Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Galilei, Galileo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter lykkedes det ham at sammenstille
saadanne og endnu større Perspiciller (s. d.),
hvoraf der endnu opbevares et Eksemplar i
Firenze. Det er et Kartonrør af 1,2 m’s
Længde og 5 cm’s Vidde med Paaskriften: Tubum
opticum vides, Galilei inventum, et opus quo
Solis maculas et extimos lunæ montes et Jovis
satellites, et novam quasi rerum universitatem
primum dispexit A. D. 1609. Han oversendte
sin Kikkert, ledsaget af et Skrift om dette
Apparats Nytte for Nautik og Astronomi, til
Senatet i Venezia, der svarede med at forhøje
hans Gage til det tredobbelte og at gøre ham
til Prof. for Livstid.
Med denne vigtige Opfindelse begynder nu
den Periode, hvori G. fejrede sine største
Triumfer. Han havde nemlig den animi libertas
— for at tale med Kepler — at rette sin
Kikkert mod Firmamentet og tillige tro, hvad han
saa. 1 Sidereus Nuncius, der udkom 1610, har
han udførlig beskrevet, hvad kun han hidtil
havde set; men var alt det sandt, da havde
den gl. Filosofis Bygning faaet sine Grundskud,
og det var ikke let at se, hvor man endnu
skulde finde Støtter til dens vaklende Mure.
Maanen, som Peripatetikerne ansaa for en
glinsende plan Skive, skildrer G. som en Klode
med høje Fjelde og store Sletter; Mælkevejen,
som man havde anset for en Taage, erklærer
han for en Hær af utællelige Stjerner; i
Plejaderne, hvor man hidtil kun havde kendt 6
Stjerner, tæller han 40, o. s. v. Men den
vigtigste Opdagelse var de 4 Jupitermaaner, thi
derved var det demonstreret ad oculos, at et
Centrum for Bevægelser selv kunde bevæge sig,
hvilket dengang ansaas for utænkeligt. Disse
Maaner fulgte G. gennem længere Tid,
bestemte deres Omløbstid, konstruerede Tabeller,
hvorefter de kunde beregnes forud, og viste
deres Nytte til Søs ved Længdebestemmelse
(Tabulæ mediorum motuum satellitum Jovis
[1617]). Disse Opdagelser, hvortil senere kom
Paavisningen af, at Merkur og Venus har
Faser, hvorved han beviste, at Planeterne er
mørke Kloder, samt hans Meddelelse om en
ny Sandsynlighedsgrund for Rigtigheden af den
kopernikanske Lære om Solens centrale
Stilling i Planetsystemet, bragte G.’s Navn paa
alles Læber; selv fik han Tilbud om at tage
Ophold i Firenze med Forpligtelse til kun at
fortsætte sine videnskabelige Arbejder. Til G.’s store
Ulykke modtog han denne smigrende
Opfordring og forlod Republikken Venezia, under
hvis fri Love han, æret og beskyttet af
Senatet, havde kunnet uhindret udvikle sine
reformatoriske Ideer, for at begive sig til et
Land, som stod under direkte Indflydelse af
Rom og Jesuitterne. 1611 finder vi G. i Rom,,
hvor han selv viser de Lærde sine astron.
Opdagelser, som de stod vantro over for,
bliver optaget i det 1603 stiftede Accademia dei
Lincei og i det hele fejret som den store
Forsker. Han blev anset for en Tilhænger af
Kopernikus’ Lære, som han havde hyldet siden
1597, om end han offentlig lærte den
ptolemæiske Verdensanskuelse; men det er først i sine
tre Lettere delle macchie solari (1613), hvori
han lige over for Scheiner hævdede sin Prioritet
for Opdagelsen af Solpletterne, som G.
benyttede til at paavise, at Solen roterer om sin
Akse — at han offentlig traadte frem til Gunst
for den nye Lære og derved skaffede sine
mange Misundere en længe ønsket Anledning til
at komme denne Mand til Livs, der byggede
sin Filosofi paa Naturvidenskaberne og vilde,
at Aandens Virksomhed skulde indordnes
under Naturens Love. Forræderisk fik man
lokket G. ind paa det teologiske Omraade, idet
der paavistes, at den kopernikanske Lære stod
i direkte Strid med Bibelen; G.’s Svar udeblev
ikke, og nu havde man Spillet gaaende. G. blev
angivet for Inkvisitionen, og det hellige
Officiums 11 Qualificatores erklærede 24. Febr 1616
»Læren om Jordens Bevægelse for at være en
Daarskab og en Absurditet fra et filosofisk
Standpunkt og for delvis formel kættersk,
Læren om Solen som Verdens Centrum og som .
ubevægelig for stridende mod Bibelen«. 5.
Marts blev Kopernikus’ Bog suspenderet donec
corrigatur (først 1835 blev den strøget af
Index). G., der allerede 1615 var ilet til Rom for
personlig at søge at hindre dette Forbud, fik
selv 25. Febr en Advarsel af Kardinal
Bellarmin og blev tilholdt for Fremtiden kun at
udtale sig hypotetisk om den kopernikanske
Lære.
G. holdt sig nu rolig nogen Tid, men
Tilsynekomsten af 3 Kometer bragte ham igen ud paa
farlige Veje; han skrev sin Discorso delle
comete (1619), hvori han rigtignok hævder, at
Kometerne er telluriske Frembringelser og
saaledes at sætte i Klasse med Regnbuen, Ringe
om Sol og Maane o. s. v.; der blev svaret af
Sarsi (Pseudonym for Grassi) med et
provokatorisk Angreb: Libra astronomica ac
philosophica, som G. 1623 knuser i sin Il saggiatore,
der var dediceret til Paven og trods
Jesuitternes Rænkespil ikke blev forbudt, men meget
rost og stærkt anbefalet. G. troede nu, Tiderne
var gunstigere for Fremførelsen af den ny
Lære, saa meget mere, som en ham venlig
sindet Kardinal 1623 havde besteget
Pavestolen. Han genoptog sin for lang Tid siden
fattede Plan at publicere et rent videnskabeligt
Værk, De systemate mundi, men ændrede
snart denne og omarbejdede sine Tanker og
Beviser for det kopernikanske System i en
Form, som han antog ikke skulde blive udsat
for noget Angreb. Paa den Vis fremkom hans
udødelige Dialogo sopra i due massimi sistemi
del mondo, der 1630 blev forelagt for Paven
og 1632 fik den romerske og florentinske
Inkvisitors imprimatur. I dette Kunstværk af første
Rang viser G. sig i hele sin geniale Begavelse.
Ikke blot behersker han sin Tids Videnskab,,
men forstaar overalt at fremstille sit
videnskabelige Apparat saa naturligt og lige til, som.
først vor Tid har kunnet formaa; G. tænkte
fuldstændig moderne, og deri ligger det
uvisnelige Værd ved denne Dialog, deri den Magt
hvormed den endnu formaar at fængsle sin
Læser.
Dette Arbejde fremkaldte i de Lærdes
Verden en Storm, hvis Lige man endnu ikke har
Sidestykke til. Hans Venner jublede over
Bogen, hans Fjender søgte at overbevise Paven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
