Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik VII, Konge af Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
følelse med Folket for Dagen, i rigt Maal sin
alt vundne Popularitet. Skønt han ingenlunde
kunde siges fri for af og til opdukkende
Betænkeligheder mod at give Afkald paa sin
Enemagt, bøjede han sig dog i det hele for den
ny Tingenes Orden og tog loyalt
Konsekvenserne af den Erklæring, han straks efter
Dannelsen af Martsministeriet havde udstedt til dette
om, at han fra nu af betragtede sig som
konstitutionel Konge. Om vedholdende aktiv
Beskæftigelse med Regeringssagerne var der for
ham lige saa lidt nu som senere Tale, men
paa et enkelt væsentligt Punkt var det dog
hans personlige Indgriben, som blev afgørende,
nemlig i Spørgsmaalet om Slesvigs Deling.
Denne Tanke blev fra de neutrale Magters Side
bragt stærkt i Forgrunden Eftersommeren 1848
og vandt ikke ringe Tilslutning, saavel i
Tyskland som i Danmark, hvor en Del af
Ministeriet hældede til den som den Afgørelse, man
i Nødsfald maatte gribe til. Kongen udtalte sig
imidlertid ved Revuen paa Lerbek Mark efter
Afslutningen af dette Aars Felttog afgjort imod
Tanken, og hans Modstand var ogsaa
Hovedgrunden til, at den mod Delingen stemte Del
af Ministeriet fik Overhaand ved Ministerkrisen
Novbr 1848, og til, at Tanken, naar den senere
dukkede frem, bestandig vistes tilbage som
uigennemførlig. F. havde i øvrigt i denne Sag
afgjort sit Folks Flertal med sig.
Forberedelserne til Grundlovsarbejdet tog Kongen vel ingen
fremtrædende Del i, men han lagde det heller
ikke paa noget Punkt Hindringer i Vejen. Dog
nærede han et Øjeblik alvorlig Betænkelighed
ved at underskrive den færdige Grundlov.
Fra nu af falder F.’s Historie saa nøje
sammen med Landets, at det i Alm. kan være
tilstrækkeligt at henvi&e til den. Om hans
Personlighed som Menneske og som Regent er der
udtalt de forskelligste Anskuelser, og han er
blevet lige saa stærkt over- som undervurderet.
Han var i sine gode Øjeblikke i høj Grad i
Besiddelse af kgl. Anstand og Værdighed og
kunde med overraskende Lethed sætte sig ind i
en Situation og finde et træffende og klart
Udtryk for sine Tanker. Dertil kom hans
Jævnhed og Elskværdighed i Omgang med
alle Klasser af Folket og hans stærke og
umiddelbare nationale Følelse. Alt dette skabte
ham en Folkeyndest, som maaske var mere
alm. og intensiv end den, der er blevet nogen
af hans Forgængere til Del, og som i
vanskelige Tider blev af væsentlig Bet. til at samle
og styrke Nationen. Men de, der saa Kongen
paa nærmere Hold, kunde ikke være blinde for
de store Skyggesider ved hans Personlighed.
Han var, ligesom i sine yngre Aar, i meget
ringe Grad arbejdsom og pligtopfyldende.
Ethvert stadigt og regelmæssigt Arbejde var ham
en Gru, og dette tiltog, alt som hans Helbred i
Aarenes Løb svækkedes, paa en ligefrem
foruroligende Maade. Ved Siden af megen
naturlig Godlidenhed laa der i hans Natur en vis
Lunefuldhed, som ofte kunde berede hans
Omgivelser alvorlige Ubehageligheder. Bekendt er
det ogsaa, hvor lidt der kunde lides paa
Fasthed og Stadighed hos ham i personlige, saavel
som i politiske Sager, og i hvor høj Grad han
var i Stand til at blande Sandhed og Digt
sammen i, hvad han fortalte om sig selv og
andre. Dette i Forbindelse med en medfødt
Umaadeholdenhed, navnlig over for stærke Drikke,
som vel til Tider kunde bekæmpes, men aldrig
ganske udryddes hos ham, svækkede i alt for
høj Grad Indtrykket af hans gode Egenskaber
og forringede hans Værdighed og Autoritet.
En betydelig Rolle for F.’s hele Stilling
spillede hans tredie Ægteskab. 7. Aug. 1850 viedes
han til venstre Haand til Luise Rasmussen,
som nu ophøjedes til Lensgrevinde Danner.
Ministeriet havde forgæves søgt at modvirke
Forbindelsen. Grevinde Danner og den med
hende nær forbundne Carl Berling øvede fra nu
af en bestandig stærkere Indflydelse paa
Kongen, og det ejendommelige Præg, Hoffet ved
dem fik, bidrog stærkt til at fjerne saavel
Kongens Slægtninge og de fremmede
Hoffer som Aristokratiet derfra. Til Gengæld
skabte og vedligeholdt de en stadig
Forbindelse mellem Kongen og Mænd af de
demokratiske Partier, og de bidrog vistnok
deres til, at han vedblivende i det væsentlige
fastholdt Grundloven. Grevinde Danner har
ogsaa haft Fortjeneste af at indvirke
modererende paa Kongens Levemaade.
P. Gr. a. Kongens ringe Lyst og Evne til selv
at gennemarbejde de politiske Spørgsmaal blev
det de Mænd, som til de forsk. Tider blev de
ledende i Regeringen, ell. hans personlige
Omgivelser, som fik den afgørende Indflydelse paa
den politiske Retning, han fulgte. Først havde
Bardenfleth i ikke ringe Grad hans Øre, men
han maatte efter ikke langs Tids Forløb vige
for Bluhme. Denne øvede først som
Kabinetssekretær og senere som Minister en meget
betydelig Indflydelse paa Kongen og bidrog
væsentlig til at lede ham over fra den nationalliberale
Retning til den konservative Helstatspolitik.
Under Ministeriet Ørsted’s skarpe Kamp mod
Folkerepræsentationen vaagnede der dog af og
til Betænkeligheder hos Kongen, medens han til
andre Tider havde stærke Anfægtelser i
absolutistisk Retning. Bluhme’s Indflydelse
undermineredes imidlertid efterhaanden af Scheele,
som, navnlig gennem sit fortrolige Forhold til
Grevinden, kom til at spille en stedse større
Rolle ved Hoffet. Det var da ogsaa Scheele,
som blev den væsentligste Aarsag i Ministeriet
Ørsted’s Fald, og som ledede Kongen over i
»den konstitutionelle Helstats« Æra; men da
han viste sig ude af Stand til at magte
Forholdene, og det nationalliberale Parti, i hvilket
han efterhaanden fik afgjorte Modstandere,
opnaaede stærkere og stærkere Indflydelse paa
den offentlige Mening, maatte Kongen lade ham
falde. Hall, som var den, der i F.’s senere Aar
øvede den væsentligste politiske Indflydelse over
ham, opnaaede dog mindre dette gennem sit
personlige Forhold til Kongen end derved, at
denne indsaa, at han ved at støtte sig til ham
lettest og sikrest bevarede den Popularitet og
den forholdsvis fredelige Tilværelse, som han
mindre og mindre kunde undvære. Kun for en
kort Tid unddrog han sig, under Indflydelse af
sin Gemalinde og Berling, fra den Hall’ske
Indflydelse og gjorde Forsøget med Ministeriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
