej, som betegnes af saa sørgelige
Erfaringer«.
Apr. 1814 bestemte F. sig da endelig til at
genindføre Statsraadsmøder med regelmæssig
Forhandling. Glæden over endelig engang at
have faaet Fred bragte dog snart Ro i Sindene;
allerede ved sin Hjemkomst fra Wien hilsedes
F. af Holstenere og Danske med Jubel, og da
han 31. Juli 1815 paa sin Sølvbryllupsdag lod
sig og sin Dronning krone i Frederiksborg
Slotskirke, syntes alting glemt. Det er da en
Kendsgerning, at F. i de flg. Aar kom til at staa
saare højt i sit Folks Hjerter. Grunden var, at
han, der saa lidt havde passet i den
foregaaende voldsomme Storintid, virkelig fandt en
Plads i det stilfærdige Sliderarbejde, der nu
fulgte efter for at skabe Folk og Land en bedre
Fremtid. Han medbragte til dette Arbejde en
vis sund Sans, et klart og rigtigt Blik paa
Sager, der ikke oversteg hans Kræfter. En
overlegen Leder blev han nu saa lidt som
senere; i Arbejdet for en Ændring af
Pengevæsenet og for Reformer paa andre
økonomiske Omraader havde han saare ringe Del. Ej
heller var hans Klarsyn over for indviklede
Forhold og spirende Vanskeligheder blevet
større; han forstod ikke den Fare, der truede
fra Udviklingen i Hertugdømmerne. Vel vilde
han støtte det danske Sprog i dets Ret i
Nordslesvig, men evnede ikke at gøre sin Villie
gældende, og han viste en skæbnesvanger Mangel
paa politisk Blik først ved sin afvisende eller
tøvende Holdning over for de holstenske
Forfatningskrav, senere ved for Slesvig og Holsten
at oprette en fælles Overappellationsret i Kiel
og en fælles Regering paa Gottorp (Frd. af 15.
Maj 1834). Over for de fri Rørelser i Tiden
forblev han hele sit Liv uforstaaende. F. havde
i Aarenes Løb erhvervet sig en urokkelig Tro
paa sin Enevældes heldbringende Magt, ingen
Erfaring svækkede hans Selvtillid. Den
kommer frem i hans bekendte Svar til de
fremragende Mænd, der 1835 anmodede Kongen om
ikke at foretage nogen Forandring i
Trykkefrihedsanordningen. Det har, hedder det i
Kongens Svar, været ham »uventet at se flere
af vore kære og tro Undersaatter ansøge om
noget saadant, thi ligesom vor landsfaderlige
Opmærksomhed stedse har været henvendt paa
at bidrage alt, hvad der stod i vor kgl. Magt,
til at virke for Statens og Folkets Vel, saaledes
kan heller ingen uden vi alene være i Stand
til at bedømme, hvad der er begges sande Gavn
og Bedste . . .«. Det er disse »den faderlige
Enevældes sidste Ord i Danmark« (A. D.
Jørgensen), der i Overleveringen er blevet til »Vi
alene vide!«. Det var nærmest Ængstelsen for
ved ubetinget Modstand at forøge de liberale
Krav, der 1831 havde faaet F. til at paaskynde
Indførelsen af raadgivende Provinsialstænder.
Og dog var der vel foregaaet en Udvikling af
hans Karakter og politiske Opfattelse. Over for
Kronprins Christian (VIII) udtalte han kort før
sin Død: »maatte man altid være heldig nok
til at finde Linien mellem at omstøbe alt og at
blive fast ved det bestaaende, blot fordi det
bestaar«. Den Haardhed, der havde
karakteriseret ham i hans Ungdom, havde Livet ogsaa
slebet af ham, og et fremtrædende Træk hos
ham bliver hans Humanitet og Omsorg over for
sine Undersaatter. Folket kendte Tusinde
Prøver paa hans Retsind og Ærlighed, hans
utrættelige Flid, Arbejdsomhed og Villie til at være
som en Fader for hver enkelt af hans
Undersaatter. Hans tarvelige Klædedragt — den blaa
Uniformsfrakke og den simple Voksdugskasket
— og borgerlige Levevis beundredes af et Folk,
der langsomt kæmpede sig frem til Velstand og
gode Kaar. Man glemte heller aldrig hans Part
i de store Bondereformer, saa lidt som, at hans
Barndom havde været haard og glædesløs (smlg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
