Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frosta - Frostating - Frostatingsloven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
enkelte Bugter benyttes som Ankerplads;
Farvandet er dog vanskeligt, særdeles haardt, med
stærk Strøm og svær Sø, hvortil ikke lidet
bidrager den store Forskel — 3 à 4 m — mellem
Flod og Ebbe. Bebyggelsen er særdeles god,
med fl. store Gaarde, af hvilke mærkes Ryg
og Logtun straks V. f. Kirken; her ligger fl.
Kæmpehøje, og paa Logtun holdtes det gamle
Frostating. Paa Øen Tautra ligger
Gaarden af s. N.; paa Øens nordlige, højere
Del findes endnu Levninger efter det engang
bekendte Tauterøens Cistercienserkloster,
stiftet 1207 og sekulariseret 1532.
Rodelagte Veje gennemskærer F. Herred i fl.
Retninger; en følger Aasenfjorden Ø. over, en
anden gaar i Længderetningen gennem
Herredet forbi Liavand N. over, hvor den ved
Fjorden støder sammen med en langs denne
fra Holmbjerget kommende Forbindelsesvej;
hertil fl Tværveje. F. Herred har daglig
Dampskibsforbindelse med Trondhjem ved de paa
Fjorden gaaende Dampskibe med Anløbssted
paa Holmbjerget. F. Sparebank oprettet
1847. Antagen Indtægt 1910: 412875 Kr, Formue
2217850 Kr. Herredets Areal er 75 km2, hvoraf
2 km2 Indsøer, 23 km2 Skov.
(J. F. W. H.). M. H.
Frostating [fråsta-] (oldn. Frostuþing) var
Hovedtingforsamling for det nordenfjeldske
Norge og et af Rigets 3 (4) store »Lagting« i
Middelalderen. Oprettet af Kong Haakon den
Gode (935—61) holdtes det paa Halvøen Frosta
(Gaarden Lagatun, nu Logtun) i Trondhjemsfjorden.
Hvilke »Fylker« foruden de 8 trönderske
der opr. var repræsenterede paa F., er noget
usikkert; i senere Tid tilhørte Romsdalen,
Nordmøre og Namdalen. F.’s »Lagdømme«
(»Frostatingslagen«). Derimod har Haalogaland aldrig
sendt Nævndemænd til F., om det end er
sandsynligt, at man saavel i dette Fylke som i
Jæmteland og Herjedalen i det væsentlige fulgte
Frostatingsretten. F. holdtes om Sommeren,
men Samlingsdagen, der maaske har været
forskellig til ulige Tider, angives først i
Landsloven af 1274, der satte den til 17. Juni
(Botolfsmessen). Endnu i Beg. af 16. Aarh. ses
Samlingsstedet at have været Frosta; dog har
det maaske allerede tidligere lejlighedsvis
været forlagt til Købstaden Trondhjem, og dette
blev i nævnte Aarh. fast Regel, hvilket tillige
medførte en Sammenslutning med »Trondhjems
Lagting«. Med de øvrige Lagting
ophævedes dette 1797 og gav Plads for »Trondhjems
Stiftsoverret«. (Litt.: P. A. Munch, »Norske
Folks Hist.« [se Registret ilV, 2]; K. Maurer,
Artiklen »Gulaþing«, »Ersch og Grubers
Encyklopädie«, Sekt. 1, Bd XCVI; Fr. Brandt,
i Lange’s Tidsskr. V, S. 103, 110; Samme,
Retshist. II, S. 166 fl., 190 ff., 198; E.
Hertzberg, »Gamle norske Proces«, S. 117—39; L.
Aubert, »Tidsskr. f. Retsvid.«, II, S. 137—40;
Gustav Storm, samme Tidsskr. III, S. 416-28).
(E. H.). Abs. T.
Frostatingsloven [fråsta-] (oldn.
Frostuþingslög). Samlingen af »Frostatingslagens« (se
Frostating) Retsnormer og navnlig den
indtil 1274 gældende Provinsiallovbog, hvori de
var optegnede. Som den ældste, ikke bevarede
Redaktion nævnes »Graagaas« (hvilken Betegnelse
i sildigere Tid ved Misforstaaelse er
blevet overført paa den ældste isl. Lovsamling).
Dens Opstaaelsestid er noget uvis; men den
har vistnok snarere hidrørt fra det 11. end Beg.
af 12. Aarhundrede. Denne ældste Redaktion
stammer fra Lagmændenes Lovforedrag
(logtala), og ligesom Gulatingsloven fremtræder
den som en Folkebeslutning (þat er upphaf
laga varra, at ver skolum etc.). Ærkebiskop
Eystein (1161—88) underkastede den en
gennemgribende, med stor Dygtighed udført
Omarbejdelse, til Dels i streng hierarkisk Aand, og
erstattede herved de traditionelle
Underafdelinger, »Bolkerne«, med en ny Inddeling i 16
»Dele«. Det Hovedeksemplar, hvori hans
Redaktion af Loven var nedskrevet, kaldtes
»Guldfjær«. Om senere Overarbejdelser har meget
været skrevet; men de synes at have indskrænket
sig til en Ombytning af »Saktallet« i 6. Del
med et nyere og ellers en og anden mindre
Tilføjelse ell. Udeladelse (udeladt blev saaledes
den i »Guldfjær« optagne, klerikale Kongevalglov
fra Kong Magnus Erlingssøns Tid). Bortset
fra et Par Lakuner, hvoraf den betydeligste for
største Delen kan udfyldes andensteds fra,
foreligger denne yngste Redaktion, der altsaa kun
lidet skiller sig fra Eystein’s, i en Række
Papirafskrifter af en tabt Hovedmembran, Codex
Resenianus, hvis egen Alder ikke med
Sikkerhed lader sig bestemme, men som i ethvert
Fald maa have været yngre end 1260, idet den
har forudskikket en Samling Retterbøder,
udstedte af Kong Haakon Haakonssøn i nævnte
Aar. Disse Retterbøder har man kaldt
»Indledning til F.« og sat i Forbindelse med en
formodet Overarbejdeise af hele Loven fra samme
Tidspunkt; de har imidlertid intet med
Lovbogens egen Redaktion at skaffe, men udgør
Førstegrøden af det Lovreformværk, som,
begyndt under Kong Haakon, endte med ny
Lovbøgers Indførelse under Efterfølgeren, Magnus.
En større Lakune i denne Retterbodssamling
kan delvis udfyldes fra »Jærnsiða«. Af F.’s
Kristenret (Lovens 2. og 3. Del) haves desuden
to andre Membraner, skrevne af en fælles
Haand fra omtr. 1320, samt en dansk Overs.
af 1594. Endelig er der reddet forsk., mere ell.
mindre kummerlige Brudstykker af Loven. Et
af de vigtigste er et defekt Fragment af dens
ældre »Saktal« (6. Del). Særlig at mærke er dog
nogle i Tübingens Universitetsbibliotek
indlemmede Brudstykker af »Kristenretten«. Ligesom
et Par af de øvrige Rester udmærker disse sig
ved en noget ældre Redaktion og Sprogform
end Afskrifterne af Codex Resenianus og de
denne nærstaaende af 1320; derhos har de en helt
anden Inddeling end alle andre kendte Tekster
af F., idet hele Loven er inddelt i »Bøger«,
Bøgerne i »Dele« og Delene i »Kapitler«. Denne
Inddeling er dog ikke uomtvistelig og gjælder i
hvert Fald kun Kristenretten, som synes at
have tilhørt en Bylovbog for Nidaros. Den eneste
Udg. af F. med Suppl. af bevarede Brudstykker
og Kristenretsoversættelsen af 1594 findes i
»Norges gamle Love«, I, II, IV og V. Oversat findes
hele Loven i Paus’ »Samling af gamle norske
Love« II. (Litt.: P. A. Munch, »Norske Folks
Hist.« [se Registret i IV, 2]; K. Maurer,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
