Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Følelsestone - Følenerver, se Nerver - Følere - Følesans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mellem F. og Fornemmelserne lader en Række
andre sig paavise. Medens en Fornemmelse er
bestemt ved Paavirkninger Art og
Pirringsstedet, er F. ganske uafhængig heraf, d. v. s.
Lyst og Ulyst kan paa alle Sanseomraader
fremkaldes ved de mest forskelligartede
Paavirkninger. Heraf følger ligefrem, at F. faar en
egen subjektiv Karakter; medens enhver
Fornemmelse altid for det fornemmende Individ er
Kendetegn paa en bestemt ydre Paavirkning,
kan F. intet lære os om Omverdenen, men
angaar kun Subjektets eget Forhold under
Pirringen. Endelig har F. ganske vist ligesom
Fornemmelserne en bestemt Art (Lyst ell. Ulyst),
Styrke og Varighed, men savner fuldstændig
Dimensionens Klarhed, d. v. s. ved
Opmærksomhedens Henvendelse paa F. bliver disse ikke
klarere, men har snarere en Tendens til at
forsvinde. Alle disse Omstændigheder viser, at F.
ikke kan- opfattes som en Modalitet af
Fornemmelser, men maa betragtes som en særlig
Art sjælelige Elementer. Det er dog hermed
ikke udelukket, at F. kunde opstaa ved en
Sammensmeltning af en stor Mængde
Organfornemmelser, der næsten altid ledsager de
følelsesbetonede Tilstande, hidrørende fra de dermed
flg. Forandringer i de vegetative Processer:
Aandedræt, Blodcirkulation og Sekretioner.
Denne Opfattelse, den saakaldte perifere
Følelsesteori, der først er hævdet af den danske
Fysiolog C. Lange, er dog uholdbar bl. a. af den
Grund, at man ved nøjagtige Bestemmelser
finder, at de organiske Forandringer først
kommer i Stand, efter at F. er opstaaet; følgelig
kan Lyst og Ulyst umulig være Fornemmelser
af de endnu ikke indtraadte legemlige
Forandringer. De fleste Psykologer er derfor nu enige
om at betragte F. som en fra alle andre
Bevidsthedsfænomener væsensforskellig Art.
Lyst og Ulyst er Udtryk for den givne
Bevidsthedstilstands øjeblikkelige Bet. for
Individets Ve og Vel. Ad to forsk. Veje kan dette
indses. For det første finder man, at de fleste
enkle Sansepaavirkninger, saa længe de ikke er
for stærke, vækker Lyst, men derimod Ulyst,
naar Styrken vokser ud over en vis Grænse,
hvor Sanseorganet begynder at tage Skade. Lyst
er saaledes Følge af Organernes normale,
gavnlige Virksomhed, Ulyst derimod af skadeligt,
overanstrengende Arbejde. Det bekendte
Faktum, at der gives ildesmagende Stoffer, der
har gavnlige Virkninger (Medicin), og
velsmagende Giftstoffer, der nedbryder Organismen,
strider kun tilsyneladende mod den alm. Regel.
Thi en velsmagende Gift, f. Eks. Blysukker,
vækker vel Lyst, saa længe den kun pirrer
Smagsnerven, men naar den kommer ned i
Maven, hvor dens ødelæggende Virkning
begynder, fremkalder den stærke Smerter. Og at
et Lægemiddels helbredende Virkninger er
uafhængige af Smagen, fremgaar deraf, at man
opnaar de samme Virkninger ved at sluge
Stoffet i en Gelatinekapsel, hvorved Smagen
undgaas. F. angaar saaledes altid kun den
øjeblikkelige Tilstand, ikke de mulige fremtidige
Virkninger. -— For det andet har de
dyrepsykologiske Forsøg godtgjort, at enhver Bevægelse,
der fører til et for Dyret behageligt Resultat,
ved given Lejlighed gentages, medens de
Handlinger, der fører til utilfredsstillende
Resultater, undgaas. Ganske det samme gælder for
Mennesket, og heraf følger, at det lystvækkende,
tilfredsstillende, gennemgaaende maa være
gavnligt, det ulystvækkende derimod skadeligt,
da de levende Væsener i modsat Fald hurtig
maatte gaa deres Undergang i Møde ved stadig
at gentage skadelige og undgaa gavnlige
Handlinger.
Paa disse Kendsgerninger har man bygget en
Teori om det fysiol. Grundlag for F. I ethvert
arbejdende Organ foregaar en stadig
Sønderdeling, Dissimilation, af de levende
Æggehvidestoffer, og samtidig en Genopbygning af disse,
Assimilationen. Det er indlysende, at de
arbejdende Celler kan bevare deres Arbejdsevne,
saa længe Assimilationen, A, kan holde Ligevægt
mod Dissimilationen, D, altsaa saa længe A/D
= 1. Hvis derimod Sønderdelingen er større
end Genopbygningen, altsaa A/D < 1, vil Organet
før ell. senere blive ude af Stand til at
fungere. Brøken A/D kaldes Biotonus. Ethvert
perifert Organ, hvis Tilstand overhovedet kommer
til Bevidstheden, maa indvirke paa Hjernen, og
denne Indvirknings Styrke staar i Forhold til
Organets Arbejde i det givne Moment, saa at
Biotonus i de paavirkede Hjernecentra maa
variere med Tilstanden i de perifere Organer.
Det ligger da nær at antage, at Lyst vil opstaa,
saa længe der i det paavirkede Hjernecentrum
bestaar Forholdet A/D = 1, og Lysten maa
antages at blive desto større, jo større D og
dermed ogsaa A bliver, efter som enhver
Virksomhed i Alm. viser sig desto mere tiltalende, jo
kraftigere den er uden at virke udmattende.
Saa snart den derimod bliver saa stor, at
Biotonus aftager, altsaa A/D < 1, opstaar Ulyst, og
denne bliver desto større, jo større D og jo
mindre A er. Denne Teori, den saakaldte
dynamiske Følelsesteori, er i Stand til at forklare
en Række hidtil Uforstaaelige Enkeltheder ved
F.’s Variationer under forsk. Forhold. (Litt.:
se Følelse).
Alfr. L.
Følenerver, se Nerver.
Følere. Ved F. betegnes i Zoologien omtrent
de samme Organer, der ogsaa betegnes som
Føletraade (s. d.). Dog forbeholdes Navnet F.
særlig for enkelte sværere Føletraade, og hvor
Dyret overhovedet kun er udstyret med et mere
begrænset Antal af disse; det finder særlig sin
Anvendelse inden for Ormenes Klasse.
C. W.-L.
Følesans. I ældre Tid sammenfattede man
under F. alle Sansefornemmelser, der ikke
henhørte under Syns-, Hørelses-, Smags- eller
Lugtesansen. F. kom derved til at omfatte dels
alle Fornemmelser, der udløses fra Huden, dels
alle Fornemmelser fra indvendige Organer,
samt en Del saakaldte Almenfølelser som Sult,
Træthed o. l. Som fuldstændig forsk. fra F.
betragtede man, ligesom nu, Sindstilstande som
Glæde, Angst o. s. v., selv om de sprogligt
benævnes Følelser. Almenfølelserne (Sult o. s. v.),
der hver er sammensatte af mange
Fornemmelser, regnes ikke mere til F. — F. opfattes
nu ikke som een enkelt Sans, men som en hel
Række forsk., hver med sit Sanseapparat. Disse
forsk. Sanseapparater inddeles i flg. Grupper:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
