Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hørt Far kalde sig Grundtvigianer, hans Frihedstrang og
Mangesidighed gjorde ham det unaturligt at indrubricere
sig i et bestemt Parti.
Mens Far som ung blev aandeligt retningsbestemt,
udviklede han sig
skridtvis som Kunstner.
Allerede som Barn
higede han efter at
komme ud af Skolen, ind
paa Akademiet. At
tegne lærte Far, efter
sit eget Udsagn, dels
af at se paa sin Faders
Tegninger, dels af sin
lidt ældre Samtidige
paa Akademiet, H.
Grønvold, den senere
udmærkede Lærer. Af
Akademiets Lærere
derimod saa godt som
intet. Far udtalte ofte
sin Harme over den
daværende slette
Undervisning dér. Paa Malerskolen kom han aldrig, da han
ikke havde Tid, han maatte tjene Føden, da der i hans
Moders Hjem var fattige Kaar.
Af Betydning blev derimod nogle faa Besøg hos P. C.
Skovgaard, som gav Far kloge og instruktive Raad. Paa
dette Grundlag arbejdede Far en
Række Ungdomsaar og naaede en
ikke ringe Dygtighed. Et Ophold
i Frankrig gav Far stærke
Indtryk af fransk Malerkunst,
navnlig dens romantisk-naturaliske
Periode.
Det blev dog i Italien, i Rom
og Sora, at Fars egentlige Evners
Gennembrud fandt Sted. Her
levede han sammen med Venner
som Zahrtmann, Joakim
Skovgaard og Th. Philipsen. De to
første kom til at betyde
overmaade meget for Far rent
menneskeligt, og han saa op til dem alle
tre sotn Kunstnere. Philipsen var
den, der øvede den bedste Kritik.
Gennem ham og en belgisk
Maler, der ogsaa opholdt sig i Sora,
fik Far sin første Indsigt i
Impressionismen. Belgieren viste
ham, at der i Philipsens
Graa-vejrsbi Ilede var mere Lys end i
Fars Solskins- do. Far arbejdede
paa et meget stort Landskab, her
gengivet, og Belgieren anbragte tre Toner midt i ilet ret
mørke Billede, Luft, Bjærg og Trætop, for at vise hvor højt
Billedet skulde stemmes op i Farve for at faa Naturens
Dagklarhed. »Stem hele Billedet efter disse tre Pletter;
mai saa vidt De kan hver Gang over hele Lærredet uden
at tænke paa Enkeltheder. Disse vil indfinde sig af sig selv
Viggo Pedersen: Motiv fra ,Bogenæs’ 1924
i samme Mængde som Billedet kræver det!« »Men saa
maa jeg altsaa ødelægge hele mit Maleri, som har taget en
Sommers Arbejde!« »Ganske sikkert! Men De vil vende
hjem til Danmark som en ny Maler!« Far fulgte radikalt
lians Raad. I Løbet af
den næste Sommer
malte han Billedet
totalt 0111 og fortrød det
aldrig. Senere fik Far
et langt friere
Fore-drag og udviklede sig
alsidigt, men dette
Billede vil vedblive at
staa som et af hans
allerbedste, ved sit
pragtfulde,
selvstændigt sete Motiv og sin
lyse Helhed. Og ved
sin uhyre og
konsekvente Gennemførelse
som det mest
grundmurede i hans
Produktion.
Fra da af var Far en personlig og moden Maler. Han
var ca. 30 Aar, og da han samtidig giftede sig og blev fast
bosat, begyndte der en Række, omend økonomisk svære,
dog for hans Arbejde lykkelige Aar, hvorunder vi Børn
kom til Verden; og vore første Minder 0111 Far stammer
saaledes fra hans kraftigste Tid
mens han endnu var ung og
rask. — Som Kunstner,
Ægtemand og Fader, Lærer for en
stor Skare Elever og Ven i en
stor Kreds, udfoldede han sig til
dette straalende Menneske, som
han i stigende Grad vedblev
at være til sin Død, trods
Sorger og Ulykker, trods Sygdom og
Pine.
Fra vor Barndom saa vi Far
som Een, der ragede op, som et
Midtpunkt. Noget han aldrig
tilstræbte, men ganske naturligt
blev. En Støtte og Vejleder. Selv
var han bestandig ivrig efter at
lære af andre, til at beundre
andre, og den Varme og Kærlighed
han mødte, der ofte var udgaaet
først fra ham, og vendte tilbage
til ham, opfattede han som
uforskyldt. Sand og ydmyg, trofast og
gavmild! Han fulgte alle Dage det
hans Moder havde opelsket i ham.
Saaledes blev han det store
Eksempel for os. — Det er overladt en anden at skrive om
Fars Billeder. Jeg søger derfor at vise lidt af det, der
danner den menneskelige Baggrund for hans Virksomhed, det
hvori hans Kunst havde Rødder. For Resten kunde Far
ikke udstaa at nogen sagde »deres Kunst«, eller »min
Kunst!« Sæt, at det nu ikke var Kunst! Han regnede sig
Viggo Pedersen: Portræt af Kunstnerens förste Hustru
(Sora 1S84)
76
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
