Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik Vilhelm I, Konge af Preussen - Frederik II, den Store, Konge af Preussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ministre lige saa vel som sine Tjenere smage
Stokken og paa aaben Gade udskældte eller
pryglede den, der vovede at overtræde et eller
andet Bud, f. Eks. om ikke at bære luksuriøse
ell. fr. Dragter. For den højere Undervisning
havde han ingen Sans, han indsaa ikke Nytten
af Videnskaberne, ligesom ogsaa æstetiske
Nydelser havde hans Foragt.
Religionsundervisning og Regning derimod var nyttigt for Folket,
og derfor oprettede han Almueskoler, som han
ofte i egen Person besøgte. 1717 indførte han
Skoletvang. — Til F.’s haardhændede
Regentvirksomhed svarer — som berørt — hans
spartanske Levesæt og Smag. Hans eneste
Adspredelser var Eksercits, Jagt, Gudstjeneste og hans
»Tobakskollegium«. Dette bestod af en Kreds af
Fortrolige, især Officerer, mellem hvilke Prins
Leopold af Anhalt-Dessau (»der alte Dessauer«)
og Grumkow var de mest fremtrædende. Under
F. V.’s Præsidium samledes de i et tarveligt
Værelse, og ved Ølkanden og Tobakspiben
drøftedes alle Emner, Regeringssager og
Skandalehistorier, medens den naragtige Gundling var
Genstand for grovkornet Spas. Det preuss. Hof
blev saaledes en enestaaende Modsætning til
de andre tyske Fyrsters, der netop i samme
Tidsrum hengav sig til Luksus og Efterligning
af fr. Sæd og Skik. I sit Forhold til sin Familie
gav F. sine despotiske Luner og sin Brutalitet
fri Tøjler. Han var en Hustyran og levede i Ufred
med sin Hustru Sofie Dorothea af Hannover,
Datter af Georg I. Hun fødte ham 6 Sønner og
fl. Døtre; Børnene frygtede ham, og med den
ældste Søn Frederik (II) kom det til de
voldsomste Sammenstød. De andre overlevende Børn
var August Vilhelm (1722—58), Henrik
(1726—1802), Ferdinand (1730—1813), Frederikke
Vilhelmine. Markgrevinde af Bayreuth (1709—58),
Louise Ulrike, Dronning af Sverige (1720—82)
og endnu fl. Døtre.
Det var F.’s store Fortjeneste at skabe de
finansielle, og milit. Magtmidler, hvormed hans
store Søn greb saa afgørende ind i Europas
Politik. Selv forstod F. sig ikke paa Diplomatien,
og Udenrigspolitikken spillede under hans
Regering en underordnet Rolle for Preussen, om
end dets Omraade udvidedes under ham. Ved
Utrecht-Freden 1713 erhvervede han
Øvregeldern og endelig Anerkendelse af den preuss.
Kongetitel. S. A. kom han med i den store
nordiske Krig imod Sverige og erhvervede ved
Freden i Sthlm 1720 Forpommern mellem Oder
og Peene samt Wollin og Usedom mod at betale
3 Mill. Thaler. Dette var F.’s eneste Krig. Over
for Østerrig optraadte han fra først af meget
selvstændig og sluttede sig saaledes 1725 til
England og Frankrig (det Herrenhausiske
Forbund) imod Østerrig og Spanien (det Wien’ske
Forbund), men under Indflydelse af den østerr.
Gesandt Grev Seckendorff, der i fl. Aar ligefrem
dirigerede hans Udenrigspolitik, gled han snart
efter ind i Kejserens Kølvand. Ved to Traktater
(Wintershausen Oktbr 1726 og Berlin Decbr
1728) garanterede Preussen den pragmatiske
Sanktion mod at faa sikret sig Arvefølgen til
Berg, naar den Pfalz-Neuburg’ske Linie
uddøde. Det viste sig imidlertid senere, at Karl
VI vilde bryde dette Tilsagn; F. forbitredes
højlig herover og havde ved sin Død vendt sig
bort fra Alliancen med Østerrig. (Litt.: F.’s
ældste aandrige og satiriske Datter,
Markgrevinde Vilhelmine af Bayreuth, skrev paa Fransk
Memoirer [2 Bd, Braunschweig 1870], der gav
et meget tendentiøst Billede af Faderens Liv og
Karakter. Förster, »F. W.« [3 Bd, Potsdam
1835]; Droysen, »Gesch. der preuss. Politik«,
4. Del, Bd 2—4 [Leipzig 1869—70]; Ranke,
»Zwölf Bücher preusz. Gesch.«, Buch 5 u. 6
[2. Opl., Leipzig 1879]; Koser, »Friedrich der
Grosze als Kronprinz« [Stuttgart 1886];
Paulig, »F. W. I« [2. Opl. Frankfurt a. d. O. 1889];
Stadelmann, »Preuszens Könige in ihrer
Thätigkeit für die Landeskultur«, Bd 1 [Leipzig
1878]; Erdmannsdörffer, »Deutsche
Geschichte 1648—1740« II [1893]; »Die innere
Verwaltung des preuss. Staates unter F. W. I« [i
»Preussische Jahrbücher« XXVI).
(A. Frs.). L. K.
Frederik II, den Store, Konge af
Preussen (1740—86), f. i Berlin 24. Jan. 1712, d. paa
Slottet Sans-souci 17. Aug. 1786, Søn af
Frederik Vilhelm I og Sofie Dorothea af Hannover.
Ganske i sit
eget Billede
vilde Faderen
skabe denne
Søn, hvis rige
Evner snart
lagde sig for
Dagen. Men
F.’s Natur var
en helt anden
end den
udelukkende
praktiske Faders;
han vilde ikke
bøje sig under
Frederik
Vilhelm’s snævre
og brutale
Villie. Kampen
imellem dem
gav F.’s Ungdomsliv sit Præg; den blev en haard,
men modnende og styrkende Skole. Først
opdroges Drengen af en fr. Dame, der vakte hans
Interesse for det fr. Sprog, der altid siden blev
ham kærere end Tysk, som han aldrig lærte
at skrive fejlfrit (smlg. hans berømte
Randbemærkninger til Ansøgninger). Derpaa blev
General Finckenstein hans Opdrager og skulde
danne ham efter Faderens Hoved. I en streng
Moral i nøje Tilknytning til den protestantiske
Tro skulde han indøves; Orden og
Sparsommelighed skulde læres, og fra Undervisningen
udelukkedes systematisk alle æstetiske Fag;
Frederik Vilhelm selv fandt kun Regning og
Skrivning, Kameralvidenskaber, Historie og Geografi
for nødvendige. Men F.’s Interesser førte ham
videre; en fr. Emigrant, der en Tid blev hans
Lærer, vakte hans Sans for dyberegaaende
aandelig Syssel, og særlig i den fr. æstetiske og
filos. Litt. fandt han en Næring, han snart ikke
kunde undvære. Kun tilsyneladende føjede han
sig da for Faderens rigoristiske Leveregler; i
Smug supplerede han sin Uddannelse, han
tegnede, spillede paa Fløjte og søgte al Slags
 |
| Frederik II. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
