Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gambetta, Léon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
virkeligt Folkestyre og ikke som hidtil holde
de lavere Klasser uden for det politiske Liv;
man burde netop søge Styrke i disse »ny
Samfundslag« (Tale i Grenoble 26. Septbr. 1872).
Man skulde søge at udslette Modsætningen
mellem By og Land, der var kommet saa stærkt
frem under Kommunens Opstand, og ligeledes
stræbe at knytte Middelstanden til Republikken
ved at indgyde den Tillid til, at Ro og Orden
godt kunde trives under denne Statsform. Han
blev ikke træt af at fremhæve, at Orden og
Disciplin var de Midler, hvorved Demokratiet
skulde naa frem til Sejr, medens han ikke
lagde Skjul paa, at han ikke hyldede
Socialismen; thi der var ikke eet, men mange sociale
Spørgsmaal, og man maatte ikke tro at kunne
helbrede alle Samfundsonder efter en enkelt
Recept. Ved sin glimrende Veltalenhed henrev
han Folkemasserne, saa at hans Rejser tit blev
formelige Triumftog, og han virkede mere end
nogen anden til, at Udfyldningsvalgene stadig
forstærkede det republikanske Mindretal i
Nationalforsamlingen, og at Republikkens
Tilhængere forøgedes stærkt hele Landet over. Men
samtidig voksede Modstandernes Bitterhed imod
ham, og han betegnedes snart som
»Republikkens Handelsrejsende«, snart som dens
»Dauphin« i Forhold til Thiers.
Det var dog ikke alene som Agitator, at G.
fremmede Republikkens Sag; ogsaa i
Nationalforsamlingen gjorde han den de største
Tjenester, idet han viste sig som en ypperlig
politisk Taktiker og særlig forstod at styre sine
Partifællers Utaalmodighed og formaa dem til
Eftergivenhed og Nøjsomhed. Det skyldes
nærmest ham, at næsten alle Republikanerne
vedtog Forfatningslovene Febr 1875, skønt de
langtfra følte sig tilfredse dermed, og han indledede
derved sin saakaldte »opportunistiske« Politik.
Ligeledes fremkaldte han Novbr s. A. Aftalen
med Legitimisterne om Fordelingen af de
livsvarige Senatorpladser, for derved at udelukke
de rænkefulde Orleanister, hvem han gentagne
Gange forgæves havde opfordret til ærlig
Tilslutning til Republikken. Derimod lagde han
aldrig Skjul paa sin Uforsonlighed over for
Napoleonisterne og angreb dem jævnlig i de
allervoldsomste Ord. Ved Valgene til
Deputeretkamret 1876 valgtes han i 4 af de største Byer
og modtog Valget for Arbejderkvarteret
Belleville i Paris. Han blev straks Formand for
Finansudvalget og var siden en af Kamrets
Ledere. Som saadan forvoldte han Ministeriet
Dufaure’s Afgang (Decbr 1876), idet han vilde
hævde Deputeretkamrets Overvægt i alle
Finansspørgsmaal og særlig vilde frakende
Senatet Ret til at give nogen Bevilling ud over,
hvad Deputeretkamret havde besluttet. Men
da Præsident Mac Mahon Foraaret 1877, støttet
af alle de monarkistiske Partier, brød med
Deputeretkamrets Flertal og aabnede et
»konservativt« Stormløb imod Republikanerne,
skyldtes det fortrinsvis G.’s Iver og Dygtighed, at
de ny Valg blev en Sejr for disse. Under denne
heftige Kamp var det, han (15. Aug.) i Lille
udtalte det navnkundige Stikord, at naar
Frankrig havde ladet sin suveræne Røst lyde, vilde
Mac Mahon kun have Valget imellem »at
underkaste sig ell. at afgaa« (se soumettre ou
se demettre). Vistnok blev han tiltalt for denne
Ytring og dømtes 11. Septbr til 3 Maaneders
Fængsel; han gentog ikke desmindre 5. Oktbr
i sit Opraab til Vælgerne den krænkende
Paastand og blev paa ny dømt, men Regeringen
vovede ikke at sætte Dommen i Værk. Et Par
Maaneder senere maatte Præsidenten sande
hans Ord. Ogsaa var det under Indledningen til
Kampen, at han (4. Maj) udslyngede et andet
Stikord (opr. formet af Peyrat), at
»Klerikalismen var Fjenden«. Da Ministrene for at
skræmme Spidsborgerne fremstillede Forholdet som
en personlig Strid mellem Mac Mahon og G.,
slog han straks dette Vaaben ud af deres
Hænder, idet han henviste til Thiers som
Republikanernes fælles Hoved, og da Spillet
gentoges efter Thiers’ Død i Septbr, skød han
øjeblikkelig Grévy i Forgrunden som Thiers’
Arvtager. Derfor fandt han sig ogsaa rolig i, at
Dufaure Decbr igen blev Førsteminister, og
støttede ham i denne Stilling uden Forbehold.
Ogsaa foretog G., der Sommeren 1869 under et
Ophold i Ems havde haft et Møde med
Bismarck, Maj 1878 en hemmelig Rejse til
Tyskland for at faa en Sammenkomst i
Friederichsruhe med den store tyske Statsmand og indlede
et Forsøg paa Forstaaelse med denne. Et lgn.
Forsøg havde han tidligere s. A. gjort over for
Pave Leo XIII og saaledes forberedt Fremtiden.
Da til sidst Mac Mahon Jan. 1879 var nødt
til at trække sig tilbage, holdt G. paa, at
Grévy valgtes til Republikkens Præsident,
medens han selv efterfulgte ham som
Deputeretkamrets Formand. Han røgtede dette Hverv
med stor Dygtighed og Kraft og holdt sig i
mere end et Aar strengt til den opportunistiske
Politik, der havde vist sig saa heldig.
Sommeren 1880 traadte han afgjort i Forgrunden,
udvirkede den alm. Amnesti, som han hidtil
havde modsat sig (for »at vælte en Gravsten
over Kommunens Forbrydelser«), og trængte
ligefrem Grévy i Skygge ved den store
Flaaderevu i Cherbourg, hvor han (9. Aug.) aabent
udtalte Haabet om en Genoprejsning for
Frankrig. Dog vilde han ikke endnu selv tage
Ledelsen i sin Haand, men nøjedes med at have den
afgørende Indflydelse. Hans gl. Modstandere
beskyldte ham derfor ogsaa for at være den
egl., om end skjulte Regent, medens de
yderlige Republikanere vendte sig fra ham,
misfornøjede med hans Maadehold. Den fra
Landflygtigheden hjemvendte Rochefort udtalte
saaledes (26. Juli 1886) sin Tak for Amnestien ved
at forvrænge G.’s Stikord fra 1877 til
»Opportunismen er vor Fjende«. G. vakte ogsaa
Misstemning imod sig saavel ved den Selvtillid,
hvormed han optraadte, som ved det
Vellevned, hvortil han hengav sig i Formandens
Pragtbolig i Palais Bourbon. Derfor var det nær ved,
at hans gl. Vælgere i Belleville vilde have
svigtet ham ved Valgene 1881; men da disse
alligevel viste stor Fremgang for
Republikanerne, lod han sig ikke genvælge til Formand,
men modtog Grévy’s Tilbud om selv at
overtage Statsstyrelsen som Førsteminister.
Man havde nu ventet, at han til sit bebudede
»store Ministerium« vilde samle alle det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
