Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling / 865 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik August II, Konge af Sachsen - Frederik August III, Konge af Sachsen - Frederik August I og II (Kurfyrster af Sachsen og Konger i Polen) - Frederik II, »med Sølvbenet« - Frederik I, Storhertug af Baden - Frederik I, den Sejrrige, Kurfyrste af Pfalz

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

i Strid med Landdagens radikale Flertal, og
efter dens Opløsning udbrød 3. Maj en Opstand
i Dresden, der nødte ham til at flygte til
Fæstningen Königstein, og som først undertryktes
ved tilkaldte preuss. Tropper. Han sluttede sig
derefter til Trekongeforbundet og den saakaldte
Union, men gik Febr 1850 over til Preussens
Modstandere, og efter en ny Strid med
Landdagen herom lod han Aug. s. A. Forfatningen
af 1831 træde i Kraft igen og politisk Reaktion
fuldstændig raade. Personlig var han en Ven
af Kunst og Videnskab, dyrkede særlig Botanik
og var en dygtig Landskabstegner. Han var to
Gange gift, 1819 med Kejser Frants I’s Datter
Karoline (1801—32) og 1833 med Marie, Datter
af Kong Maximilian I af Bayern (1805—77).
E. E.

Frederik August III, Konge af Sachsen,
f. i Dresden 25. Maj 1865 som Søn af Georg,
senere Konge af Sachsen, indtraadte efter et
kortere Studieophold i Strassburg og Leipzig i
den sachsiske Hær, senere i den Preuss.
Hans Ægteskab med Louise af Toscana opløstes
1903 p. Gr. a. hendes Utroskab. 15. Oktbr
1904 besteg han Tronen ved Faderens Død.
Han udnævntes 1911 til Generalfeltmarskal, men
gjorde ikke aktiv Tjeneste under Krigen.
Novbr 1918 tvang den revolutionære Bevægelse
ham til at abdicere.
P. L. M.

Frederik August III.

Frederik August I og II (Kurfyrster af
Sachsen og Konger i Polen), se August II og
III (Kurfyrster af Sachsen).

Frederik II, »med Sølvbenet« (1633—1708),
Landgreve af Hessen-Homburg, Søn af Landgrev
Frederik I. Han studerede i Genève og
lærte Krigsvæsen paa vidtstrakte Rejser i
Italien og Frankrig. Efter Karl X Gustaf’s
Tronbestigelse kom han i sv. Tjeneste og blev
Generalmajor under de polske Felttog. Han fulgte
med paa Toget mod Danmark 1657 og mistede
under Kbhvn’s Belejring 1659 sit venstre Ben,
der erstattedes ved et kunstigt, delvis af
Sølv forfærdiget Ben, der skaffede ham hans
Tilnavn. Efter Karl Gustaf’s Død forlod han den
sv. Tjeneste, tjente senere en Tid hos den store
Kurfyrste og aabnede Slaget ved Fehrbellin 1675.
1681 blev han ved sin ældste Broders
Død Landgreve og sørgede som saadan godt for
sit Lands Opkomst, indkaldte fr. Hugenotter og
byggede Staden Homburg. Han var tre Gange
gift, først med den sv. Adelsdame Margareta
Brahe (1661—68).
(A. Frs.). L. K.

Frederik I, Storhertug af Baden 1856—1907
(f. 1826, d. 1907), Søn af Storhertug Leopold
(1790—1852) og den sv. Konge Gustaf IV’s Datter
Sofie (1801—65). Han studerede i Heidelberg
og Bonn og blev tidlig paavirket af Dahlmann’s
nationale og liberale Ideer; fulgte 1848 med
Wrangel’s Stab i Krigen mod Danmark. Efter
Faderens Død 1852 blev han Regent for sin
ældre aandssløve Broder Ludvig II (1824—58),
men antog Septbr 1856 selv Titel af Storhertug
og ægtede kort efter Louise, Datter af den
senere Kong Vilhelm I af Preussen (f. 1838).
Da Landdagen 1860 havde forkastet Konkordatet,
fjernede F. sit konservative Ministerium og
sluttede sig afgjort til en frisindet og enhedstysk
Politik. Han tog vel Del i Fyrstemødet i
Frankfurt 1863, men kun for at hævde, at
Tysklands Enhed ikke kunde gennemføres uden
Preussens Medvirkning. Skønt han personlig
billigede Planen om en ny Forbundsordning under
Preussens Ledelse, blev han dog nødt til at
deltage i Krigen mod Preussen 1866, men trak
sig tilbage herfra saa snart som muligt og
støttede siden ubetinget Preussens Politik.
Han ønskede Badens Tilslutning til det nordtyske
Forbund og tog en preuss. General til
Krigsminister. 1870 fulgte han med sine Tropper
i Krigen mod Frankrig, bl. a. ved Strassburgs
Belejring, og var saare virksom i Forhandlingerne
om det tyske Riges Genoprettelse. Under
hans Styrelse gik Baden forrest bl. de tyske
Stater, som hyldede Fremskridtet. Hans Søn
Frederik, f. 9. Juli 1857, blev 1907 hans
Efterfølger som F. II (indtil 1918), og Datteren
Victoria, f. 1862, ægtede 1881 den nuv. Kong
Gustaf af Sverige.
E. E.

Frederik I, den Sejrrige, Kurfyrste af
Pfalz, Søn af Ludvig III af Pfalz, (1425—76).
1449 blev han Formynder for sin 1-aarige
Brodersøn Filip; men faa Aar efter overtog han
selv Regeringen for sin Livstid mod at adoptere
Filip og forpligte sig til ikke at indgaa
noget standsmæssigt Ægteskab (1451).
Arrogationen, som denne Ordning kaldtes, mødte
stærk Modstand hos Kejser Frederik III, der
nægtede at stadfæste den, og Fjendskabet med
Kejseren bevirkede, at F. sluttede sig til
Reformpartiet, hvis vigtigste Medlem han blev.
Der var endog Tale om at opstille ham som
rom. Konge (1456), en Plan, der dog strandede
paa Fyrsternes indbyrdes Uenighed. De tyske
Fyrster var paa denne Tid spaltede i to
Grupper, af hvilke den ene lededes af Albrecht
Achilles af Brandenburg, den anden af F. og
Ærkebisp Diether af Mainz. Denne blev afsat
af Paven, men understøttedes af F., der i
Slaget ved Seckenheim (1462) fangede sine
farligste Modstandere Markgreven af Baden og
Greven af Württemberg og ikke vilde opgive
Diether’s Sag, førend denne selv gav efter.
Mod store Indrømmelser anerkendte han derpaa
hans Efterfølger Adolf af Nassau; selv vandt han
meget ved denne Politik, men Reformpartiet
tabte. Med Kejseren stod han, paa et kort
Tidsrum nær, vedblivende paa en spændt Fod og
indstævnedes endog 1474 for Fyrsteretten i
Augsburg, hvor han dømtes fra Kurværdigheden og
erklæredes i Rigens Acht for Majestætsfornærmelse.
(Litt.: Häusser, »Geschichte der
Rheinischen Pfalz I« [Heidelberg 1856]).
(M. M.). L. K.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>