Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gentry - Gentryksform - Gentz, Friedrich von - Gentz, Wilhelm Karl og Ismael
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Uafhængighed, saaledes at de ikke er nødte til, for at
kunne leve, at vælge Erhverv, der ikke anses
passende for en Gentleman. For at regnes til
G. maa alle Medlemmer af Familien være
virkelige Gentlemen og Damerne Ladies. Det at
have stor Formue, ja Rigdom, er aldeles ikke
nok for at blive anerkendt som hørende til G.,
selv om Familien bringer nok saa store Ofre.
Fremfor alt udfordres Dannelse og Takt;
Familiens Medlemmer maa i Tale (saaledes i
Udtale af h, hvor det findes i Ordets Begyndelse,
hvorimod det ikke maa sættes til, hvor det ikke
hører hjemme), ydre Fremtræden o. l. vise sig
at være fuldkommen ligestillede med andre
dannede Familier. Naar dette ikke er Tilfældet,
vil saadanne Familier altid siges at være below
the G. (under G.).
V. S.
Gentryksform (tysk:
Wiederdrucksform, fr.: rétiration, eng.: second-side), se
Bogtryk.
Gentz [gænts], Friedrich von, tysk
politisk Forf., f. 2. Maj (ell. 8. Septbr) 1764 i
Breslau, d. 9. Juli 1832 nær ved Wien. Han blev
1785 ansat i et preussisk Regeringskontor og
hengav sig tidlig til alskens Livsnydelser.
Paavirket af Rousseau og Kant hyldede han opr.
den fr. Revolution og forsvarede 1791 dens
Grundsætninger i en Afhandling om Rettens
Oprindelse, men slog snart om og oversatte Ed.
Burke’s, Mallet du Pans’ og Mounier’s Skrifter
imod den. 1795—98 udgav han »Neue deutsche
Monatschrift« og hyldede heri de eng.
konservative Synsmaader om en fri Forfatning. Ogsaa
rettede han 1797 efter Kong Frederik Vilhelm
III’s Tronbestigelse en offentlig Opfordring til
ham om at forebygge Omvæltninger ved at
indføre Pressefrihed, Næringsfrihed m. m. og
samtidig slaa ind paa en national Politik. I Førstningen
vilde han dog bevare Neutraliteten over for
Frankrig, men i »Historische Journal«
(1799—1800) tilraadede han Krig imod det og gjorde
1801 gældende, at det var den fr.
Nationalforsamling, som opr. havde fremkaldt
Revolutionskrigene. 1802 blev han østerrigsk Hofraad og
flyttede n. A. til Wien, men havde forinden ved
et Besøg i London knyttet Forbindelse med eng.
Statsmænd samt fik en Aarpenge af
Statskassen for sin Virksomhed. Derefter var han i en
Aarrække en af de ivrigste og dygtigste
Modstandere af Frankrig’s Hersker, baade ved
selvstændige Flyveskrifter og ved at laane sin Pen
til Affattelse af Aktstykker og Depecher. Han
bekæmpede 1804 Regeringernes Anerkendelse af
Napoleon og krævede Krig imod hans
Overgreb, og i sine »Fragmente aus der Geschichte
des politischen Gleichgewichts in Europa«
udtalte han med stor Veltalenhed og med et
fremskuende Blik, at Europas Genoprejsning maatte
udgaa fra Tyskland. Han affattede de
østerrigske Krigsmanifester 1809 og 1813, ligesom det
preussiske 1806, og var siden 1812 Metternich’s
stadige Medarbejder. For selve Folkenes
Frihedskamp havde han dog hverken Interesse ell.
Forstaaelse; det gjaldt for ham kun om at
opnaa faste Forhold og at sikre Freden. Stein
gav ham derfor ogsaa det Skudsmaal, at hans
Hjerne var fortørret og hans Hjerte forraadnet.
G. var Sekretær paa Wien-Kongressen og ved
Paris-Fredens Afslutning 1815. samt ved alle
Kongresserne 1818—22. Ligeledes tog han vigtig
Del i Karlsbad- og Wien-Konferencerne
1819—20 om det tyske Forbunds nærmere Ordning, og
det var hans sofistiske Fortolkningskunst, der
gav Regeringerne de fornødne Paaskud til at
forholde Folkene den lovede Frihed. Han
udfandt nemlig, at Tilsagnet om fælles Regler for
Pressefrihed i alle tyske Lande kun bebudede
fælles Censur, og at Løftet om
landsstænderske Forfatninger kun sigtede til at give
Stænderne, men ikke Folkene Repræsentationsret.
Han var i disse Forhold kun en aandfuld
Haandlanger for en aandløs Reaktion. Hans
Indsigt i Finanssager gjorde ham til en
virksom Deltager i Ordningen af de østerrigske
Finansforhold 1814—21. Over for Grækernes
Frihedskamp var han meget bittert stemt, og han
opfattede Østerrigs Stilling til det
østerlandske Spørgsmaal som afgjort fjendtlig imod
Rusland. Medens han som den egl. Leder af
Regeringsbladet »Oesterreichischer Beobachter« i
mange Aar havde været Reaktionens Talsmand,
syntes han efter Julirevolutionen at vende
tilbage til sin Ungdoms Opfattelse om det
konstitutionelle System som en Udsoning mellem
Folkets Frihed og det monarkiske Princip. Skønt
han siden 1815 havde en aarlig Indtægt af
60000 Kr., bl. a. en stor Aarpenge, bevilget af
Kongressen i Wien, samt Vederlag for at skrive
politiske Beretninger til Fyrsten af Valachiet
(1813—28, udg. 1876 i 3 Bd), var han dog i sine
sidste Aar i jævnlig Pengetrang p. Gr. a.
Vellevned, Ødselhed og højt Spil, samt efterlod en
stor Gæld. Siden 1829 stod G. i et ømt Forhold
til den unge Danserinde Fanny Elster; sin
Hustru havde han 1802 efterladt i Berlin. Hans
»mindre Skrifter« udkom 1838—40 i 5 Bd, og
endvidere Mémoires et lettres inédits 1841;
dertil føjedes senere »Aus dem Nachlass F. v. G.«,
udg. af Prokesch v. Osten (2 Bd 1867), »Briefe
politischen Inhalt 1799—1827«, udg. af
Klinkowström (1870) og »Tagebücher« (1800—26) (4 Bd.
1873—74). Ogsaa bør nævnes hans Breve til
Joh. v. Müller (6 Bd 1839—40) for deres
ypperlige Stil. (Litt.:
Mendelssohn-Bartholdy, »F. v. G.« [Leipzig 1867];
Schmidt-Weissenfels, »F. v. G.« [2 Bd, Prag 1859]
og Guglia, »F. v. G.« [Wien 1901]).
E. E.
Gentz [gænts], 1) Wilhelm Karl, tysk
Maler, f. 9. Decbr 1822 i Neuruppin, d. 23. Aug.
1890 i Berlin. Han uddannedes i Berlin og særlig i
Paris (Gleyre, Couture), foretog mange Rejser
især til Orienten, blev 1874 Medlem af Berlin’s
Akad. Nogle af hans første større Arbejder som
»Kristus hos Simon« (1854, Neuruppin’s
Klosterkirke), »Kristus mellem Toldere« (Bymuseet i
Chemnitz) viste allerede Tendens hen imod det
orientalske Genrebillede, som blev hans Kunsts
Speciale. Af hans store Produktion anføres:
»Slavetransport« (1860, Mus. i Stettin),
»Almisseuddeling i Kairo« (1862), »Nil-Landskab med
Flamingoer« (1870), »Dødsfest ved Kairo« (1876),
»Slangebesværger« (1872), Hovedværket »Den
tyske Kronprins’ Indtog i Jerusalem 1869« (1876,
Berlin’s Nationalgaleri), »Basar i Alger« (1879),
»Mindefest for Rabbi Id. Barthischat paa
Alger’s jødiske Kirkegaard« (1881, Mus. i Leipzig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
