Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gambetta, Léon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overtog Valget for Marseille og efterfulgtes i Paris
af H. Rochefort.
Som Medlem af den lovgivende Forsamling
udfoldede han ved fl. Lejligheder en glimrende
Veltalenhed, der endog aftvang Modstanderne
Beundring, og viste et aldrig svigtende Mod til
uforbeholdent at fremhæve sin uforligelige
Modsætning til Kejserdømmet. Saaledes udviklede
han 5. Apr. 1870, at Arvelighed var uforenelig
med Folkesuveræniteten, og at Republikken var
den eneste Statsform, der lod Folkets Villie
komme til sin fulde Ret. Han hørte ogsaa til
de Republikanere, der tilraadede Vælgerne at
stemme nej mod den ny Forfatning. Da
Krigserklæringen mod Preussen drøftedes 15. Juli,
krævede han med stor Styrke Fremlæggelsen
af de Depecher, der efter Regeringens Paastand
skulde godtgøre, at Frankrig var blevet krænket
af den preuss. Regering, men som i
Virkeligheden ikke var til. Derimod hørte han ikke
til de 10, der stemte imod Krigen. Men allerede
13. Aug., efter de første Nederlag, foreslog han
Kejserens Afsættelse og udslyngede de
voldsomste Bebrejdelser imod Flertallet, »for hvem
kun Tavshed og Samvittighedsnag sømmede
sig«. Han stemte for de yderste
Forholdsregler til Landets Forsvar, men beskyldte
tillige Ministrene for at give Almenheden
falske Meddelelser om Sagernes Stilling. Da
Folkemassen 4. September brød ind i den
lovgivende Forsamlings Sal, søgte han først
at tale den til Rette, for at
Kejserdømmets Afskaffelse og en ny Regerings
Indsættelse kunde ske under lovlige Former —
Aftenen i Forvejen havde han formaaet at
dæmpe Stormen og trængte da paa Thiers, for at
han skulde overtage Ledelsen —, men da det
ikke nu lykkedes ham, og da Flertallet tøvede
med at tage nogen Beslutning, kundgjorde han
selv fra Talerstolen Republikken og drog til
Raadhuset, hvor han tilvejebragte Aftale om
den ny Forsvarsregerings Sammensætning, idet
han ligesom Lamartine 1848 fik de egl.
Revolutionsmænd til at nedstemme deres Krav.
Selv overtog G. Indenrigsministeriet, og han
modsatte sig bestemt Valg af en
Nationalforsamling, dels fordi han frygtede, at den ikke
vilde blive Republikken gunstig, dels og især,
fordi den formentlig vilde lamme Forsvaret ell.
— som han udtrykte sig — »blive skammelig
fredelig«. 5 Uger senere (7. Oktbr) forlod han
i Luftballon Paris for at overtage Ledelsen af
den i Tours indsatte Regeringsdelegation; han
havde opr. ønsket, at Regeringen som Helhed
skulde forlægge sit Sæde uden for Paris. Han steg
ned i Montdidier og kom over Amiens og Rouen
til Tours. Han tog selv Hærvæsenet under sig
med Freycinet som sin højre Haand,
kundgjorde »Krigen til det yderste« og forstod ved
utrættelig Iver og umiskendelig Dygtighed i
kort Tid at organisere fl. kampfærdige Hære
(i alt 600000 Mand), medens han samtidig vidste
at kue de anarkiske Bevægelser i Marseille
o. a. store Stæder og at rette alle Folkets
Kræfter og Tanker paa Kampen imod Fjenden.
Vistnok kan han ikke frikendes for at have vist
Vilkaarlighed og Selvraadighed (han vilde ikke
tillade de orleanske Prinser at tjene i Hæren)
ell. for at have grebet ind i Generalernes
Handlefrihed paa utilbørlig Maade; men hans
Hovedfejl var dog den, at han overvurderede
Frankrigs Modstandskraft og sine egne Evner;
»han vilde paa een Gang spille Carnot og
Danton«, sagde hans politiske Fjender. Den
Dom, Thiers senere fældede om ham som »en
rasende Galning (un fou furieux), var
utvivlsomt meget uretfærdig, og ligeledes Lanfrey’s
Betegnelse af hans Virksomhed som
»Udygtighedens Diktatur«; thi selv tyske
Militærforfattere (især G. v. d. Goltz) har aabent erkendt,
at han fik udrettet noget betydeligt til Landets
Forsvar, og sikkert er det, at G. ved den
Kraft, der udfoldedes under hans Ledelse,
reddede Frankrigs milit. Ære og vakte paa ny
Folkets Selvagtelse, der var blevet dybt rystet
ved de frygtelige Nederlag i Krigens første
Maaned. Da Regeringen i Paris opgav Ævret og
28. Jan. 1871 sluttede Vaabenstilstand, gav han,
om end modstræbende, efter for det øvrige
Lands Vedk.; men han forlangte da alle
fremragende Napoleonister udelukkede fra
Valgbarbed til Nationalforsamlingen som »2.
Decbr-Regeringens Medskyldige« og trak sig tilbage
fra Regeringen 6. Febr, da han ikke kunde
sætte sin Villie igennem. Selv valgtes han i 9
Dept. — fl. end nogen anden Franskmand
foruden Thiers — og deriblandt i de 4, der
ramtes af Landafstaaelsen. Han modtog Valget for
Nedre-Rhin (Strassburg m. m.) og stemte imod
Freden, men udtraadte straks efter dens
Vedtagelse ligesom de andre Repræsentanter for
Elsass (han affattede deres fælles Indsigelse
mod Landets Afstaaelse) og boede en Tid lang i
San Sebastian for at hvile sig ud.
Ved Udfyldningsvalgene Juli 1871 kom G. igen
ind i Nationalforsamlingen; men skønt han var
det radikale Partis anerkendte Fører, holdt
han sig en Tid lang temmelig tilbage og
støttede Thiers’ Politik, selv hvor han ikke fuldt
ud billigede den. Dog forlangte han tidlig, at
Nationalforsamlingen snart skulde opløse sig,
fordi den kun var valgt for at slutte Fred og
ikke havde Ret til at afgøre Landets fremtidige
Statsordning. Novbr 1871 grundlagde han Bladet
République française, bl. hvis Medarbejdere
man kan finde en hel Række fremtidige
Ministre (Allain Targé, P. Bert, Challemel Lacour,
Floquet, Ant. Proust og Spuller), og Foraaret
1872 begyndte han sin Agitation med Rejser
rundt om i Landet og Taler paa store
Folkemøder, for at organisere og opdrage
Demokratiet. Omkvædet i disse Taler var, at Folket
skulde rette al sin Stræben paa at oprette de
lidte Tab og forberede sig til at vinde
Oprejsning; men hertil krævedes et alvorligt Arbejde
paa alle Omraader (»man skulde aldrig tale
derom, men altid tænke derpaa«). Det gjaldt
særlig om at fæstne Republikken og at gøre
Demokratiet til en Sandhed ved at lade den
politiske Lighed, Revolutionens store Vinding,
gennemtrænge alle Forhold. Man skulde gøre
Hæren til en virkelig Folkehær ved alm.
Værnepligt og indføre alm. Undervisning for at
bekæmpe den Uvidenhed, der tidligere skiftevis
havde fremkaldt Enevælde og Demagogi,
Statskup og Gadeoprør. Man skulde gennemføre et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
