Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik VII, Konge af Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fæstningens Kommandant. Lige saa lidt nu som
tidligere vænnedes han til Arbejde og
Pligtopfyldelse, men hans naturlige Tilbøjelighed til jævnt
og ligefremt at færdes med Folk af alle
Samfundsklasser udvikledes yderligere her. Da
Christian VIII besteg Tronen 1839, foregik der
en væsentlig Forandring med Prinsens Stilling.
Han blev Guvernør paa Fyn og kommanderende
General i Nørrejylland og Fyn med Sæde i
Odense, og fra 1841 fik han tillige Plads i
Geheimestatsraadet. Han beskæftigede sig dog
ikke mere end rent overfladisk med de politiske
Spørgsmaal, og heller ikke tog han sig sine
administrative og milit. Pligter synderlig nær. Men
han forstod at omgaas saavel Embedsmændene
som Befolkningen paa en saadan Maade, at han
personlig vandt manges Sympati, og glimtvis
kunde han vise et overraskende klart og sikkert
Blik for praktiske Forhold. For ham selv
havde Forandringen den behagelige Følge, at
han blev friere stillet og i højere Grad kunde
hengive sig til sine Yndlingsglæder: arkæol.
Udgravninger og Undersøgelser, Sørejser,
Fiskeri o. l. Hans Fader ønskede, at han skulde
Indgaa et nyt fyrsteligt Ægteskab, og 1841 stod
hans Bryllup med Prinsesse Charlotte Mariane
af Mecklenburg-Strelitz. Dette Ægteskab var
endnu mindre end det første bygget paa
gensidig Tilbøjelighed, og den unge Kronprinsesse
var, trods sin gode Forstand og mange
agtværdige Egenskaber, alt andet end egnet til at løse
sin vanskelige Opgave. Hendes noget stive,
formelle Væsen og store Sensibilitet
frastødte Kronprinsen, og hun formaaede paa sin
Side vanskeligere og vanskeligere at forsone sig
med hans mest fremtrædende
Karakteregenskaber. Under disse Forhold traadte Jfr. Luise
Rasmussen, den senere Grevinde Danner, med
hvem Prinsen allerede tidligere havde staaet i
Forbindelse, i stadigere og nærmere Forhold til
ham, og han lagde saa lidt Skjul herpaa, at han
endog over for sin Hustru lovpriste hende som
sin »Skytsengel«. Hun besad en overordentlig
Magt over Prinsen og forstod hans inderste
Ejendommeligheder, baade de gode og de slette,
som ingen anden. 1842 følte Prinsessen sit
Helbred svigte, og mistvivlende om længere i sin
isolerede Stilling at kunne fortsætte Kampen
mod de Vanskeligheder, som omgav hende,
rejste hun 1844 ledsaget af Kronprinsen tilbage
til sit Hjem i Strelitz for ikke mere at gense
Danmark. Kronprinsen besøgte hende i de
nærmest følgende Aar 4 Gange for at overtale
hende til at vende tilbage, men det var forgæves,
og 1846 opløstes Ægteskabet. Jfr. Rasmussen’s
Indflydelse befæstedes nu yderligere, og hun fik
endog en Tid Bolig paa Odense Slot. Under de
tiltagende nationale og politiske Forviklinger
var Kronprinsen, paa Grund af sin udpræget
danske Følelse og sin Sympati med
Befolkningens brede Lag, tilbøjelig til at indtage et mere
nationalt og konstitutionelt-frisindet Standpunkt,
end der da kunde vinde Tilslutning i
Regeringskredsene, og skønt han ikke offentlig udtalte
sig i denne Retning, var hans Opfattelse dog
ikke ukendt for Almenheden og indbragte ham
en vis Folkegunst. 1847 indgav han til Kongen
en af hans Barndomsven, daværende
Stiftamtmand i Odense, Bardenfleth forfattet
Forestilling, i hvilken han raadede til at indføre en
fælles konstitutionel Forfatning for hele
Monarkiet; men Christian VIII døde, inden de
Drøftelser ang. en Forfatningsforandring, til
hvilken han, uafhængig af Kronprinsen, havde
taget Initiativet, havde ført til noget Resultat.
20. Jan. 1848 besteg F. Tronen. Hans Fader
havde paa Dødslejet anbefalet ham at følge de
gl. Regeringsmænds, særlig Stemann’s Raad, og
Forfatningsreskriptet af 28. Jan. blev Frugten
heraf. Kun paa eet Punkt gav den ny Konges
personlige Sympatier sig et selvstændigt Udslag,
nemlig ved hans Udnævnelse af Vennen
Bardenfleth til Minister. Medens
Forfatningskommissionen arbejdede paa at udforme det
fuldstændige Forfatningsudkast, tog Begivenhederne
i og uden for Danmark Fart, og det
slesvigholstenske Oprørs Udbrud 18. Marts 1848 kastede
Landet ind i en langvarig og farlig Krise. Det
Krav om Ministeriets Afgang og om et
Systemskifte i national og liberal Retning, som ved
den kbhvn’ske Borgerrepræsentations Adresse
af 20. Marts og ved Kasino-Mødet samme Dags
Aften stilledes til Kongen, fandt ham
ingenlunde uforberedt. Hans naturlige Tilbøjelighed og
Paavirkninger fra Bardenfleth’s og andres Side
førte ham hen imod en Given efter for
Folkeønskerne, og allerede om Morgenen den 21.
meddelte han sine Ministre, at det var blevet en
Nødvendighed, at Regeringens Politik, navnlig
over for Slesvig, forandredes »i den Retning,
som det danske Folk attraaede«. Dette førte til,
at hele Ministeriet med Undtagelse af
Bardenfleth traadte tilbage, og Kongen kunde, da
Hvidt et Par Timer senere overbragte ham
Borgerrepræsentanternes Adresse, svare ham,
at hvad man bad om, allerede var sket. Han
sluttede med de Ord: »Naar De, mine Herrer,
vil have samme Tillid til Deres Konge, som jeg
har til mit Folk, saa vil jeg være Dem en tro
Leder til Ære og Frihed«. Kongens Svar vakte
Jubel hos de mange Tusinder, som havde
ledsaget Kommunalbestyrelsen til Slottet, og fra
dette Øjeblik var hans Folkeyndest slaaet fast
for bestandig. Nogen sikker og maalbevidst
Leder var F. imidlertid ikke. I det Døgn, som nu
fulgte, vaklede baade han og hans nærmeste
Raadgivere mellem højst forskellige
Ministerkombinationer, deriblandt ogsaa saadanne, som
vilde have ført betænkelig nær tilbage til det
forladte Regeringssystem, og det var nærmest
Prinsen af Nör’s udæskende Brev, som bragte
Kongen til resolut at gaa ind paa den
Henvendelse til det liberale Partis Ledere, som førte
til Martsministeriets Dannelse. Midt i al
Usikkerheden og Raavildheden stod dog eet fast for
ham: hellere at ville abdicere end at stille sig
i afgjort Modsætning til sit Folk og anvende
Magt mod det. Den provisoriske Regerings
Dannelse og Rendsborgs Overrumpling kastede,
umiddelbart efter Ministerskiftet, Landet i Krig
mod Hertugdømmernes oprørske Befolkning og
den Del af Tyskland, som støttede den, og
Kongen befæstede ved sine Taler til de
bortdragende Tropper, ved sit Besøg hos Hæren i
Sønderjylland og ved den hjertelige Maade,
hvorpaa han i det hele taget lagde sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
