Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Galateo, Antonio - Galaterbrevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Arbejderundervisningen og har siden været
Medarbejder ved forsk. Tidsskrifter. Allerede 15
Aar gl vakte G. Opsigt ved et Digt til den
bekendte Patriot og Filosof Vincenzo Gioberti
(Carme a Gioberti). Af hans Digte kan for øvrigt
fremhæves Oden Il nove gennaio (i Anledning af
Viktor Emanuel’s Død), inspireret af Manzoni’s
berømte Napoleonsdigt Il cinque maggio. Men
han er ogsaa dram. Forf. (Tonio, Pia) og
Prosafortæller; i sidstnævnte Egenskab har
ha i udg. Romanen Stella Carmen og
Novellerne Amante e poeta, Le seconde nozze della
Signora Evangelina og Ada.
(E. G.). E. M-r.
Galaterbrevet er efter den alm. Rækkefølge
det 4. af de i vor nytestamentlige Kanon
optagne Breve af Paulus. Efter en kort
Indledningshilsen (1, 1—5) begynder Apostlen her
med i St f. den sædvanlige Taksigelse for
Læsernes Kristenstand at udtale sin Forundring
over deres Frafald fra det eneste sande
Evangelium, som han selv har forkyndt dem (1,
6—10). Indholdet af det øvrige Brev
falder i 3 Hoveddele. Først fremhæver Paulus
(1, 11—2, 21) sit Evangeliums guddommelige
Oprindelse og sin apostoliske Selvstændighed
og Jævnbyrdighed med »de tolv«, idet han
henviser til, at dette ogsaa er blevet anerkendt
paa Apostelmødet i Jerusalem. Dernæst
udvikler han (3, 1—5, 12), i Modsætning til sine
judaistiske Modstanderes Paaberaabelse af
Moseloven, Læren om Troen paa Kristus som
eneste Frelsesvej; Rigtigheden heraf fremgaar af
selve det gl. Test. (Abraham’s Eksempel), og
det drejer sig om et Enten—eller; hvis
Læserne lader sig omskære, er Forbindelsen med
Kristus afbrudt. Endelig følger som sidste Afsnit
(5, 13—6, 10) en Række sædelige Formaninger:
den kristelige Frihed maa ikke
misbruges, men skal give sig Udslag i en
Livsførelse i Overensstemmelse med Aandens Krav;
som Afslutning føjer Apostlen dertil (6, 11—18)
med egen Haand en fornyet indtrængende
Advarsel mod Vranglærerne. — Hvor Brevets
Læserkreds skal søges, har i nyere Tid
været et meget omstridt Spørgsmaal. Den
ældre Opfattelse gaar ud paa, at der med
»Galatien« i 1, 2 er ment et Landskab i den
midterste og nordlige Del af Lilleasien, der
havde sit Navn efter nogle keltiske — eller,
som Romerne plejede at sige: »galliske« —
Stammer, som i 3. Aarh. f. Kr. havde slaaet
sig ned her; de betydeligste Byer i dette
Distrikt var Ankyra og Pessinus. Om en
Missionsvirksomhed af Paulus i disse Egne har vi
ganske vist i Ap. G. kun sparsomme
Efterretninger; men vi erfarer dog 16, 6 rent i
Forbigaaende, at Apostlen og hans Ledsagere paa
den anden Rejse »drog gennem Frygien og
det galatiske Land, da de af den Helligaand
var blevet forhindrede i at tale Ordet i Asien«;
og 18, 23, at han paa sin tredie Rejse drog »fra
Sted til Sted gennem det galatiske Land og
Frygien og styrkede alle Disciplene«. Da man
imidlertid næppe i Ap. G. tør vente at finde,
en udførlig Fremstilling af alle Paulus’
Oplevelser som Missionær, og da det i Gal. 4, 13
forudsættes, at han to Gange har besøgt
Læserne, ligger det nær at antage, at
Menighederne er stiftede under det første i Ap. G.
16, 6 omtalte Ophold i Galatien; og da det
yderligere Gal. 1, 6 synes, som om Brevet er
skrevet kort efter det andet Besøg, føres vi
til at ansætte Affattelsestiden til Beg. af
Paulus’ 2-aarige Ophold i Efesos (Ap. G. 19, 1 ff.).
Nu kan imidlertid Navnet »Galatien« paa det
Tidspunkt, der her er Tale om, ogsaa betegne
den rom. Provins, som blev oprettet ved den
sidste galatiske Konge Amyntas’ Død Aar 25
f. Kr., og som foruden det gl. Landskab
Galatien tillige omfattede Stykker af Frygien,
Pisidien og Lykaonien. Hvis Paulus anvender
denne officielle Sprogbrug, vilde vi i Ap. G. have
udførligere Oplysninger om hans Virksomhed
dèr. De galatiske Menigheder maatte nemlig
da søges i det pisidiske Antiochia. Ikonion,
Lystra og Derbe, altsaa Menigheder, som blev
grundlagte paa Apostlens første Rejse,
saaledes som det nærmere er berettet i Ap. G.
Kap. 13—14. Paulus’ andet Besøg i Galatien
vilde da blive det i Ap. G. 16. 6 omtalte, og
Brevet maatte i saa Fald være skrevet enten
fra en af de makedoniske Byer ell. under
Apostlens første Ophold i Korinth (Ap. G. 18,
1 ff.), altsaa høre med til hans tidligste Breve.
Denne sidste Opfattelse, den saakaldte
»sydgalatiske Hypotese«, har i den eng. Historiker
W. M. Ramsay og den tyske Teolog Th. Zahn
i nyeste Tid haft to fremragende Talsmænd;
imellem disse som imellem de fleste andre
Tilhængere af Teorien er der ganske vist stor
indbyrdes Uenighed m. H. t. de nærmere
Enkeltheder, men Bevisgrundene er dog i
Hovedsagen flg.: 1) Paulus betegner ellers Distrikter
med de officielle rom. Provinsnavne (Achaja,
Makedonien, Asien, Arabien), medens Lukas
foretrækker de gl. Landskabsnavne (Hellas,
Lykaonien, Pisidien o. s. v.). 2) Ap. G.
beretter, som før omtalt, ikke om nogen
Missionsvirksomhed i Landskabet Galatien. 3) Iflg. Ap.
G. 20, 4 har Paulus Repræsentanter baade fra
Makedonien og Asien hos sig paa Rejsen til
Jerusalem for at overbringe den indsamlede
Understøttelse til Menigheden dèr; man kunde
da ogsaa vente Udsendinge fra Galatien, hvor
der iflg. 1. Kor. 16, 1 ligeledes var indsamlet;
men der er kun nævnt to fra »Sydgalatien«,
nemlig Kajus fra Derbe og Timotheus fra
Lystra, ingen derimod fra Landskabet Galatien.
4) I Gal. 2, 5 siger Paulus til Læserne, at
Formaalet med hans Optræden paa Apostelmødet
i Jerusalem var, »at Evangeliets Sandhed
maatte blive varig hos eder«; altsaa, slutter man,
maa de galatiske Menigheder være grundlagte
forinden, paa den første Missionsrejse. Disse
Grunde kan dog ikke anses for tvingende. Selv
om nemlig Paulus ellers anvender rom.
Provinsnavne, kunde han ikke godt betegne smaa
Menigheder rundt omkr. i det gl. Landskab
Galatien anderledes, end det er sket. Ap. G.
nævner dernæst kun i Forbigaaende Rejsen
gennem Galatien, fordi Forf. længes efter at
komme, til at fortælle om Virksomheden i
Europa; ligeledes er Argumentet fra de
manglende galatiske Repræsentanter betydningsløst,
thi der er hos Paulus heller ikke Udsendinge
fra Korinth ell. Achaja; og endelig bet. i Gal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
