Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik Vilhelm II, Konge af Preussen - Frederik Vilhelm III, Konge af Preussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mange Børn. Meget tidlig traadte han imidlertid i
Forhold til Wilhelmine Enke, der, da han blev
Konge, gjordes til Grevinde af Lichtenau. Hun
bevarede sin Indflydelse paa ham til hans Død,
uden at det hindrede ham i at tage andre
Elskerinder. Han indgik endog Dobbeltægteskab
med to efter hinanden; den ene var Grevinde
Sophie Dönhof, der blev Moder til den senere
Preuss. Minister Grev Brandenburg. Efter sin
Tronbestigelse slappede han paa alle Maader de
stramme Tøjler, hvormed hans Farbroder havde
styret, og fl. Foranstaltninger i mild og
liberal Aand skaffede ham stor Folkeyndest. Men
snart bragte hans Interesse for Mysticisme og
uklar Religiøsitet samt hans Forbindelse med
de da florerende, hemmelige, frimureragtige
Selskaber (Rosenkreuzerordenen o. lign.) ham i
Hænderne paa uduelige, skinhellige Raadgivere
som Wöllner og Bischoffswerder. Nu gled
Styrelsen over i bigot, reaktionær Retning. Streng
Censur indførtes, og 9. Juli 1788 kom et Edikt
om Religionsvæsenet rettet imod Rationalismen
til Forsvar for ortodoks Kristendom. Medens de
nævnte Mænd støttede af Kongens national
tyske Antipati mod al fr. Indvirkning ledede
denne Reaktion mod F. II.’s Fritænkeri, kom der
overalt Demoralisation og Uorden i Regering
og Administration. Snart stod F. V. tillige midt
i de store Vanskeligheder, der fremkaldtes ved
den fr. Revolution. Udadtil var Hertzberg den
ledende Minister og førte en afgjort
antiøsterrigsk Politik, indtil F. V. lod ham falde (Juli
1791) og Aug. s. A. i Pillnitz aftalte Fællesoptræden
mod Frankrig med Kejser Leopold.
Krigen kom ved Frankrigs Krigserklæring Apr.
1792, men førtes uden Enighed, og med Øjnene
fæstede paa Polen sluttede Preussen Freden i
Basel 1795. Krigen ved Rhinen var ført slet, og
ved Freden svigtede F. V. ikke blot Østerrig,
men ogsaa Tysklands Interesser. Hans
Upaalidelighed over for Polen skaffede ham derimod
(1793 og 1795) stor Landudvidelse. Tidlig
nedbrudt ved sit uregelmæssige Liv døde F. V.
Hans Regering betegnede en vældig Nedgang i
Preussens Magt og Anseelse. (Litt.:
Häusser, »Deutsche Geschichte vom Tode Friedrichs
des Grossen bis zur Gründung des Deutschen
Bundes« [1. Bd, 4. Opl., Berlin 1869];
Treitschke, »Deutsche Geschichte im 19. Jahrhundert«
[1 Bd, 4. Opl., Leipzig 1886]; Sybel,
»Geschichte der Revolutionszeit« [1. Bd, 4. Opl., Frankfurt
a. M. 1882]; Philippson, »Geschichte des
preuszischen Staatswesens vom Tode Friedrichs
des Grossen bis zu den Freiheitskriegen« [2. Bd,
Leipzig 1880]; Cassel, »F. W. II« [Gotha
1886]; Paulig, »Friedrich Wilh. II, sein
Privatleben u. seine Regierung« [Frankfurt a. d.
Oder 1896]).
(A. Frs.). L. K.
Frederik Vilhelm III, Konge af Preussen
(1797—1840), Søn af Frederik Vilhelm II og
dennes anden Dronning, Frederikke Louise af
Hessen-Darmstadt, f. 3. Aug. 1770 i Berlin, d.
smst. 7. Juni 1840. Faderen bekymrede sig kun
lidt om hans Opdragelse, og Mænd, udvalgte af
Bedstefaderen, havde ledet den. Den bragte
ham imidlertid ikke stort Udbytte; han var
ikke begavet, og hans aandelige Synskreds
forblev altid snæver. Men han blev en
pligtopfyldende og arbejdsom Mand, jævn og af rene
Sæder. 1793 ægtede han den skønne og ædle
Prinsesse Louise af Mecklenburg-Strelitz; det
blev i de flg. svære Tider et gensidigt lykkeligt
Ægteskab. 16. Novbr 1797 besteg han Tronen
ved Faderens Død. Hans første Handlinger var
at rense ud ved Hoffet; Grevinde Lichtenau,
Wöllner og Bischoffswerder fjernedes; den
religiøse Tvang og Censuren opgaves. Saaledes
var Beg. god, men den hele Reformvirksomhed
var ikke dybtgaaende ell. omfattende. Hans
Udenrigspolitik var fremfor alt beregnet paa
at bevare Freden, men over for de urolige ydre
Forhold var F. V. ikke i Stand til i Længden
at sikre sit Land en heldig Stilling. Haugwitz
og Luchesini var hans Raadgivere, men
ængstelig, uden Initiativ og uden klart Overblik over
Begivenheder ell. Personer blev hans Politik
hverken resolut ell. behændig; han satte sig i
Reglen for smaa Maal under de store Kampe
og stræbte efter Neutralitet, hvor der burde
være handlet med Energi; naar han saa
handlede, var det belejlige Tidspunkt tabt, og
Ulykken ramte ham.
Freden i Lunéville og Forhandlingerne med
det tyske Rige skaffede ham 1803 Erstatning
for de Provinser, Preussen havde maattet
afstaa til Frankrig paa den venstre Rhin-Bred.
I Efteraaret 1805, da den tredie Koalitionskrig
udbrød, stod han vaklende; da Kejser Alexander
selv kom til Berlin, indgik de to Fyrster
4. Novbr et højtideligt Broderskab ved Frederik
den Store’s Kiste, og hemmelig nærmede
Preussen sig Koalitionen. Men Sejren ved
Austerlitz skræmmede tilbage. Haugwitz sluttede
Forbund med Napoleon, og 1. Apr. besatte
Preuss. Tropper Hannover, der skulde være
F. V.’s Belønning. Napoleon’s Holdning indgød
ham dog snart Mistillid, Dronning Louise
støttede Krigspartiet, og i Oktbr 1806 krævede
Preussen, at Napoleon skulde rømme Tyskland.
Krigen varede kun faa Uger, Slagene ved Jena
og Auerstädt afgjorde alt, og 27. Novbr holdt
Napoleon sit Indtog i Berlin. F. V. trængtes
længere og længere mod Øst, alt hans Haab var
Rusland; men da Tsar og Kejser efter ny
Kampe mødtes i Tilsit, svigtede Alexander sin gl.
Forbundsfælle og foretrak Napoleon’s Venskab.
Ved Freden 9. Juli 1807 mistede F. V. de halve
af sine Lande; Landene V. f. Elben kom til
Westfalen, de polske Provinser til
Storhertugdømmet Varszava.
Men baaret oppe af sin faste Pligtfølelse,
ildnet af sin højhjertede Dronning begyndte
Kongen paa sit Riges Genrejsning. Stein og
Hardenberg blev de ledende, og Fortjenesten af
det vældige Reformarbejde, der fandt Sted i de
flg. Aar, var deres og ikke F. V.’s. Kun i den
ny Hærordning tog han personlig Del; allerede
25. Juli 1807 havde han nedsat den berømte
Militærreorganisationskommission under
Scharnhorst’s Præsidium. Men ikke blot hans
Raadgiveres store Gerning, ogsaa hans egen jævne
Flid og den Værdighed, hvormed han og hans
Hustru bar de store Ulykker, gjorde F. V. og
hans Familie til Genstand for stor Folkeyndest;
den vaagnende tyske Nationalitetsfølelse fandt
i det preuss. Hof sit Midtpunkt. De flg. Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
