Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik III, Konge af Preussen og tysk Kejser - Frederik I, den Stridbare, Kurfyrste af Sachsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
senere ivrig at hævde den augustenborgske
Hertug Friedrich’s Krav paa
Schleswig-Holstein, indtil hans Afslag paa den preuss.
Regerings Forslag (som han selv billigede for den
tyske Enheds Skyld) gjorde enhver
Overenskomst umulig. I Krigen 1866 førte han med
Blumenthal som Stabschef den ene af de to
Hære, som faldt ind i Böhmen, og gjorde 3.
Juli Udslaget ved Königgrätz, idet han netop i
rette Tid kom sin Fætter Frederik Karl, som
førte den anden Hær, til Hjælp. Under de flg.
Fredsunderhandlinger støttede han kraftig
Bismarck over for sin Faders urimelige Paastande.
1869 overværede han Sueskanalens Aabning og
gjorde derefter en Rejse i det hellige Land.
Han viste 1870 stor Iver for Krigen mod
Frankrig, gav selv i Berlin Signalet »Krieg und Mobil«
og fik derefter Overbefalingen over de
sydtyske Hærafdelinger, der sammen med et Par
Preuss. Hærkorps dannede den tyske Hærs
venstre Fløj. Han aabnede Krigen 4. Aug.,
sejrede ved Weissenburg og 2 Dage senere ved
Wörth, rykkede over Nancy (16. Aug.) frem
mod Mac Mahon’s Hær og var med at omringe
den ved Sedan 1. Septbr; omsluttede senere
Paris og forblev i Hovedkvarteret i Versailles
under hele Belejringen. De store Resultater,
der vandtes under hans Ledelse, skyldtes
vistnok fuldt saa vel Blumenthal, der ogsaa denne
Gang var hans Stabschef. Derimod fik han den
største Bet. som Deltager i Forhandlingerne om
Tysklands ny Ordning, idet han med
Ihærdighed trængte paa, at man skulde bruge Tiden
til at gennemføre Tysklands Enhed og
genoprette Kejserværdigheden, og her havde at
overvinde baade Faderens og Bismarcks Modstand.
Ved Fredsunderhandlingerne ønskede han at
vise større Skaansomhed mod Frankrig og
vilde ikke aftvinge det Metz, men kun Elsass
og det tyske Lothringen. Derefter blev han
Generalinspektør for de sydtyske Tropper og
forstod at gøre sig meget yndet i denne Stilling
og at mildne Folkestemningen imod Preussen.
1878 var han 1/2 Aar Regent under Faderens
Sygeleje efter Nobiling’s Mordforsøg, men uden
virkelig Myndighed, og 1884 blev han vel
Formand i det nyoprettede Statsraad, men øvede
ellers ingen Indflydelse paa Rigets Styrelse, da
Bismarck ikke samstemmede med ham og
derfor ikke taalte hans Indblanding. Som Protektor
for de offentlige Samlinger, siden 1871, viste
han stor Iver for deres Udvidelse saavel som
for Udgravningerne i Olympia, og desuden
støttede han villig sin Ægtefælles human-sociale
Virksomhed. Imod Antisemitismen udtalte han
sig aabent, og skønt Stormester for Frimurerne
brød han med dem, da de ikke vilde opgive
deres uhistoriske Traditioner. Novbr 1885
gjorde han et længere Ophold i Spanien til
Oprejsning for den Forhaanelse, Kong Alfons XII
havde lidt i Paris, og rejste derefter til Rom,
hvor han knyttede nøje Venskab med den
senere Kong Umberto; Kbhvn havde han allerede
besøgt 1873. Jan. 1887 angrebes han af et
Halsonde, som snart medførte Hæshed, og Maj s. A.
viste sig en Svulst, som tyske Læger straks
erklærede for Kræft og vilde borttage ved en
Operation — hvad der formentlig kunde
forlænge hans Liv —, medens den eng. Læge
Mackenzie, til hvem han selv nærede fuld Tillid,
ikke vilde indse Faren ell. dog ikke vedgaa
den af Frygt for, at den kunde medføre
Prinsens Udelukkelse fra Tronen. Et Besøg i
England og senere i Tyrol medførte ingen Bedring,
og den Operation, som de tyske Læger tilraadede,
afviste han; han tog imidlertid Ophold i
San Remo ved Genua Bugten, hvor han nød
den ømmeste Pleje af sin Ægtefælle og sine 3
yngre Døtre, medens Sygdommen gik stærkt
frem og nedbrød hans Kraft. Endelig foretoges
Febr 1888 en Operation, hvorefter han helt
mistede Evnen til at tale og indskrænkedes til
at nedskrive sine Ord. Dog rejste han straks
efter Faderens Død 9. Marts til Berlin og
overtog Regeringen, vel vidende, at den ikke
vilde vare længe. De store Forventninger, man
havde sat til ham som en frisindet og ægte
konstitutionel Fyrste, gik derfor ikke i Opfyldelse,
fordi der knap levnedes ham en Regeringstid
af 100 Dage. Vel fjernedes den reaktionære
Indenrigsminister Puttkamer, og den friere
Retning i Tyskland vandt bedre Fodfæste. Som
Følge af Bismarck’s afgjorte Modstand opgav
han et paatænkt Ægteskab mellem Datteren
Victoria og Fyrst Alexander af Bulgarien.
Hans Død vakte oprigtig Sorg i hele Tyskland,
og mange Mindesmærker er senere rejste over
ham, bl. a. Rytterstatuer i Leipzig 1888, Köln
1903 og i Berlin 1903; ogsaa 1895 paa
Valpladsen ved Wörth.
Han fulgtes paa Tronen af sin Søn Vilhelm II;
hans yngre Søn Heinrich blev Storadmiral,
Af Døtrene ægtede Charlotte (f. 1860) 1878
Arveprins, senere Hertug Bernhard af
Sachsen-Meiningen, Victoria (f. 1866) 1890 Prins
Adolf af Schaumburg-Lippe, Sofie (f. 1870) 1889
den gr, Kronprins, nu Eks-Konge Konstantin, og
Margrete (f. 1872) 1893 Landgrev Frederik af
Hessen. — Oktbr 1888 udgav Geffcken et Uddrag
af hans Dagbog under Krigen 1870—71 (ogsaa
overs. paa Dansk), som vakte megen Opsigt og
stor Vrede hos Bismarck. (Litt.: Marg v.
Poschinger, »Kaiser F. III« [3 Bd, Berlin
1898—1900]; Philippson, »Das Leben Kaiser
Friedrichs III« [Wiesbaden 1900]; v. Müller
Bohn, »Kaiser Friedrich der gütige« [Berlin
1900]).
E. E.
Frederik I, den Stridbare, Kurfyrste
af Sachsen, Søn af Frederik den Strenge,
f. 1369, d. 1428. Ved den wettinske Landdeling i
Chemnitz (1382) fik han sammen med sine to
Brødre Vilhelm og Georg Osterland, de
vogtlandske Distrikter og Landsberg, hvilke
Besiddelser senere udvidedes ved Køb og Arv
saaledes bl. a. af Meissen (1410). F. var den
betydeligste af Brødrene og arvede efter den enes
Død og den andens Overgang til den gejstlige
Stand deres Besiddelser (1402 og 1425). Han
tog ivrig Del i den sydtyske Bykrig (1388) og
understøttede senere den tyske Orden mod Polen;
med Kejser Wenzel laa han af Familiegrunde
i Strid; han modtog derfor de fra Prag
fordrevne Professorer og Studenter med aabne
Arme og lagde saaledes Grunden til Univ. i
Leipzig (1409). Hussitter-Bevægelsen nærmede
ham imidlertid til Kejser Sigismund, og fra 1420
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
