Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gotik - gotisk Skrift - gotisk Sprog og Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bygningsstil, skabt gennem en gradevis Videreudvikling
af den forudgaaende romanske Stils tekniske og
æstetiske Muligheder. Dens Hjemland er
Nordfrankrig, hvor de første gotiske Bygninger
opførtes c. 1140, og hvorfra den derefter i Løbet
af 13. Aarh. bredte sig over hele Vesteuropa,
hvor den herskede indtil Renaissancens
Gennembrud (i Italien til c. 1400—1450, i
Nordeuropa til c. 1500—1550). Arkitekturens
vekslende Stilformer, Ung-, Høj- og Sengotik, og
lokale Ejendommeligheder (smlg.
Bygningskunst, S. 328), genfindes i Billedkunst og
Kunsthaandværk. Ligesom G.’s arkitektoniske
Opgaver i første Række var kirkelige, saaledes
var dens Billedkunst udpræget religiøs, hentede
sine Emner fra Bibelen og Helgenlegenderne og
tjente i første Række til Udsmykning af
Kirkerne og deres Inventar. Dette Forhold, der fik
Udslag for Eksempel i Gotikkens farveskønne
Glasmalerier, hindrede ikke en høj
Blomstring af Billedhuggerkunsten under Ung- og
Højgotikken, hvis fint S-svungne Skikkelser kan
bære Vidne om en yndefuld fr. Elegance, og
senere fulgte en Udvikling af borgerlig Realisme,
hvis ypperste Frugt blev den flanderske
Malerkunst i 15. Aarh. Baade Billedkunst og
Kunsthaandværk gjorde G. først afhængig af
Bygningskunsten for derefter til en vis Grad igen at
sprænge de arkitektoniske Rammer. Saare
karakteristisk er Udviklingen af got. Ornamentik.
Paa den fr. Unggotiks Bygninger findes
Stenskulpturer med elegante Planteornamenter,
endnu halvvejs romanske, men sikkert
paavirkede af klass. Akanthusornamentik. Vistnok
med Urette har fr. Forskere i disse Former
villet se Naturefterligninger af Foraarsplanter,
og først lidt senere, i 13. Aarh., begyndte man
direkte at kopiere Naturens Blade, idet man
nu i Bygningsskulpturen brugte Blade af
Vinstok, Ahorn, Eg o. l. som Forbilleder. Mest
betegnende for den got. Ornamentik er dog dens
stærke Brug af Arkitekturformer i dekorativt
Øjemed, Stræbepiller, Smaaspir (Fialer), Gavle
(Vimperger) og Spidsbuer, besatte med
Enkeltblade (Krabber). Stavværket fra de gotiske
Vinduer udnyttes som Fladeornament og overføres
f. Eks. til Snedkerhaandværkets Fyldingsfelter,
hvor det endnu i sengotisk Tid gerne udførtes
i gennembrudt Arbejde. Under Sengotikken kom
Arkitekturmotiverne delvis i Opløsning,
Spidsbuerne blev til Kølbuer, Stavværket ændredes
fra regelmæssige geom. Fig. (Cirkler, Trepas,
Firpas) til Kommaværk (»Fiskeblærer«) eller
Flammeværk, og man kunde tillade sig at sno
Spirene som Grene. Paa dette Stilens sidste
maleriske Stadium vandt ogsaa
Planteornamentikken paany Fremgang, og medens man kunde
forme selve Arkitekturens Led som afkvistede
Stammer og Grene, erstattedes Stavværket ofte
af Rankeværk.
Gotikken kunde forme et Monstransskab som
et Kirkespir og et Helgenskrin som en hel lille
Bygning, men skønt dens Kunsthaandværkere
vei kunde fristes til at præstere tekn.
Bravurstykker, bevarede dens fremragende tekn.
Dygtighed dog ogsaa en sand Forstaaelse af
Materialernes Krav. Gotiske Guldsmedearbejder og
Snedkerarbejder kan forene elegant Slankhed
med sund praktisk Brugelighed, som ikke
tilslører Konstruktionerne. Dette er i god
Overensstemmelse med, at selv de himmelstræbende
gotiske Kirker kun har kunnet naa deres
mystiske Virkninger ved fremragende Teknik og
praktiske Konstruktioner.
Medens Gotikken aldrig helt vandt Fodfæste
i Italien, blev den i Nordeuropa saa hjemlig, at
den evnede at gennemtrænge Renaissancens
Bygningskunst, og i England blev G. ingensinde
helt forladt, selv ikke i 18. Aarh. I 19. Aarh.
har den romantiske Middelaldersbegejstring
faaet baade Tyskere, Englændere og
Franskmænd til i G. at se deres nationale Stil. Den
har haft stor Bet. for det forrige Aarh.’s
kirkelige Bygningskunst (smlg. Bd IV, S. 340), og
især c. 1830—50 blev dens Forbilleder jævnligt
kopierede i Kunsthaandværket, Efterligninger,
der dog hyppigt kun blev til tør og aandløs
»Maskingotik«. (Litt.: smlg. »Bygningskunst«.
Oversigtsværk: Chr. Axel Jensen og E.
Rondahl, »Stilarternes Historie« [1913]).
C. A. J.
gotisk Skrift kaldes den Skrift, der florerede
— især i Frankrig — i 12.—13. Aarh., og som
tit ogsaa gaar under Benævnelsen
»Munkeskrift«. Den er udviklet i 12. Aarh. af den
da alm. raadende »karolingiske Minuskel«, ved
at dennes lige Linier trækkes over, og runde
Buer gøres til Vinkler, saa at Skriften bliver
skarp og kantet. Renaissancetidens Mænd ansaa
den for en barbarisk Skriftform og kaldte den
— i Analogi med den gotiske Stil i
Arkitekturen — for g. S. Efterhaanden ændredes den
til en hurtigløbende Kursivskrift, som var alm.
benyttet i 14.—16. Aarh., og hvorfra den Skrift
stammer, der endnu er national Skriftart i de
tysktalende Lande, og som tidligere ogsaa
benyttedes hos os (»gl dansk Skrift«). En egen
Art, ikke at forveksle med den ægte g. S., er
den »vestgotiske«, brugt i Spanien i 8.—10. Aarh.
For øvrigt overførtes Benævnelsen g. S. ogsaa
paa en Slags Trykskrift, nemlig den stærkt
kantede, der hos Hollænderne blev meget benyttet
under Navn af »Duits« og kommer frem i 15.
Aarh. Imidlertid har man tillige brugt Navnet
om anden, mere eller mindre lgn. Trykskrift
og bruger det nu ofte i samme Bet. som Ordet
»Fraktur«.
(E. G.). C. S. P.
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
