Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling / 899 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fredskys - Fredspibe - Fredssagen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

det træffes endnu hos visse Sekter (f. Eks.
Herrnhuterne); i den gr.-kat. Kirke bruges det
endnu som Hilsen Paaskemorgen.
L. M.

Fredspibe, særlig udstyret Tobakspibe, der
hos mange nordamerikanske Indianere
benyttedes ved Fredsslutninger. Som de fleste andre
indianske Piber havde den et lille Hoved,
dannet af en rød Skiferart, og et
1/2—1 m langt, lige Rør af Asketræ, prydet paa
forsk. Maade, især med Fjer og Messingtraad, men
F. havde en Ørnevinge bundet til ell. hængende
ved Røret. Den opbevaredes af Høvdingene og
anvendtes kun ved Fredsslutningerne under
bestemte Ceremonier til Besegling af Forliget.
Da de gl. Tobakssorter efter Europæernes
Komme ellers mest fortrængtes af ny, vedblev de,
og alene de, at bruges til F. Ogsaa ved andre
Ceremonier anvendtes stundom Tobakspiber.
H. A. K.

Fredspiber.

Fredssagen omfatter som Fællesnavn de
Bestræbelser, der i vore Dage gøres for at faa
afskaffet Krigen som Middel til folkeretlige
Tvistemaals Løsning ell. dog faa Brugen deraf
indskrænket. Menneskelighedsfølelsen oprøres
med Føje over det Offer af talløse Menneskers
Liv og Helbred, som en Krig nødvendigvis
medfører — især fordi Hærenes Størrelse bestandig
vokser — og ved den Tilintetgørelse af
Menneskers Lykke og Velfærd, som følger dermed.
Det staar ogsaa som en Spot over vor højt
priste Civilisation, at Videnskabens Fremskridt
ogsaa viser sig i Opfindelsen af stedse
voldsommere Krigsredskaber, medens store aandelige
Skatte let gaar tabt under en Krig, og de
aandelige Arbejder afbrydes og forsømmes. Især
krænkes dog Retfærdighedsfølelsen, fordi
Stridens Afgørelse ikke afhænger af, hvad der
erkendes for ret og billigt, men kun af, hvilken
af Parterne der er stærkest og bedst forberedt
til en Kamp, ɔ: har de største, bedst uddannede
og udrustede Stridskræfter samt de dygtigste
Førere. Endelig paafører Forsvarsvæsenets
Udvikling allerede i Fredstid Folkene en
umaadelig Byrde, dels i den personlige Militærtjeneste,
som netop i vore Dage mere og mere er
blevet udstrakt til alle Samfundsklasser, dels i de
voksende Udgifter til Krigsmateriellets
Udvidelse og Forbedring.

Derfor blev Tanken allerede for 300 Aar
siden henvendt paa at finde en anden Afgørelse
af Stridsspørgsmaal mellem Folkene, som
bedre kunde stemme med Retfærdighedens Krav
og Menneskelighedens Ønsker. Første Gang kom
den til Orde i Skriftet Nouveau Cynée
(1623) af Franskmanden Eméric la
Croix, der foreslog en
international Forbundsdag i Venezia med
Sendemænd fra de forsk. europ. Folk, for
derved at sikre alm. Fred og Handelsfrihed.
50 Aar senere udviklede Tyskeren Leibniz
i sin Afh. De jure supremalus (1677),
hvorledes »et vedvarende Parlament (consilium)
ell. et derfra udgaaet Raad (senatus) for
det kristne Samfund langt virksommere kunde
udrette, hvad der da skete ved Forbund,
Mæglinger og Garantier, naar dets venskabelige
Mellemkomst støttedes ved den Myndighed, der
udgik fra Kristenhedens tvende Overhoveder,
Kejseren (d. v. s. den tysk-rom. Kejser) og Paven«.
Lidt senere (1693) udtalte Engelskmanden W. Penn,
i Overensstemmelse med sine Trosfællers,
Kvækernes Lære, Tanken om en alm. Fred
for Europa i Nutid og Fremtid ved Dannelsen
af et fælles Parlament. I 18. Aarh. er det igen.
en Franskmand, der rejser Spørgsmaalet,
nemlig Abbé de St. Pierre, idet han 1713 i sit
Skr, Projet de paix perpetuelle (3 Bd, Utrecht)
udvikler Planen til et Statsforbund med fælles
Forvaltning, Beskatning og Hærmagt, samt med
retlig Tvang imod den Stat, som nægtede at
adlyde Forbundets Beslutninger. Henimod 18.
Aarh.’s Slutn. kommer den samme Tankegang
til Orde baade i J. Bentham’s Afh. Universal
and perpetual peace (1789), hvori foreslaas en
vedvarende Kongres med en Sendemand for
hver Stat og en fælles Domstol til Paakendelse
af Tvistemaal mellem Staterne, og i J. Kant’s
Skrift »Zum ewigen Friede« (1795, overs. 1889),
der hævder, at en Retstilstand kun kan tænkes
imellem Folkene, saafremt de ligesom de enkelte
Personer inden for Staten underordner sig en
retlig Afgørelse. 1814 fremsatte Franskmanden
Saint-Simon, Socialismens Ophavsmand,
sammen med den store Historieskriver
Augustin Thierry, »en Plan til det
europæiske Samfunds Reorganisation«. Dette
skulde opnaas ved en øverste Voldgiftsret og
en Kongres af fyrstevalgte Sendemænd, medens
Oprettelsen af en virkelig Forbundsdag i to
Kamre og med folkevalgte Medlemmer stod som
det fjernere Maal. Enhver Magt, som brød
Traktaterne, skulde sættes i Europas Band og
bekæmpes med fælles Kræfter. Det er vel værd
at lægge Mærke til, at i Løbet af 25 Aar, netop
medens Europa hjemsøgtes af vedholdende
Krige, havde Fredstanken en fremragende
Talsmand i hvert af dets tre Hovedfolk, aldeles
ligesom Tilfældet havde været i 17. Aarh. Paa
sin Vis vilde jo ogsaa »den hellige Alliance«
1815 sikre en varig Fred.

Kort efter dannedes i Nordamerika de første
Fredsforeninger (Peace Society), 1815
i New York og Boston, 1816 i Philadelphia;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>