Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ET NYT MALERI FUND
Det tidligst kendte Selvportræt af Zahrtmann, et Billede, der formodes malet omkring
1864, er i disse Dage fundet i Norge, hvor det tilhørte en af Zahrtmanns gamle Elever.
Det interessante Arbejde befinder nu sig i en kendt kjøbenhavnsk Samlers Besiddelse.
D
ET ældste Selvportræt af Kristian Zahrtmann er
fornylig fundet i Norge og efter mange Aars
Ubemærkethed omsider kommet til Hæder og
Værdighed. Det er blevet formodet, at dette
Portræt er malet i 1864, hvilken Gisning sagtens er
kombineret ved et Skøn over Modellens Alderstrin og den
Kendsgerning, at der fra
Tiden 1863—64
eksisterer fire Billeder af
Zahrtmann, alle netop
Mandsportrætter og de
tidligste Værker man
har fra denne store
Kunstners Haand,
malet 4—5 Aar førend
han indsendte sit
før-’ste Arbejde til
Charlottenborg — og fik det
kasseret.
Det er meget
sandsynligt, at
Selvportrættet er malet paa
den angivne Tid. Det
forestiller en ganske
ung Mand med et
kraftigt, energisk
Ansigt og et skarpt
iagttagende Blik. Ikke
alene i Ansigts Udtryk,
men ogsaa i dets Fonn
genkender vi
øjeblikkelig Zahrtmann, som
de fleste af os dog
kun har set som en
robust, lidt stakaandet,
af blodrig Sundhed og
mægtig Energi
blussende gammel
Kraftkarl. Ved
Betragtningen af dette Billede gør man et langt Spring tilbage
gennem Tiden, men samtidig fastholdes man af det kendte
Karakterpræg: Ja, Blikket er tilvisse det samme, der er
ingen Humbug i det Blik, det er — allerede dengang —
den viljefaste, redelige Forsker, ung og uberørt af Livet,
men rede til at tage fat og i høj Grad paa det rene med,
hvor hans Stade er: denne Yngling forsmaar den »gradus
ad Parnassum«, som er den hurtigste Vej til
Berømmelsen, ved de billigste Midler. — I dette Billede kender
man, som sagt, baade i Formen og Udtrykket den af
os alle elskede Zahrtmann, det massive Ansigt med den
klodsede, trodsige Germanernæse, den viljefulde Hage,
den fast hvælvede Pande, og, først og fremmest det
kraftige, i sin Forsken roligt hvilende Blik. Ja, selv i
Farve-greningen erkender man den Farvens Mester, sotn blev
Det i Norge fundne tidlige Selvportræt af Kr. Zahrtmann
dristigere og uforbeholdnere med Aarene, efterhaanden som
hans sikrere Teknik gav hans Selvbevidsthed den fornødne
Støtte: det er de samme olivengrønne og de samme
hede, næsten feberrøde Farver. Efter al Sandsynlighed
har Hovedet oprindelig været malet paa det nøgne Lærred;
Baggrunden og Jakken synes at være malet til senere, af
en forsigtig og
taktfuld Mand. — Det er
morsomt at betragte
dette Billede — ikke
alene fordi det er
typisk for Zahrtmann i
hans tidligste Periode,
og fordi det giver en
udmærket
Portrætkarakteristik; men ogsaa,
fordi man, for
Eksempel i Haarets
Behandling, sporer
Paavisningen fra hans
Lære i denne Periode,
Vilhelm Marstrand.
Marstrand og
Zahrtmann — den store,
anerkendte danske
Mester, og den unge,
vordende Høvding,
brydes i dette Billede
om Overtaget. Og det
er let at se, at der her
ikke er Tale om en
dygtig og lærvillig
Epigon, som viljeløs
bøjer sig i slavisK
Beundring for den gamle
Mesters Autoritet. I
Ynglingens Blik læser
man om Fremtiden —
om den Arbejdsvilje,
der affødte Zahrtmanns ofte gentagne Sentens: »Geniet
beror paa Taalmodighed«, — og man læser den stolte,
ydmyge Forvisning om eget Værd, om egen Sandhed.
Hvormeget eller hvor lidt kunstnerisk Værd man iøvrigt
tillægger det nyfundne Selvportræt, — dets største Værdi
ligger i Kendsgerningen, at dette er Zahrtmanns tidligste
Selvkarakteristik. Det er den unge Herakles, førend han
drog ud for at forvandle et Stykke af Kunstens uhyre
Overdrev til dyrket Jord. Det er den unge Herakles, før den
bitre, slidfulde Kamp, under hvilken han sikkert ofte i lange,
kunstnerisk trange Aar uden Publikumsvirak, og
kommenteret af Publikumsviddets Banaliteter, maatte sande de Ord,
Ovid skrev fra sin Landflygtighed hos Geterne: »barbarus
hi c ego sum, quia non intelligor ullis!«
Mæcenas.
56
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
