Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik, Prins af Hessen-Kassel - Frederik, Vilhelm Georg Adolf - Frederik Vilhelm, med Tilnavnet den Store, Kurfyrste af Brandenburg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vindende Optræden gjorde ham agtet og
afholdt, medens han som Soldat forstod at
erstatte Soldaterne Savnet af Chr. August,
ligesom hans fremragende Evner som milit.
Organisator i høj Grad bidrog til at forøge Hærens
Modstandskraft. Prinsen fik dog ikke Lejlighed
til at vise, om han muligvis 1814, da Katastrofen
indtraf, kunde have givet Felttoget et andet
Udfald; thi i Maj 1813 maatte han vige Pladsen
for Prins Christian Frederik (Christian VIII)
og blev sendt til Holsten som Chef for en dansk
Hærafdeling, som skulde støde til Marskal
Davout, der havde Hovedkvarter i Hamburg, og
hvis Hverv var at dække den fr. Hærs venstre
Fløj under Napoleon’s sidste Felttog i Tyskland.
Efter Kejserens Nederlag ved Leipzig maatte
Davout imidlertid indskrænke sig til at holde
Hamburg besat, medens det danske Hjælpekorps
alene maatte optage Kampen mod den
fjendtlige Overmagt, hvad der førte til det kortvarige,
men for de danske Vaaben saa hæderlige
Felttog i Holsten i Decbr 1813. De Danskes Stilling
var yderst kritisk, men det lykkedes F., støttet
af sin dygtige Stabschef, daværende Major Jens
Bardenfleth, ved et glimrende udført
Tilbagetog til Rendsburg under stadig Kamp med den
langt overlegne Fjende at redde Korpset fra
Undergang. Dog heller ikke her, saa lidt som i
Norge, skulde den tapre Soldat høste Frugten
af sine Anstrengelser. Det var hans Mening, at
Rendsburg skulde danne Centrum for et Angreb
fra dansk Side paa Svenskerne og Russerne,
idet han gik ud fra, at Frederik VI vilde
benytte sin forholdsvis store og vel indøvede Hær
til at føre et Hovedslag mod Fjenden. Men
Frederik VI var ikke Mand for at tage en kraftig
Beslutning, og den ydmygende Fred i Kiel 1814
blev Enden paa den syvaarige Krig. Hvor ivrig
og indtrængende Prinsen har tilraadet et
dristigt Kup, og hvor bittert han følte sig skuffet
ved den endelige Afgørelse, viser hans Breve til
Kongen. 1815 blev han Chef for det danske
Korps, der marcherede til Frankrig for at
medvirke ved Okkupationen af dette Land, og her
blev han Genstand for megen Anerkendelse og
Opmærksomhed p. Gr. a. sine Troppers
udmærkede Disciplin og fuldendte milit. Uddannelse.
Efter sin Hjemkomst overtog han atter
Generalkommandoen i Hertugdømmerne, og efter sin
Faders Død (1836) blev han tillige Statholder
med Bolig paa Gottorp Slot. Efter at have taget
sin Afsked 1842 trak han sig tilbage til et Gods
i Holsten, hvor han døde. 1813 havde han ægtet
Clarelia Dorothea Baronesse v. Liliencron, f.
Brockdorff. (Litt.: C. Th. Sørensen,
»Kampen om Norge 1813—14« [Kbhvn 1871];
Conradine Dunker, »Gamle Dage« [Kria 1871];
»Meddelelser fra Krigsarkiverne« [Kbhvn 1880
ff.]; »F. VI’s fortrolige Brevveksling med Norge
1809« [udg. af C. Th. Sørensen 1889]; Holm,
»Danm.-Norges udenrigske Historie 1800—14« II
[Kbhvn 1912]).
(C. F.). L. K.
Frederik, Vilhelm Georg Adolf,
Landgreve af Hessen-Kassel, Søn af Landgreve
Vilhelm og Prinsesse Charlotte, den danske
Arveprins Frederik’s Datter, f. i Kbhvn 26. Novbr
1820, d. i Frankfurt am Main 14. Oktbr 1884.
F. afsluttede sin teoretiske Uddannelse ved
Univ. i Bonn, hvor han 1839—41 gennemgik et
akademisk Kursus. Allerede 1837 var han
blevet ansat i Hæren som Kaptajn, 1843
udnævntes han til Generalmajor, 1851 til
Generalløjtnant. 1842 foretog han om Bord i Fregatten
»Thetis« et Tog til Middelhavet, under hvilket
han besøgte Konstantinopel. 28. Jan. 1844
formæledes han med Kejser Nikolaj I’s Datter,
Storfyrstinde Alexandra, der dog allerede døde
Aug. s. A. 1853 indgik han et nyt Ægteskab med
den preuss. Prinsesse Anna. Prinsen bidrog til
Gennemførelsen af den ny danske Tronfølgelov
af 31. Juli 1853, idet han ved en
Renunciationsakt af 18. Juli 1851 gav Afkald paa sin Arveret
til den danske Krone til Fordel for Søsteren
Prinsesse Louise, gift med Prins Christian af
Lyksborg. 1854 tillagde Kong Frederik VII ham
Prædikatet »kgl. Højhed«. Efter Tronskiftet 1863
indtraadte der et spændt Forhold mellem Prins
Frederik af Hessen og den ny Konge, Christian
IX, da hin tog sit Afkald paa Arveretten til
den danske Krone tilbage, efter at de to tyske
Stormagter paa London-Konferencen havde sagt
sig løs fra London-Traktaten af 1852, som
fastslog det danske Monarkis Integritet. Prinsen
gjorde gældende, at netop Bevarelsen af denne
havde været Forudsætningen for hans
Renunciation. Heri laa en Protest mod det
glycksborgske Dynasti. Femten Aar efter at Frederik af
Hessen havde givet Afkald paa Arveretten til
den danske Krone, gik han glip af Udsigten til
Tronen i Kurfyrstendømmet Hessen-Kassel, til
hvilken han var Arving. I den tysk-østrigske
Krig 1866 afsatte nemlig Preussen Kurfyrst
Friedrich Wilhelm II og annekterede Hessen som
Provins. Ved Kurfyrstens Død 1875 blev Prins
Frederik Chef for den kurfyrstelige Linie. Det
venskabelige Forhold mellem Prins Frederik og
det danske Kongehus genoprettedes i Tidens
Løb og fandt sit Udtryk i det Besøg, som han
og Gemalinde, Prinsesse Anna af Preussen 1878
aflagde Hoffet paa Fredensborg.
A. Th.
Frederik Vilhelm, med Tilnavnet den
Store, Kurfyrste af Brandenburg (1640—88),
Søn af Kurfyrst Georg Vilhelm og Elisabeth
Charlotte af
Pfalz, f. i
Berlin 16. Febr
1620, d. i
Potsdam 9. Maj
1688. Hans
Barndom og
Ungdom faldt
i
Trediveaarskrigen, og
dybe Indtryk
modtog han af
dens Uro og
Elendighed og
af den næsten
haabløse
Vanmagt, hvori
Brandenburg
var nedsunket
under hans
Faders
Regering. 11 Aar gl opholdt han sig en Tid ved sin
Tante, Gustaf Adolf’s Hustru, Marie Eleonore’s
 |
| Frederik Vilhelm. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
