Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fredssagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1828 sammensmeltedes en Del af disse til
The American Peace Society, som endnu bestaar.
1816 dannedes en lgn. i London, vistnok den
største og vigtigste af alle, men med
overvejende kvækersk Præg. Den fremkaldte 1843 den
første Fredskongres i London, og 1848—53
holdtes endnu 5 saadanne i Bryssel, Paris,
Frankfurt a. M., London og Edinburgh, med
Nordamerikaneren Elihu Burrit, Engelskmanden
R. Cobden og Belgieren Ducpétiaux
til Ledere. Den førstnævnte virkede
desuden for Tankens Udbredelse ved sine
veltalende »Olieblade« (1853, overs. paa mange
Sprog).
De eng. Fredsvenner søgte 1854 at hindre
den orientalske Krigs Udbrud ved at skikke
Udsendinge til den russ. Kejser Nikolaj I. Efter
at have hvilet en Aarrække, medens samtidig
Europas Landkort væsentlig ændredes ved Italiens
og Tysklands Samling, optoges F. 1867 af den
saakaldte Freds- og Frihedsligue, som
holdt sin første Kongres i Genève (den 25. holdtes
1891), men som næsten kun fik Tilslutning af
Mænd af udpræget radikal Retning (Garibaldi,
V. Hugo og J. Jacoby) og aldrig vandt nogen
Indflydelse. 1867 dannedes ligeledes en
Fredsforening i Paris, og efterhaanden kom lgn. i
de fleste andre Lande i Europa, især i Italien,
dog ogsaa, om end i ringere Grad, i Tyskland,
1882 i Danmark (opr. som »Forening til Danmarks
Neutralisering«), 1883 i Sverige og 1885
i Norge (fornyet 1895). Den danske udsendte
1890—1900 12 Smaaskrifter og samlede 1893
over 240000 Underskrifter paa en Adresse til
Regering og Rigsdag til bedste for F.; de sv.
Kredsforeninger indgav ligeledes 1893 en
tilsvarende Adresse med 250000 Underskrifter.
Endvidere dannedes 1868 i Philadelphia en
Universal Peace Association og 1880 i England en
International peace and Arbitration Association,
der begge har vundet stor Udbredelse og
udfoldet en ivrig Agitation. 1892 oprettedes et
Fredsbureau i Bern som et Bindemiddel
mellem alle Fredsforeninger og Fredsbestræbelser;
1903 et Institut international de la Paix
i Monaco, oprettet af en Del fremragende
Pacifister, hvorhos der 1902 aabnedes et
»Krigs- og Fredsmuseum« i Luzern, grundlagt
af den russ. Statsraad J. v. Bloch, Forf. til det
store Skr. om Krigen (1895). Efter A. Nobel’s
Testamente 1896 oprettedes den Nobel’ske
Fredspræmie, der siden 1901 aarlig er
blevet uddelt af det norske Storting med omtr.
140000 Kr (dog kun indtil 1913).
Desuden holdtes 1889—1913 en Række
Verdens-Fredskongresser, den første i
Paris, derefter i London, Rom o. fl. a.
Hovedstæder (1910 i Sthlm), og endvidere fl. store
Fredsmøder for enkelte Lande (saaledes 1902
paa Himmelbjerget med Bj. Bjørnson som
Taler).
Som et særskilt Led i Fredsbestræbelserne
maa fremhæves de interparlamentariske
Konferencer, d. v. s. Møder af
Folkerepræsentanter fra alle Lande i Europa; den
første holdtes 1889 i Paris, den sidste (18.)
1913 i Haag; Tallet paa de Parlamentsmedlemmer,
som har sluttet sig hertil, har stadig været
voksende (var allerede 1908 5000), men noget
virkeligt Udbytte er ikke fremkommet. Der er
ogsaa siden 1907 holdt særlige interparlamentariske
Konferencer for de tre nordiske
Riger, skiftevis i de tre Hovedstæder; den
sidste (10.) i Kbhvn 1918.
Desværre har disse Møder nærmest været af ren
akademisk Art, idet man under Forhandlingerne
ikke har vovet at give sig i Lag med
netop de Spørgsmaal, der staar de enkelte Folk
imellem og derved vanskeliggør en varig Fred.
Bl. de Mænd, der ivrigst har arbejdet for F.,
bør nævnes Engelskmændene H. Richard,
mangeaarig Sekretær for Fredsforeningen i
London, Hodgson Pratt, Leder af
internationale Voldgiftsforeninger, og R. Cremer,
der sammen med Franskmanden F. Passy
var Ophavsmand til de interparlamentariske
Konferencer, den fr. Baron d’Estournelles,
som 1903 har stiftet den fr. parlamentariske
Gruppe for mellemfolkelig Voldgift,
Belgieren Émile de Laveleye, Schweizeren
Ruchonnet, Russeren Grev Komarovski,
den østerr. Friherreinde Bertha von
Suttner, og Danskeren Fr. Bajer, efter
hvis Forslag Fredsbureauet kom i Stand.
Medens de videstgaaende Fredsvenner
allerede længe har stillet Krav paa »alm.
Afvæbning«, d. v. s. Aftale mellem Staterne
om en samtidig og væsentlig Indskrænkning af
Troppestyrkerne og om Indsættelse af en international
Voldgiftsret, ja endog i Tankerne ser »Europas
forenede Stater« i Lighed med Nordamerikas,
har de maadeholdne indskrænket sig til at
fremsætte Forslag om, at Staterne skulde love,
især ved Afslutning af ny Traktater, at ville
underkaste sig Voldgiftskendelse i alle
Stridsspørgsmaal, som deraf mulig vilde opstaa, ell.
om at enkelte omstridte Landskaber (f. Eks.
Elsass-Lothringen) ell. enkelte Farvande (f. Eks.
Øresund), saakaldte »interoceanske Samfærdselsveje«,
skulde neutraliseres, saaledes som det
allerede fastsattes for Schweiz 1815, Belgien
1831 og Luxembourg 1867, samt senere for
Sues-Kanalen 1887 og Panama-Kanalen.
Tanken om regelret Brug af Voldgift
fremsattes paa Paris-Kongressen 1856, idet den eng.
Sendemand Jarl Clarendon efter R. Cobden’s
Opfordring foreslog — og fik vedtaget —
Udtalelsen af det alm. Ønske, at Staterne
fremtidig saa vidt muligt vilde paakalde en
venskabelig Magts Mægling, inden de begyndte en
Krig. Ønsket tiltraadtes dengang af 40
Regeringer, men det blev desværre hverken 1859,
1866 ell. 1870 taget til Følge af de Stormagter,
som havde været med at udtale det, nemlig
Østerrig, Preussen og Frankrig. Derimod
brugtes Voldgift med Held mellem England og
Nordamerika 1871—72 i »Alabama-Sagen« og 1872
i Striden om San Juan, endvidere 1886 mellem
Tyskland og Spanien om Besiddelsen af
Karolinerne, hvorved Paven var Voldgiftsdommer,
og senere i mange andre, dog alle mindre
Tvistemaal. (Fra Tidsrummet 1881—1900 opregnes
111 saadanne Tilfælde). Derfor vedtog ogsaa
fl. lovgivende Forsamlinger (det eng. Underhus
og det ital. Deputeretkammer allerede 1873,
den nordamerikanske Kongres 1874, det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
