Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik Vilhelm III, Konge af Preussen - Frederik Vilhelm IV, Konge af Preussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var fulde af Ydmygelser p. Gr. a.
Afhængigheden af Frankrig; 24. Novbr 1808 maatte F. V.
saaledes efter Napoleon’s Trusler afskedige
Stein. Først i Decbr 1809 vendte Hoffet tilbage
til Berlin fra Königsberg, hvor det havde
opholdt sig siden 1807. 19. Juli 1810 ramtes
Kongen haardt af Dronning Louise’s Død.
Endnu i Febr 1812 maatte Preussen følge
Napoleon og indgaa Forbund mod Rusland, og
30000 Mand preuss. Tropper var med paa Toget
over Njemen. Storarmeens Undergang stillede
ham imidlertid fri. Han holdt sig dog en Tid
ængstelig tilbage, dels nærede han Frygt over
for Alexander’s polske Planer, dels saa han —
som ingenlunde besad almentyske, men kun
Preuss. Interesser — paa den tysk-patriotiske
Bevægelse med Mistænksomhed. Dog fulgte han
til sidst sine Ministres indtrængende Raad og
stillede sig i Forbund med Rusland i Spidsen
for Kampen for Tysklands Befrielse; 17. Marts
kom det klingende Opraab »An mein Volk«, og
Preussens Landeværn forstærkede den regulære
Armé. I de flg. Kampe delte F. V., hvor det
var muligt, sine Soldaters Møje og Farer og
viste sit personlige Mod. Efter Slaget ved
Leipzig vendte han tilbage til Berlin, 31. Marts 1814
holdt han sammen med Tsaren sit Indtog i
Paris. Ved Kongressen i Wien var han til Stede
og deltog i Krigen 1815. Preussen havde
bidraget meget til Sejren, men det havde været saa
stærkt svækket, at det under Østmagternes og
Vestmagternes Rivalisation ret naturlig kun fik
den nødvendigste Erstatning i den vestl. Del af
Sachsen og de store Landstrækninger ved
Rhinen (Westfalen og Rhin-Provinsen). Men Riget
havde dog faaet sin Plads mellem de europ.
Stormagter tilbage.
Efter Freden satte F. V. alle Kræfter ind paa
at ophjælpe sit Land og ydede Genoptagelsen
af Reformarbejdet en ærlig Støtte. Han var
bleven modnet i Ulykkesaarene, var stærkt
paavirket af en mild og varm Religiøsitet, hele
hans Person bar Præget af stor Godmodighed
og Bravhed. Men hans snævre Syn lod ham alt
for let glide ind i sine nærmeste Allieredes
reaktionære Politik, og han blev en tro
Tilhænger af den hellige Alliance. Ganske vist havde
han følt det som en Forpligtelse at indfri sine
Løfter fra 1813 om at tilstaa sit Folk en
politisk Frihed, i Maj 1815 havde han udtrykkelig
givet Tilsagn om Indførelsen af en
Stænderforfatning. Men de flg. Aars liberale Bevægelser
holdt ham tilbage, og han indfriede ikke sit
Løfte om en skreven Forfatning for Preussen;
tværtimod forfulgte han med Voldsomhed de
fri Rørelser og under trykkede Pressens Frihed.
Først 1823 skabte han de højst utilfredsstillende,
raadgivende, preuss. Provinsialstænder. Efter
Julirevolutionen gled han endnu stærkere ind i
politisk Reaktion. Det blev derimod hans Ære
at have støttet sine Ministre ved de mange højst
betydningsfulde materielle Reformer.
Finansvæsenet reorganiseredes, og den faste, preuss.
Administration forbedredes. Grunden lagdes til det
tyske Toldforbund, hvor Preussen først søgte
at samle de andre Stater om sig. Ogsaa
Undervisningsvæsenet forbedredes, og Kongens
personlige Interesse knyttede sig til de religiøse og
kirkelige Forhold; han redigerede selv Unionen
af 1817, der skulde hidføre en Forbindelse
mellem de to protestantiske Hovedkirker. I den
ydre Politik fulgte han den hellige Alliance
under Metternich’s Ægide. Han deltog i
Kongresserne i Aachen (1817) og i Verona (1822). Under
den græske Frihedskrig nærede han ingen
Interesse for Grækernes Kamp og støttede
væsentlig Ruslands Politik, og 1831 lettede han
Tsar Nikolaj Undertrykkelsen af den polske
Opstand ved at opstille Tropper langs Grænsen
og støtte de russ. Operationer paa forsk.
Maade. Han havde ønsket at hjælpe den holl. Konge
imod Belgien, men vovede ikke aktivt at gribe
ind. 1837 viste han sin Troskab mod
Reaktionen ved at støtte Ernst August i den
hannoveranske Forfatningsstrid.
Dronning Louise havde født ham 7 Børn,
deraf 4 Sønner. Den ældste af Sønnerne, Frederik
Vilhelm IV, blev hans Efterfølger, derefter kom
Vilhelm, den senere Kejser Vilhelm I, og
endelig Prinserne Karl (1801—83) og Albert
(1809—72). Af Døtrene ægtede Charlotte (1798—1860)
Tsar Nikolaj, Alexandra (1803—92) Storhertug
Poul Frederik af Mecklenburg-Schwerin, og
Louise (1808—70) Prins Frederik af Oranien.
9. Novbr 1824 indgik F. et nyt (morganatisk)
Ægteskab med Grevinde Augusta v. Harrach,
som han gjorde til Prinsesse af Liegnitz. Hun
fødte ham ingen Børn. (Litt.: Hippel,
»Beiträge zur Charakteristik F. W.’s III«
[Bromberg 1841]; Eylert, »Charakterzüge und
historische Fragmente aus dem Leben des Königs
von Preussen F. W. III« [Magdeburg 1841—45];
Duncker, »Aus der Zeit Friedrich d.
Grossen und F. W.’s III« [Leipzig 1876]; Gräfin von
Vosz, »Neunundsechzig Jahre am preussischen
Hofe« [5. Opl. Leipzig 1887]; W. Hahn, »F. W.
III und Louise« [3. Opl., Berlin 1877];
Stadelmann, »Preuszen’s Könige in ihrer Thätigkeit
für die Landeskultur«, 4. Del: F. W. III
[Leipzig 1887]; Treitschke, »Deutsche
Geschichte im 19. Jahrh.«; »Briefwechsel F. W. III und
Königin Louise mit Alex. I« [Leipzig 1900] og
mellem Kongen og Dronningen [smst. 1903],
udg af Baillen).
(A. Frs.). L. K.
Frederik Vilhelm IV, Konge af Preussen
(1840—61), f. 12. Oktbr 1795, d. 2. Jan. 1861,
ældste Søn af foreg. og Dronning Louise. Han var
af Naturen vel begavet og fik under Ancillon’s
Ledelse en meget omhyggelig Uddannelse.
1813—14 deltog han i Frihedskrigen, og 1823 fik han
Forsædet i Kommissionen om Provinsialstænders
Indførelse, ligesom han paa anden Maade
forberedte sig til sin vordende Kongegerning.
Desuden viste han stor Interesse for Videnskab
og Kunst, især for Bygningskunst, og færdedes
mest med deres Dyrkere. Paa sine Rejser rundt
om i Riget vandt han Ry for Vid og
Aandrighed; men i politiske og kirkelige Sager gjorde
en stærk romantisk Retning sig gældende hos
ham og fremtraadte i en afgjort Forkærlighed
for Adel og Standsinddeling (Adel, Borger og
Bonde, medens Arbejderne ikke ændsedes) samt
i Hang til mystisk Ortodoksi. Nutidens
Liberalisme var ham inderlig imod, og et patriarkalsk
»Kongedømme af Guds Naade« og »den
kristelig-germanske Stat« var hans Idealer. Han er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
