Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ganeca - Ganelyd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Templer (ikke blot i de særlig til ham
helligede) og i Husene, som hvis Beskytter han
har afløst Agni (»Ilden«). Foran saa godt som
alle ind. Bøger staar Formlen namo
Gaṇeçāya (»Hylding til G.«). Han er
»Hindringernes Herre« og paakaldes af enhver Hindu, før
han begynder paa noget Foretagende ell.
tiltræder en Rejse, og særlig er han den Gud,
som indgiver snilde Paafund og gode Raad og
(ligesom sin Fader Çiva samt Brahmán og
dennes Hustru Sarasvatī) Beskytter af Litt.,
Forf. og de Lærde: G.’s Fødselsdag
(Gaṇeçncaturthī) i August—September er en af de
almindeligst fejrede aarlige Fester. Han
nedskrev Mahabharata efter Forfatteren Vyāsa’s
Diktat, men spiller forøvrigt ingen Rolle i de
gl. episke Digte og heller ikke i de fleste
Purāṇa’er. Ifølge Yājñavalkya
(»Yājñavalkya’s Gesetzbuch Sanskrit u. Deutsch« [udg.
af A. F. Stenzler, Berlin og London 1849], I,
V. 270 ff.) er visse uhyggelige Drømme, den
Fornemmelse, at der gaar Folk bag efter en,
naar man gaar, Stundesløshed og umotiveret
Forsagthed, Symptomer paa, at vedkommende
er besat af G. og ikke vil naa sit Livsmaal,
medmindre Besættelsen bliver hævet, bl. a. ved
Dyrkelse af G., dennes Moder, Planeterne etc.
— I Litteraturen fremtræder G. iøvrigt
væsentlig kun i nogle yngre Purāṇa’er. Efter »Journ.
As. Soc. of Bengal«, I (1832) S. 224. ff. (Analyse
af Gaṇeçakhaṇḍa i
Brahmavaivartta-Purāṇa) var G. en Inkarnation af Kṛishṇa;
ved hans Fødsel kom alle Guder og gratulerede,
imellem dem Çani (»den langsomme«:
Planeten Saturn), som ifølge en Forbandelse fra sin
Kones Side skulde ødelægge, hvem han saa
paa; da Çani alligevel ikke kunde slippe for at
kaste et Blik paa Barnet, skiltes G.’s Hoved
straks fra Kroppen og for op til Kṛishṇa’s
Himmel og forenede sig med Kṛishṇa;
Vishṇu fløj straks af Sted paa Garuḍa, fandt
en sovende Elefant (Indra’s Elefant, som var
blevet forbandet af Durvāsas), hvis Hoved han
tog (han gav den dog senere et andet i Stedet)
og satte paa G. Çani blev forbandet af Pārvatī
og har som Følge deraf hinket siden. Da
Paraçu-Rāma vilde besøge Çiva paa Kailāsa,
vilde G. ikke slippe ham ind, fordi Çiva sov,
hvorfor Paraçu-Rāma huggede hans ene
Hugtand af med sin Økse (ogsaa som Følge af en
Forbandelse). Ved at tilbede G. i alle Guders
Nærværelse opnaar Kṛishṇa’s Hustru Rādhā
Ende paa den Forbandelse, iflg. hvilken hun var
blevet født som Menneske, og vender tilbage til
Goloka. Forøvrigt gives der ogsaa andre
Forklaringer af G.’s Elefanthoved, som man vel har
tillagt ham, fordi Elefanten er det klogeste og
stærkeste Dyr, ligesom Rotten, fordi denne kan
smutte ind alle Vegne. — En Sekt, hvoraf der
endnu skal findes Levninger hist og her,
tillagde til Dels G. andre Guders Bedrifter og
dyrkede ham som den højeste Gud og eet med
det Absolutte (jfr Bráhman). Hans Tilbedere
skal tidligere have været delte i 6 Klasser, som
dyrkede ham under forsk. Former. Efter
Journ. Roy. As. Soc. of gr. Brit. and Irel., VIII
(1846), S. 319, ff. (Uddrag af
Gaṇeça-Purāṇa, tidligst fra 17. Aarh. e. Kr.), traf en
Konge, der var blevet spedalsk som Følge af
Synder i en tidligere Tilværelse og vankede
om i Ørkenen, dér sin Stamfader Bhṛigu, som
fik ham til at dyrke G., hvorved han blev
helbredet; Indra, Çiva, Vishṋu, Paraçu-Rāma,
Skanda etc. var komne til kort med deres
Planer, indtil de havde henvendt sig om Hjælp
til G., og det var alene hans Hjælp, der havde
sat dem i Stand til at udføre deres Bedrifter;
G. har (ligesom Çiva og Vishṋu) »1000 Navne«.
Siden 17. Aarh. e. Kr. dyrkes han som
inkarneret i en vis Morabhatta’s Familie; men
Sekten er aldrig blevet talrig. (Litt.: A.
Barth, The Religions of India [London 1882,
S. 256]; Wilson, »Vishṋu-Purāṇa« [2. Udg.
ved Fitzedward Hall]; Th. Aufrecht,
Catal. Cod. Sanscr. Bibl. Bodl. [Oxford 1864];
Weber, »Ind. Literaturgesch.« [2. Udg.,
Berlin 1876]; Muir, Original Sanscrit Texts).
(S. S.). D. A.
Ganelyd burde maaske i Fonetikken bruges
som Benævnelse for alle de Lyd, der har deres
Artikulationssted ved Ganen; faktisk bruges
Navnet imidlertid kun om de Konsonanter, der
dannes med Tungens Overflade mod Ganen, saa
at paa den ene Side Vokaler, paa den anden
Side de ved Tungespidsens Tilnærmelse til Ganen
frembragte Konsonanter (de saakaldte
Kakuminaler, se ogsaa Cerebrallyd, Storm’s
»Ganehvælvlyd«) udelukkes fra Benævnelsen G. —
Ganens anat. Inddeling i den forreste haarde
Gane (palatum durum) og den bageste bløde
Gane (palatum molle) ell. Ganesejlet (velum
palatinum) spiller ogsaa en Rolle ved Inddelingen
af Sproglydene, selv om Grænserne her ikke
er absolutte og den fonetiske Terminologi er
meget vaklende. Ved Fortungens Virksomhed
mod den haarde Gane frembringes de saakaldte
Præpalataler, nemlig først et Par
Lukkelyd, der ikke har noget Bogstav i det alm. lat.
Alfabet; den ustemte er en, hyppig Udtaleform
for det første Led i Forlyden i sv. kif, tjog;
den kan ogsaa høres i Dansk »tja« (i St f. ja,
som man ømmer sig lidt for at udtale og
ledsager med et Skuldertræk); den tilsvarende
stemte Lyd er ung. gy i Magyar. Dernæst
frembringes paa samme St. et Par Hæmmelyd (aabne
Konsonanter, Frikativer), nemlig det ustemte k i
tysk ich, Mädchen, væsentlig samme Lyd som
norsk kj, og det stemte alm. j. Ved Bagtungens
Virksomhed mod den bløde Gane faar vi et
tilsvarende Sæt postpalatale ell. velære
Konsonanter, først Lukkelydene k og g,
dernæst Hæmmelydene, ustemt (tysk k i ach,
Buch) og stemt g (dansk g i bage). Disse
sidste kaldes hyppig med et uheldigt Navn
Gutturaler, idet man saa forbeholder Navnet
Palataler for de Lyd, der her er kaldt
Præpalataler. Ogsaa mod den allerbageste Del
af Ganesejlet, Drøbelen, kan der dannes
Sproglyd, de saakaldte uvulære Lyd. De Lyd,
der fremkommer ved Ganesejlets egne
Bevægelser, f. Eks. ved Overgangen fra t til n i
Ord som Ætna, plejer man ikke at kalde G. —
I populært Sprog bruges tit Ordet G. om forsk.
Bilyd i Talen ell. om visse individuelle
Modifikationer ved enkelte Personers Udtale, der
kan bero paa mange forsk. uheldige Dannelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
