Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ganges (Flod) - Ganges-Delfin - Ganges-Gavial - Gangfod - Gangforstyrrelser - Ganghofer, Ludwig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kanal, som fra G. tæt ndf. Bjergenes Fod leder
Vandet ud paa Ryggen af den lave Forhøjning,
som breder sig mellem G. og Djamna. Senere er
der anlagt den ene Vandingskanal efter den
anden. Fra Floderne, saa nær som muligt ved
Bjergene, ledes Vandet ud i Kanaler, som
følger Højderyggene mellem Floderne, og hvorfra
Vandet kan ledes ned over Markerne mellem
Kanalerne og Floderne. Ofte føres Kanalerne
paa Broer over mindre Floder for at ledes hen
til Landstrækninger, hvor der er Trang til
dem. Herved er skabt Mulighed for over store
Arealer at tage Afgrøde ogsaa i Tørtiden. Før
Jernbanernes Tid var G. den eneste
Handelsvej mellem en stor Del af Nordindien og Havet,
men endnu er den af uhyre Bet. som Trafikvej,
og den befordrer aarlig Varer til en Værdi af
op imod 500 Mill. Rupier.
M. V.
G. (Sanskrit Gangā) er Indiens helligste
Flod: »den indtager første Rang i Indiens
religiøse Geografi, allerede paakaldt tillige med
andre Floder i Ṛigveda, fra den makedoniske
Tid Genstand for en af de vigtigste Kultuser
i Indien (Strabon XV I. Kap. 69); fra Gangotrī
i Himalaya, hvor den er nedsteget fra
Himmelen, til Øen Sāgar, hvor den naar Havet,
er dens Bredder opfyldte af hellige Steder; en
særlig Klasse Brahmaner, Gangāputraer
(»G.’s Sønner«), lever af Tjenesten ved de
utallige ghaṭs, hvorved man stiger ned til
Floden; Vandet sendes langvejs bort; Rājah’er og
rige Private holder med stor Bekostning særlige
Betjeninger for at blive forsynede regelmæssig
dermed. Det er enhver from Hindus Drøm
engang at kunne rense sig i »de tre Verdeners
Flod« (den flyder i Himmelen, Jorden og
Underverdenen), vinde Himmelen ved
Bhadrīnāth (hvor den skilter sig fra
Gletscherne), Hurdvār (hvor den træder ind i
Sletten), Prayāga (nu noget profaneret ved
Kejser Akbar’s Fort Allāhābād), hvor den
modtager sin Søster Yamunā (Jumna), der er
hellig som den selv, og hvis Bredder i den fjerne
Oldtid var Vidne til Kṛishṇa’s Spilopper, og
særlig i Benares, »Verdens Lotus«. De Gamle,
Døende og Syge bæres hertil langvejs fra;
lykkelige de, som dør og brændes her, ell.
som drukner sig i dens rene Vande (ligesom
ogsaa ved andre hellige Floder, selv til Dels
i vore Dage)« (Barth). Der findes Litanier til
G. ligesom til Vishṋu, Çiva, Devī (Durgā),
Sūrya (Solen), Gaṇeça etc. Hos Çākta’erne er
G. (efter Brahmavaivartta-Purāṇa), ved Siden
af Durgā, Lakshmī, Sarasvatī etc., en af de opr.
aṃsa’er (»Dele«, Emanationer) af Prakṛiti
(»Naturen«). — G. er paa een Gang Flod og
Gudinde. I den sidste Egenskab fremstilles hun
som en yndig ung Kvinde med en Lotusblomst
i Haanden, er Durgā’s Søster og Veninde,
deltager i Gudernes Forsamlinger (hos Brahmán,
Indra etc.), taler med Umā (Durgā) om
Kvindens Pligter, forklarer Sāgara (»Havet«),
hvorfor Floderne ikke fører Rør, men kun Træer
til Havet (nemlig fordi Rørene er kloge nok til
at bøje sig). Oppe i Himmelen kaldes den
Ākāça-G. (»Æther-G.«). Den blev bragt ned
paa Jorden af Bhagīratha og derfor
betragtet som hans Datter; om dens mytologiske
Løb se Brahmanisme. Da Kong Jahnu
ikke vilde gifte sig med den, oversvømmede
den hans Offerplads, hvorfor Jahnu drak den;
men Ṛishi’erne fik den tilbage fra ham som
hans Datter (Jāhnavī), Agni (Ilden)
nedlagde den Sæd (opr. Rudra’s), hvoraf Skanda
opstod, i G.; men hun kunde ikke bære den og
maatte lægge den fra sig paa Meru (se
Brahmanisrae), hvorved ogsaa Guldet opstod.
Ved Kong Çāntanu blev hun Moder til 8
Sønner (Genfødelser af de 8 Vasu’er), men lod kun
den yngste, Bhīsma, leve. Efter det store
Slag mellem Kuru’erne og Pāṇḍava’erne gaar
Vyāsa om Natten ud i G. og maner de faldne
Krigere frem af Floden; efter at de den Nat
havde glædet sig med deres dér forsamlede
Efterlevende, forsvandt de igen i Bølgerne og gik
til deres forsk. himmelske Opholdssteder;
deres Enker druknede sig i G. og blev straks
forenede med deres Mænd. Da Yudhishṭhira,
efter at have mistet alle sine Slægtninge, var
gaaet op til Himmelen med sit menneskelige
Legeme, badede han sig i Ākāça-G. og blev
derved fri for sin menneskelige Natur, for
Plager og Fjendskab, og bor derefter i
Himmelen. — I det genealogiske System er hun
mest, ligesom Umā (Durgā), en Datter af
Himavat (Himālaya) og Menā.
(S. S.) D. A.
Ganges-Delfin [’gaŋəs-], se Delfiner,
S. 924.
Ganges-Gavial [’gaŋəs-], se Gavial.
Gangfod, Betegnelse for en Fuglefod, der
væsentlig er beregnet til Gang ell. Løb, ikke
til at omfatte Grene, gribe Bytte ell. svømme.
I øvrigt kan den være højst forsk. hvilket ses
af, at saa forsk. Fuglegrupper som Struds-,
Hønse- og Vadefugle alle maa siges at have G.
O. H.
Gangforstyrrelser kan opstaa som Følge
af mange forsk. Lidelser. Dels kan Læsioner
af og Betændelser i Muskler, Knogler og Led
frembringe G., dels kan de fremkaldes af visse
Nervelidelser. Disse kan bevirke, at Gangen
antager bestemte Typer, bl. hvilke kan
fremhæves: den ataktiske Gang, som skyldes
Lidelser i Lillehjernen ell. visse
Rygmarvsbaner, hvorved Gangen bliver usikker og
vaklende som hos Berusede; den spastiske
Gang, bedst kendt fra Patienter, der har haft
Apopleksi, skyldes en reflektorisk Stivhed af
Musklerne, hvorved Benet med strakt Fod
slæbes hen ad Jorden ell. føres i en Bue ud til
Siden og fremefter; den paralytiske Gang
skyldes Lammelse af Musklerne, saa at Foden
hænger slapt ned, naar Benet løftes.
Hysteriske G. viser sig undertiden ved, at
Patienten, naar han skal gaa, gør en Mængde
dansende og steppende Bevægelser
(Astasi-Abasi) og undertiden ved, at han ikke er i
Stand til at bevæge Benene fremad, selv om
de enkelte Muskler ikke er lammede.
K. H. K.
Ganghofer [’gaŋho.fər], Ludwig, tysk
Forf., f. 7. Juli 1855 i Kaufbeuren i Øvrebayern.
Han var først Polytekniker med Maskinteknik
som Særfag, men dyrkede senere i Würzburg,
München og Berlin filos. og filologiske Studier
og tog Doktorgraden i Leipzig. Nu gik han helt
over til litterær Virksomhed og vandt en stor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
