Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik Vilhelm, med Tilnavnet den Store, Kurfyrste af Brandenburg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hof; men af større Bet. for hans Udvikling var
det, at han tre Aar senere sendtes til
Oraniernes Hof i Nederlandene, hvor han tilbragte
Aarene 1634—38. Synet af den nederlandske
Republik med dens ejendommelige Forfatning,
store Velstand og udviklede Handelsliv gav ham
Lejlighed til frugtbare Erfaringer, og Samlivet
med hans oraniske Slægtninge Frederik Henrik
og Johan Moritz og andre holl. Statsmænd lagde
Grunden til hans politiske Uddannelse og
modnede hans store Evner. 1638 kaldtes han imod
sin Vilje tilbage til sin Faders Hof i Königsberg;
han deltog ikke i Regeringen, men fattede
Beslutning om ved sin Tronbestigelse at indlede
en ny Politik. 1. Decbr 1640 efterfulgte F. V. sin
Fader. Forsigtig svingede han straks bort fra
Kejseren, til hvem Georg Vilhelm siden 1635
havde sluttet sig; hans Formaal var foreløbig
at opnaa Fred og Neutralitet. 1641 fik han
Vaabenstilstand med Sverige, og de flg. Aar optoges
af de Underhandlinger, der gik forud for den
westfalske Fred. Forgæves søgte F. V. her især
at erhverve sig Pommern, hvortil Brandenburgs
Arveret efter Hertug Bogislav’s Død 1637 var
uomtvistelig. Men Svenskerne vilde ikke slippe
denne Erobring, og Kurfyrstens Sejghed i de
diplomatiske Forhandlinger hjalp ham ikke.
Ved Freden 1648 maatte han nøjes med største
Delen af Bagpommern; dog gav
Bispedømmerne Minden, Halberstadt og Camin samt Krav
paa Magdeburg efter den daværende
Administrators Død (hvilken indtraf 1680) ham en
Erstatning, der ved den Afrunding, den gav hans
Besiddelser, ikke var at foragte.
F. V. havde i Krigen og under de
diplomatiske Kampe til fulde lært sit Lands Svaghed at
kende. Han higede efter at hæve dets Magt ved
en aktiv og dristig Politik, men klartsynet og
nøgtern forstod han, at en saadan ikke var
tænkelig, før dybtindgribende Reformer havde
styrket Rigets indre Forhold. Derfor blev de
flg. Aar en Reformernes Tid. Beg. gjordes til en
Omordning af den højere Administration;
Finans- og Domænevæsen forbedredes, overalt
afskaffedes Uorden og Misbrug, og
Sparsommelighed blev det ledende Princip. Men fremfor alt
skaffedes der Midler til at underholde den
forøgede og omorganiserede Hær; 1651 talte denne
16000 Mand, 1656 26000.
Med den langsomme Styrkelse indadtil fulgte
en stigende Aktion udadtil. En Tid lang med
Grev Georg Frederik v. Waldeck som Raadgiver
indtog F. V. en selvstændig Stilling over for
Kejseren og i alle indre tyske Spørgsmaal
ledede han Oppositionen mod Østerrig, og støttet
paa en energisk tysk Politik kunde Kurfyrsten
optræde i den storeuropæiske.
Afgørende var Karl Gustaf’s Angreb paa
Polen 1655. Som Indehaver af Hertugdømmet
Preussen, hvoraf han skyldte Polens Krone
Lenspligt, var F. V. naturligvis i høj Grad
interesseret i de polske Forhold. Ganske vist var
han ikke i Stand til at beherske den flg.
Udvikling, hans Magt var endnu for ringe til, at
Nederlag og Ydmygelser kunde undgaas, men
med stor Smidighed og Klogskab forstod han
at udnytte sin Stilling mellem de kæmpende
Hovedmagter. Uden Skrupler skiftede han Parti
og solgte sin Alliance snart til Sverige, snart
til Polen. Først tvungen til Forbund med Karl
Gustaf og nødt til at tage Østpreussen til Len
af ham (Overenskomsten i Königsberg Jan. 1656)
fik han ved Overenskomsten i Labiau (Novbr
1656) Suveræniteten over dette Land indrømmet
af den sv. Konge. Siden traadte han, da Karl
Gustaf gik mod Danmark, over paa Polens
Side mod ogsaa at faa den polske Konges
Anerkendelse af sin Suverænitet over
Østpreussen (Overenskomsterne i Wehlau og Bromberg
Septbr—Novbr 1657). I Forbund med Polen,
Kejser Leopold I, Danmark og Nederlandene
bekæmpede Brandenburg nu Sveriges Overmagt.
I Septbr 1658 traadte Kurfyrsten selv i Spidsen
for de forbundnes Hær, der bestod af kejserlige,
brandenborgske og polske Tropper. Svenskerne
fordreves fra Hertugdømmerne og Nørrejylland,
og Aug. 1659 vendte F. V. sig mod
Forpommern, som snart erobredes undtagen Stettin.
Men den fr.-eng. Indgriben til Sveriges Fordel
nødte ham til ved Freden i Oliva (Maj 1660) at
give Afkald paa denne Erobring. Suveræniteten
over Østpreussen og Besiddelsen af
Bispedømmet Ermland blev Brandenburgs positive
Gevinst af den femaarige Krig, men desuden
havde det naaet en fremtrædende Stilling imellem
de store Magter; Kurfyrstens diplomatiske og
milit. Evner havde i lige Grad grundlagt hans
storpolitiske Betydning.
Efter Freden i Oliva var Kernen i F. V.’s
udenrigske Politik Modstand mod Ludvig XIV’s
stigende Vælde. Allerede under
Devolutionskrigen modarbejdede han Frankrig; i de flg. Aar
modstod han alle Ludvig’s Forsøg paa at drage
Brandenburg ind i Kampen mod Holland, og da
den holl. Hævnkrig udbrød Foraaret 1672, var
Kurfyrsten Generalstaternes eneste
Forbundsfælle. Ganske vist nødtes han Juni 1673 til at
indgaa Separatfreden i Vossem, da han ingen
Støtte fik fra østerrigsk Side, men allerede
Juli 1674 tiltraadte han den ny Alliance mellem
Kejseren, Spanien og Nederlandene. Med en Hær
paa 20000 Mand gik han over Rhinen for i
Elsass at byde Franskmændene Spidsen, men
maatte snart efter gaa tilbage. Større Held
fulgte ham, da han Juni 1675 maatte vende sig
mod Ludvig’s Allierede Svenskerne, der
allerede truede Berlin. I Ilmarsch naaede han
hjem, og 28 Juni sejrede han i Træfningen ved
Fehrbellin med 6000 Mand over den 11000 Mand
stærke sv. Armé. Sejren over de længe
uovervundne sv. Soldater skaffede ham europ.
Berømmelse, og tyske Folkesange kaldte ham for
første Gang »den store Kurfyrste«. I Forbund
med Danmark haabede han at jage Svenskerne
bort fra Tyskland og erobrede det meste af
Svensk Pommern. Medens Christian V belejrede
og indtog Wismar, erobrede Kurfyrsten Decbr
1677 efter haardnakket Modstand Stettin;
Septbr 1678 tog han Rügen, i de flg. Maaneder
Stralsund og Greifswalde. Hans Vaaben havde
bragt store Sejre, men Ludvig XIV krævede
under de paabegyndte Fredsunderhandlinger
bestemt, at Sverige intet Land mistede. F.
V.’s vigtigste Allierede svigtede ham, og
næsten ene mod Frankrig maatte han ved
Freden i St Germain (Juni 1679) opgive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
