Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik II, den Store, Konge af Preussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
æstetisk Underholdning. Hertil kom en stærk
Levelyst, han var lidenskabelig, blev letsindig og
gjorde Gæld. Frederik Vilhelm blev rasende, da
han opdagede dette og saa Sønnens Veje skille
sig fra hans. Nogen Grund til Frygt for, at de
letsindige Anlæg kunde føre for vidt, var der
nok, men de uheldigste Midler toges i Brug.
Forbud og Tvang, Skældsord og Stokkeslag blev
anvendte. F. kom til at frygte og hade Faderen,
og medens han ikke opgav sine æstetiske
Interesser, fandt han Livet ved Hoffet uudholdeligt;
kun den ældre Søster, Vilhelmine, der var hans
aandsbeslægtede og blev behandlet som han,
støttede ham. En Ægteskabsplan blev for en
Tid hans Haab. Moderen ønskede, at han skulde
ægte en eng. Prinsesse, og F. haabede, at
Georg II skulde skaffe ham en uafhængig
Stilling som Statholder i Hannover. Af politiske
Grunde strandede Planen imidlertid, og
Forholdet til Faderen blev endnu mere utaaleligt. Ved
enhver Lejlighed brutaliseredes han; det
kulminerede, da Frederik Vilhelm engang, efter i
Fremmedes Nærværelse at have pryglet den
18-aarige Søn, haanede ham, fordi han ikke
havde Mod til at tage Livet af sig. Dette drev
F. til Flugtforsøg. Paa en Rejse i Sydtyskland
sammen med Faderen Sommeren 1730 forsøgte
F. efter Aftale med to Venner, Løjtnanterne
Katte og Keith, at undslippe til Frankrig eller
England. Planen blev dog forraadt, og i rasende
Forbitrelse lod Frederik Vilhelm Sønnen stille
for en Krigsret som Desertør. Retten erklærede
sig imidlertid for inkompetent til at dømme,
Kongen tænkte stærkt paa at lade ham
henrette, men veg dog tilsidst tilbage derfor. Han
dømte ham til Fængsel i Küstrin, men lod
Katte, der af Retten var dømt til Fængsel paa
Livstid, henrette; F. blev tvunget til fra sine
Vinduer at se Vennens Eksekution (Novbr 1730).
Denne Begivenhed gjorde et voldsomt Indtryk
paa Prinsen; han havde troet sig Døden nær,
og i hans i Forvejen tænksomme og kritiske
Natur veg Letsindigheden Pladsen for en dyb
Alvor. Han forstod i øvrigt, at Modstand mod
Faderens Villie maatte opgives, og føjede sig
i det uundgaaelige. I Küstrin forblev han to
Aar og arbejdede i det derværende
Domænekontor, hvor han med Iver satte sig ind i
Statsforvaltningen. Han opgav definitivt det eng.
Giftermaal, og Forholdet mellem ham og
Faderen forbedredes noget. 1733 ægtede han paa
Faderens Befaling Elisabeth Christine af
Braunschweig-Bevern, fik Lov til paa ny at
indtræde i Hæren og opholdt sig med
forholdsvis Selvstændighed enten som Regimentschef i
Neu-Ruppin ell. paa Slottet Rheinsberg. Han
delte sin Tid mellem de milit. Forretninger,
som han efterhaanden kom til at interessere
sig meget for, og Arbejdet paa at sætte sig ind
i Statsstyrelsen, men helst hengav han sig til
det aandelig optagne Liv, han førte paa
Rheinsberg. Frederik Vilhelm fandt sig bedre i dette
sidste, da han saa, hvorledes Prinsens
praktiske Interesser vandt Fasthed, og paa sin Side
lærte F. at beundre det store Arbejde, som
Faderen havde udført for Preussens indre
Udvikling. Ogsaa Rigets ydre Politik fulgte han
med stigende Opmærksomhed; med Forbitrelse
blev han Vidne til, hvorledes Østerrig svigtede
alle Aftaler, og dybt følte han, hvor meget
Preussens europ. Bet. var sunket. Hans
Anskuelser herom nedlagde han i Skr.
Considérations sur l’état présent de l’Europe, et mod
Frankrig rettet Flyveskrift. I Faderens sidste
Levetid drøftede de ofte politiske Spørgsmaal
med hinanden og mødtes i Forstaaelse af den
uovervindelige Modsætning mellem Preussen og
Østerrig: opfyldt af Vrede mod Kejseren pegede
Frederik Vilhelm paa Sønnen og sagde: »Der
staar en, der skal hævne mig«.
Saaledes modnedes Prinsens administrative og
politiske Indsigt og Erfaring, men Baggrunden
for hans storslaaede Personligheds Vækst var
dog fremfor alt den intellektuelle Udvikling,
der fuldendtes i Livet paa Rheinsberg 1732—40.
Han omgav sig her med en Kreds af fri
Aander, og med dem levede han, især optaget af
fr. Aandskultur. Han talte og skrev helst
Fransk, læste Klassikerne i fr. Overs. og
studerede Militærvidenskab, Historie og Filosofi i
samme Sprog; 17. Aarh.’s fr. Litt. med dens
gr. og rom. Helte vakte hans Beundring og
styrkede hans stærke Trang mod Storhed og
Ære. Selv fordybede han sig i Musik, skrev fr.
Vers, lod opføre Skuespil og afholdt Koncerter.
Men dybest Spor satte sig hans filos. Studier,
der havde faaet Alvor ved Katastrofen 1730 og
vandt i Omfang ved den Brevveksling, som han,
skjult for Faderen, vedligeholdt med fl.
fremragende Forf., fremfor alt med Voltaire. Han
havde forlængst brudt med Faderens snævre,
uvirkelige Dogmetro; Tidens materialistiske og
skeptiske Livsbetragtning opfyldte ham, og han
studerede indgaaende Leibniz’, Wolff’s og
Locke’s filos. Systemer.
Men ved Siden heraf vaagnede den stærkeste
Trang til at bruge de bundne Kræfter; hans
hvasse Kritik og skolede Tanke parredes med
en higende Fantasi, og fremfor alt rettede den
sig mod Europas Politik. I Politikken laa en
Realitet, der tiltalte ham, og ved Synet af
Preussens Stilling dukkede store Muligheder op
for hans Blik. Han længtes mod den Dag, han
kunde bestige Tronen, gribe aktivt ind i de
store Begivenheder, hæve sit Lands Magt og
selv vinde Berømmelse. Han var Æstetiker og
Filosof, men ikke mindre en Herskernatur og
Realpolitiker, og det er paa Forbindelsen af
disse Egenskaber, hans Storhed beror.
31. Maj 1740 døde Frederik Vilhelm I. Paa
sin Dødsseng havde endogsaa han indset, at
Sønnen fuldkommen var i Stand til at staa paa
sine egne Ben, og en fuldstændig Forsoning
havde fundet Sted mellem Fader og Søn, af
hvilke den første havde grundlagt det stærke
Preussen, hvis Magt den anden skulde bringe
til sin fulde Ret. F. var 28 Aar gl. i sin Alders
fulde Kraft. Han begyndte med Reformer i
human Aand. formildede Faderens strenge
Justits, afskaffede Torturen og viste, at der nu i
Regeringen var Interesse for Videnskaberne, ved
at tilbagekalde Filosoffen Wolff, hvem Frederik
Vilhelm under Trusler havde bortjaget fra
Halle. Men han brød ikke med Faderens
Politik, kun rettede han ved det overdrevne i den.
Han krævede den samme Orden og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
