Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik Vilhelm, Kurfyrste af Hessen - Frederik Frants II, Storhertug af Mecklenburg-Schwerin - Frederik, Hertug af Württemberg - Frederik Hendrik, en lav, flad og skovbevokset Ø - Frederik Hendrik, Statholder i Nederlandene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den nordtyske Union. Dog allerede Febr 1850
tog han sin tidligere Raadgiver Hassenpflug
paa ny til Minister, brød med Preussen og
yppede Strid med Landdagen. Da Tropperne atter
svigtede ham, nødtes han til at forlade Landet,
indtil en østerr.-bayersk Eksekutionshær havde
genoprettet hans Myndighed. Nu blev ikke alene
Forfatningsændringerne fra 1848 omstyrtede,
men selve Forfatningen 1831 omlavet efter hans
Tykke, og en streng Reaktion indtraadte. Dog
vedblev Landdagens Modstand, og 1855 maatte
han fjerne Hassenpflug, 1860 søgte han at
dæmpe Misnøjen ved at udstede en ny Forfatning,
men blev endelig Decbr 1862 ved preuss. Trusler
tvunget til at genoprette den lovlige Forfatning.
Dog søgte han stadig at omgaa den saaledes
paanødte Ordning, ligesom han i mindre Spørgsmaal
haardnakket hævdede sin Myndighed og til
stor Skade for Undersaatternes Tarv jævnlig
blandede sig i Forvaltningens mindste Enkeltheder.
Ogsaa i sine private Forhold viste han sig raa
og hensynsløs. I det tyske Spørgsmaal sluttede
han sig afgjort til de andre Mellemstatsregeringer
og afslog 1866 baade Landdagens Opfordring
til at forblive neutral og Preussens
Tilbud om at indtræde i det nordtyske
Forbund. Kurhessen blev derfor besat af preuss.
Tropper og han selv ført som Fange til Stettin,
indtil han Septbr sluttede Aftale om sin private
Formue og lovede at finde sig i sin Skæbne.
1867 bosatte han sig i Böhmen; men da han herfra
søgte at bekæmpe det preuss. Herredømme i
Kurhessen, standsedes Jan. 1869 de lovede
Udbetalinger. Indtil sin Død troede han paa sin
Genindsættelse og protesterede 1873 mod sin Arving,
Landgrev Frederik’s Forlig med Preussen.
E. E.
Frederik Frants II, Storhertug af
Mecklenburg-Schwerin 1842—83 (f. 1823, d. 1883),
Søn af Storhertug Poul Frederik (1800—42) og
Alexandrine, Datter af Frederik Vilhelm III af
Preussen. Han gik vel 1849 ind paa en
nymodens fri Forfatning; men da Adelen rejste
Modstand derimod og fik Medhold andensteds,
lod han den igen falde og gav Reaktionen frit
Spil saavel paa verdsligt som paa kirkeligt
Omraade. Paa Fyrstemødet i Frankfurt 1863
udtalte han sig bestemt imod parlamentariske
Former for Tysklands Styrelse. Derimod sluttede
han sig 1866 til Preussen, tiltraadte det
nordtyske Forbund og 1868 tillige Toldforeningen,
men vilde ikke indrømme nogen Ændring i
Mecklenburgs middelalderlige Forfatning.
Som Preuss. General førte han 1866 et Korps
imod Bayern og 1870 imod Frankrig, hvor han
efterhaanden indtog Toul og Soissons, kæmpede ved
Orléans og Le Mans og til sidst besatte Rouen.
Hans Søn Frederik Frants III, Storhertug
1883—97 (f. 1851, d. 1897), var siden 1879 gift
med den russiske Storfyrstinde Anastasia
Michailovna (f. 1860) og blev Fader til den nuv.
danske Dronning Alexandrine og til den preuss.
Kronprinsesse Cæcilie, samt til Efterfølgeren
Frederik Frants IV (f. 9. Apr. 1882), som
1904 ægtede Hertugen af Cumberland’s Datter
Alexardra (f. 29. Septbr 1882). Af hans Brødre
blev Johan (f. 1857) 1907—13 Regent i
Braunschveig, og Heinrich (f. 1876) 1901 gift
med Dronning Vilhelmine af Nederlandene.
E. E.
Frederik, Hertug af Württemberg 1797—1805
og Konge 1806—16 (f. 1754, d. 1816), Søn af Hertug
Frederik Eugen, var ligesom sin Fader i preuss.
og 1782—87 i russ. Krigstjeneste. Han kom først
1790 til Württemberg og blev 23. Decbr 1797
Hertug. Imod Landdagens Villie tog han 1799
Del i Krigen mod Frankrig og maatte derfor
flygte til Wien; han medtog Statskassen og
nægtede siden at udrede nogen Del af den Sum,
Landet maatte bøde i Brandskat. 1801 vendte
han tilbage og fik 1803 ikke alene rigeligt
Vederlag for de vestrhinske Lande, som Frankrig
havde taget, men tillige Kurfyrsteværdigheden.
1805 søgte han at forblive neutral, men
nødtes af Napoleon I til at gaa med og
lønnedes med Kongetitel og med saa store
Landudvidelser, at han efterhaanden fik baade
sit Land og dets Folketal mere end fordoblet.
Efter at have ligget i stadig Strid med
Landdagen tiltog han sig 1805 fuld Enevælde,
styrede med Haardhed og Vilkaarlighed, men med
ikke ringe Dygtighed. Den middelalderlige
Samfundsordning nedbrødes, og en god Forvaltning
indrettedes. Ødsel og pragtelskende plagede han
dog Folket med tunge Skatter, og Bønderne
led under hans rasende Jagtlyst. Ogsaa brugte
han uden Betænkning Stokkeprygl og gjorde
egenraadig Folk til Soldater, naar han fandt for
godt: selv hans Hustru og Børn led under hans
Raahed. Skønt han omhyggelig hævdede sin
Magt og Værdighed over for Napoleon, blev
han ham tro indtil Nederlaget ved Leipzig 1813
og dadlede General Normann’s Overgang til
Fjenden; men kort efter sluttede han sig til
de forbundne Fyrster, da de sikrede ham alle
hans Lande. Paa Kongressen i Wien talte han
baade imod det tyske Forbunds Oprettelse og
imod Tilsagnet om fri Forfatninger; hans sidste
Dage hengik med Stridigheder herom. I sit
Ægteskab med Augusta Karoline af Braunschweig
(1764—88) havde han 2 Sønner, Vilhelm I
og Poul (1785—1852), Farfader til Kong (indtil
1918) Vilhelm II, og en Datter Katharine
(1783—1838), som 1807 ægtede Jérome Bonaparte.
Anden Gang var han gift med Charlotte, Datter
af den eng. Konge Georg III (1766—1828).
E. E.
Frederik Hendrik, en lav, flad og
skovbevokset Ø paa Sydkysten af Ny Guinea, fra
hvilken den er skilt ved en smal Kanal, c.
11000 km2.
C. A.
Frederik Henrik, Statholder i Nederlandene,
Søn af Vilhelm af Oranien og Louise af
Coligny (1584—1647). Han havde faaet en
udmærket Opdragelse og viste tidlig store Anlæg,
især i milit. Henseende. Efter Halvbroderen
Moritz’ Død 1625 blev han Generalkaptajn,
Admiral og Statholder i Holland, Gelderland,
Zeeland, Utrecht og Overijssel. I Kampen mod
Spanien (Erobringen af Herzogenbusch 1629, af
Maastricht 1632, af Breda 1637 m. m.) viste
han sig som en af sin Tids største Feltherrer.
Mænd som Turenne, Karl X Gustaf og den
store Kurfyrste opholdt sig som unge ved hans
Hovedkvarter for at lære Krigskunst. Desuden
var F. H. en betydelig diplomatisk Begavelse.
Ved Forbund med Frankrig, Sverige og
Danmark afværgede han den truende Fare for
Habsburgernes Overmagt. Da han var vennesæl,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
