Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goldschmidt, Jenny Lind-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pamina i »Tryllefløjten«, Alice i »Robert«, Lucia
di Lammermoor og Norma, samtidig med, at
hun paa mindre Koncertrejser — navnlig til
Upsala, hvor Studenterne med den gl. Gejer i
Spidsen fejrede
hende som
ingen anden
Kunstnerinde
— fortryllede
Tilhørerne ved
sit
uimodstaaelige
Foredrag
af sit
Hjemlands
Folkeviser. Den
20-aarige
Kunstnerinde, der
imidlertid var
blevet udnævnt til
Medlem af det
musik.
Akademi og kgl.
Kammersangerinde, følte sig
dog ikke tilfredsstillet ved sin kunstneriske
Uddannelse, og efter Tilskyndelse af Komponisten
A. F. Lindblad, i hvis Hus hun en Tid lang
havde været optaget, drog hun til Garcia i
Paris. Overanstrengt af de forløbne Sæsoners
Arbejde og træt af Rejsen fremstillede hun sig
for den berømte Sanglærer, der efter at have
hørt hende, affærdigede hende med de Ord:
Madame, vous n’avez plus de voix. Han lod sig
dog bevæge til at høre hende en Gang endnu,
raadede hende til at lade Stemmen hvile i 6
Uger og overtog saa hendes videre
Uddannelse. Under sit Ophold i Paris traf Jenny Lind
sammen med Meyerbeer, der dengang stod paa
Højdepunktet af sit Ry. Han blev begejstret
over den unge nordiske Sangfugl og tog det
Løfte af hende, at hun vilde kreere
Hovedpartiet i den Opera, som han skrev til
Indvielsen af det ny Operahus i Berlin.
Imidlertid rejste hun efter endt Læretid hjem
til Sthlm, hvor hendes Optræden vakte i den
Grad Furore, at Pladserne betaltes med mange
Gange deres alm. Pris. 1843 erobrede hun
Finland og Danmark, under sit Ophold i Kbhvn
boede hun i Huset hos Bournonville, der i sine
Teatererindringer omtaler hendes Kunst og
hendes Person i højt begejstrede Udtryk, og
optraadte 2 Gange paa det kgl. Teater som
Alice i »Robert«. Efter Løfte gik hun saa 1844
til Berlin, kom ganske vist ikke til at medvirke
ved selve Indvielsesfesten, da Rollen imidlertid
var givet til en anden, og Jenny Lind i sin
Beskedenhed ikke vilde træde nogen for nær,
men høstede til Gengæld, da hun efter de to
første Forestillinger indtraadte i Partiet —
Vielka i »Das Feldlager in Schlesien« —, og
ligeledes som Norma, en Begejstring, hvis Lige
ikke var set i Berlin. Og fra nu af øgedes
hendes Verdensry med ukendt Styrke. Paa et
Besøg i Sthlm blev hun modtaget som en
Dronning, i Kbhvn — hvor hun optraadte Septbr
og Oktbr 1845 som Norma og Regimentets
Datter samt ved nogle Koncerter — rasede
Jenny-Lind-Feberen fra 1843 med forøget Styrke;
Oehlenschläger og H. C. Andersen skrev Digte
til hendes Ære, og Studenterne bragte hende
en Serenade. Og paa en nu flg. Række
Gæstespil i tyske Byer blev hun modtaget med en
Begejstring, der ikke alene gjaldt den store
Kunstnerinde, men ogsaa hyldede den ædle,
kvindelige Personlighed uden for Scenen. I alle
de Byer, hun besøgte, kappedes de fineste og
aandelig fornemste Familier om at huse hende
— Prof. Wichmann i Berlin, Brockhaus i
Leipzig, Prof. Wilh. Kaulbach i München o. s. fr.
— i Tieck’s, Steffens’, Bettina’s og Meyerbeer’s
Saloner var hun Midtpunktet for alles
Opmærksomhed, Digte og Dedikationer strøedes
for hendes Fødder, Medailler sloges til hendes
Ære, og Musikkens Stormænd, som Spohr,
Schumann, men fremfor alle Mendelssohn, saa
op til den lige saa fejrede som beskedne
Kunstnerinde.
Hvad der gjorde Jenny Lind’s Fremtræden
saa forunderlig fortryllende paa Scenen, saa
tiltrækkende i det daglige Liv, var hendes
ædle, højt poetiske Kunstnernatur, en sjælden
Forening af Karakter og Personlighed, Natur
og Kunst. Hendes ideale Opfattelse af Kunsten
som en Mission, hendes Ærlighed og
Begejstring og den lykkelige Sammensmeltning af
vokale og dram. Evner giver hende den
Særstilling, som alle kappes om at indrømme
hende. Alle, der hørte hende, selv de, for hvem
Musikkens Kunst ellers var en lukket Bog,
maatte komme under denne dragende og
daarende Indflydelse, og alle karakteriserer de
deres Indtryk af hende i næsten samme
Udtryk, samme Ord og Vendinger. Betegnelser
som »Kunstens ædle Præstinde«, »kysk
Jomfruelighed«, »ægte Kvindelighed« og »Geniets
Enfold«, falder dem let i Pennen: hun har
»Kunstens hellige Ild i sine Aarer«, siger en;
» . . . ingen Bøger, ingen Personer har bedre
og mere forædlende, for en Tid, virket ind paa
mig som Digter end Jenny Lind«, siger H. C.
Andersen i »Mit Livs Eventyr«. Aldrig
paavirkes hun af smaalig Forfængelighed, verdslig
Glans og Magt er for hende intet, undtagen for
saa vidt hun derigennem bliver i Stand til at
lindre Medmenneskers Armod og Nød. —
Hendes Stemme var en høj, ægte og fyldig Sopran,
lidt tilsløret i Mellemlejet, men de høje Toner
af en betagende Klang, en sølvagtig Glans;
»hendes Stemme har altid den hjertegribende
Klang, der rører til Taarer«. Ved Jernflid og
Udholdenhed havde hun tilegnet sig en Teknik,
der besejrede alle Vanskeligheder som i Leg,
og hendes Tekstudtale var — paa Svensk, Tysk,
Engelsk og Italiensk — lige mønsterværdig.
Hendes skarpe dram. Opfattelse, hendes
medfødte Sans for Plastik, den udtryksfulde og
talende Mimik gjorde hende det let at
fremkalde netop det Indtryk paa Tilhørerne, som
hendes dybt bundende Hengivelse i Rollen
indgav hende; selv Tyskerne saa i den unge sv.
Sangerindes Fremstilling af Agathe i
»Jægerbruden« Idealet af denne den mest ideale
Repræsentant for den tyske Romantik paa
Operaens Omraade. Og medens nogle glædede sig
mest over den yndefulde og skælmske
Gengivelse af den let kvidrende Marketenderske i
 |
| J. Lind-Goldschmidt. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
