Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gnosis eller Gnosticisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
guddommelige Erkendelse og derigennem
opnaar Forløsningen, og saadanne, som ikke er
i Stand til dette — et Skel, som tydeligt røber
G.’s hele aandsaristokratiske Præg. Den første
Klasse kaldes i Reglen de aandelige
(»Pneumatikerne«), den sidste de sjælelige
(»Psykikerne«) ell. de materielle (»Hylikerne«); men
senere, inden for de kristelige Former, blev en
Tredeling alm., og Hylikerne betegnede da de
ganske udenfor staaende, Psykikerne de alm.
Kristne og Pneumatikerne saadanne, som
havde naaet det højeste Trin af kristelig
Udvikling, d. v. s. saadanne, som i Stedet for Tro
besad G.
Problemet om Forløsningens Nødvendighed
fører imidlertid ud over Dualismen inden for
Menneskenaturen; man spørger videre om
dennes metafysiske Forudsætninger ɔ: hvorledes er
det gaaet til, at Mennesket er blevet et saadant
Dobbeltvæsen, der i sig forener Elementer fra
to modsatte Verdener? Og Svaret herpaa
hentes fra den rationalistisk bearbejdede Mytologi;
ell. rettere sagt: Svarene; thi m. H. t.
Enkeltheder er der store Forskelle; men paa den
anden Side er der dog ogsaa visse Grundtanker,
som gaar igen i de fleste gnostiske Systemer.
Herhen hører nu først Betragtningen af den
højeste Guddom som en nærmest upersonlig
Kraft, Aarsagen til alt eksisterende; de Navne, I
som anvendes om ham (»Universets Fader«, »den
Ukendte«, »den Uudsigelige«, »den Uskabte«
m. fl.), er tilstrækkelige Vidnesbyrd herom. Fra
denne tænker man sig saa videre, at der ved
Udstrømning (Emanation) fremgaar en Række
lavere Guddomsvæsener, ordnede efter
Værdighed i en trinvis nedadstigende Linie;
tilsammen udgør de hele Guddommens Indhold ell.
Fylde (Pleroma), og de benævnes i Reglen
Syzygier — fordi de forekommer parvis, et
mandligt og et kvindeligt — ell. i de senere
Systemer, som f. Eks. Valentinianismen: Æoner.
Opr. har Æon-Læren sikkert haft myt.
Udspring, nemlig fra en stor Gudefamilie; men i
sin nuv. Skikkelse er den et Forsøg paa for
Tanken at tilvejebringe en Formidling mellem
de dualistiske Modsætninger: Gud og Verden,
Om den laveste af Æonerne, som hyppigt fører
Navnet Sophia (det fra det gl. Test. velkendte
gr. Ord for Visdom), lærte man nemlig, at den
forlod sin Plads for at søge det højeste Lys,
men i St f. faldt, nedsank i Mørkets Verden
og blev blandet med denne. At Forbindelsen
mellem de fra et dualistisk Udgangspunkt
uforenelige Verdener imidlertid har voldt meget
store tankemæssige Vanskeligheder, fremgaar
af, at Sophia i nogle Systemer spalter sig i to:
dels nemlig i et højere Væsen, som forbliver i
Pleroma, og dels i en lavere Sophia, som
nedsynker i Mørket. Berøringen med Elementer
fra Lysets Verden bliver nu af gennemgribende
Bet. for den formløse og kaotiske Mørkets
Verden, idet denne derigennem skabes ɔ: ordnes
og udformes til det harmoniske Univers. Som
virksom ved denne Skabelse optræder i Reglen
en Demiurg (Verdensbygmester) ɔ: en Guddom
af lavere Rang, der hyppigt tænkes som en
Søn af Sophia; som Repræsentant for den i
Tilværelsen raadende Nødvendighed blev han
efterhaanden betragtet som en fjendtlig
Guddom, fra hvis Magt Sjælene skulde udfries, og
i kristelige ell. andre over for Jødedommen
uvenligt sindede Systemer blev han identificeret
med det gl. Test.’s Gud, der saaledes blev
degraderet til et lavere Væsen og endog kom til
at staa i et skarpt Modsætningsforhold til den
højeste Guddom. Imidlertid længes de Lysdele,
som holdes bundne i Materien, stadig efter
Befrielse, og da ogsaa Hensynet til Harmonien i
Pleroma kræver deres Tilbagevenden, beslutter
en af de højeste Æoner sig til at stige ned
gennem de forsk. Sfærer, for tilsidst at naa
Mørkets Verden, samle de adspredte Lysdele
sammen og med den saaledes befriede Sophia
atter vende tilbage til Lysets Verden. Denne
Frelserskikkelse, der undertiden betegnedes
med det gr. Udtryk Soter, eksisterede
allerede i den førkristelige G. og gaar muligvis
tilbage til den bab. Myte om Marduk’s Nedfart
for at kæmpe med Uhyret Tiamat; men i de
kristelige Systemer blev den selvfølgelig
identificeret med Kristus. De to helt forsk.
Tankerækker, der knyttede sig til den hist.
Personlighed og til det mytisk-fantastiske Himmelvæsen,
lod sig imidlertid kun meget vanskeligt forene,
og man skelnede derfor mellem det hist.
Menneske Jesus og den himmelske Frelserguddom,
som for en Tid havde indgaaet Forbindelse
med ham; ofte lærte man, at den himmelske
Kristus ved Daaben havde taget Bolig i
Mennesket Jesus, men atter forladt ham forinden
Korsfæstelsen; dette sidste hang sammen med
Forestillingen om, at det guddommelige maa
være ophøjet over Lidelse, og for
Forløserværket spillede Kristi Død efter gnostisk
Tankegang ingen Rolle; hans Bet. i saa Henseende
beroede paa, at han havde aabenbaret
Mennesker den frelsende Erkendelse. Undertiden søgte
man endog at løse Vanskelighederne ved at
antage to Forløserhandlinger: en forud for
Skabelsen, der tilsigtede selve Sophia’s Udfrielse
(hvorved i særlig Grad de opr. myt.
Tankerækker var de dominerende), og en anden ved
Jesu Komme med det Formaal at samle de
rundt omkr. i Materiens Verden spredte
Lysdele (ved hvilken de bibelske Forestillinger kom
noget mere til deres Ret).
Spørgsmaalet om, hvilke Krav der stilles til
Mennesker selv, for at de kan faa Del i
Forløsningen, er allerede delvis besvaret i det
foregaaende. Det har der været omtalt, at
Frelsen først og fremmest er betinget af G. ɔ:
Erkendelse af den oversanselige Verdens
Hemmeligheder, som hjælper og vejleder sin
Indehaver i de himmelske Regioner; ligeledes,
at Sakramenterne spiller en stor Rolle,
fordi Menneskene derigennem faar Del i
overnaturlige Kræfter, ja ligefrem forenes med
Guddommen ell. renses for den Urenhed, som
klæber ved Materien, hvilket selvfølgelig bereder
Sjælen til at indgaa i sit himmelske Hjem;
inden for G. kender man da ogsaa baade en
»Vanddaab«, en »Aandsdaab« og en »Ilddaab«,
forsk. Oliesalvninger og et Nadvermaaltid, der
ofte blev uddelt med Brød og Vand; desuden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
