Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
raflen i Profil men
dens Munding sef
lige ovenfra) paa
samme Maade som [-Videnskabsmanden-]
{+Videnskabsman-
den+} i en
Beskrivelse ikke nøjes med
at opnotere alt,
hvad han kan se
fra en Side, men
kun det (for hans
subjektive Syn)
interessante og
desuden det
interessante, han har
opdaget ved at
betragte den fra
andre Sider. Begge
indordner de
enkelte Iagttagelser i
et geometrisk
Skema. Det ligger i
denne Opnotering
af Genstandenes
interessante
Egenskaber at det
kubistiske Billede altid
er todimensionalt,
ikke kan forsøge at vække nogen Slags
Rumillusion, idet dets Opgave netop er at
opnotere de rumlige Erfaringer paa
Fladen. I Stedet for det rumlige foran og
bagved træder et Vedsiden-af-hinanden af
todimensionale Former. De tidsmæssigt
adskilte Iagttagelser rundt om Genstanden
fortættes i et fladt »Simultané«. Man har
foreslaaet at Nutidens øgede Tempo
(Automobil o. s. v.) har begunstiget denne
Udvikling, vi faar ofte saa hurtigt paa
hinanden følgende Iagttagelser af det samme fra
forskellige Punkter, at Billederne flyder
sammen som paa samme Flade.
Renæssancen og Tiden efter den tydede Rummet ved
Hjælp af Perspektivet. Med det vil man
vise, hvor Naturen er fuld af Matematik
og ethvert Punkt i Rummet lovmæssig
bestemt. Verden, som er fuld af Bevægelse,
bringes i Forhold til en stillestaaende
Betragter, man giver et Dybdekontinuum, som
løber paa retlinjede hvilende Akser.
Kubisten former Iagttagelsen under sin
subjektive Bevægelse og faar et fuldstændig
funktionelt Resultat. Nogle Skribenter har
forstaaet Kubismen som et bevidst Skridt mod
den genstandsløse Kunst og dermed
forvekslet Aarsag og Virkning. Ligesaavel
som Impressionisternes Sensation er tydet
Genstand er Kubisternes funktionel
Formforestilling.
III
Kubismen er ikke opstaaet ved et Brud
paa den historiske Udvikling, men som et
Led i den. Midt blandt Impressionisterne
finder vi dens Overvindere Signac og
Seu-rat, van Gogh og Gaugin, Cezanne og
Rousseau. Egentlig skoledannende blev kun
den mindste af dem: Gaugin. Omkring
1892. I et samtidigt Tidsskrift (»Revue
En-cyclopedique«) findes denne Skildring af
Situationen: »Man fordter i Kunsten igen
Picasso. Tetzen Lunds Samling
Ret til at drømme, Ret at løfte sig mod
Stjernerne ••• den kortsynede Kopi,
Stræberiet at være lige saa nøjagtig, ligesaa
banal som Daguerretypiet tilfredsstiller
ikke længere nogen«. Sadisten Toulouse
Lautrec og Drømmeren Odilon Redon er
Grænsepælene mod det ny.
I Picassos Atelier mødes nu:
Cezanneele-verne, Vlaminck, Derain, Matematikeren
Maurice Princet, hvis Rolle for hele
Retningen sikkert er langt mere afgørende end
den Sjældenhed, hvormed han nævnes,
lader formode, Grecobeundreren Barres,
Matisse, som just havde opdaget Negrenes
»Fetischer«, og »Les Fauves« Adoptivbarn
Tolderen Rousseau med Braque, Skaberen
af det første kubistiske Billede. Paa
Væggen hang et Fotografi af Ingres »Odalisk«;
Melzinger. Oluf Thomsens Samling
man har fortalt
mig, at mens
Picasso Gang paa
Gang fuldstændig
forandrer alt andet
vedbliver det at
hænge paa samme
Plads stadigvæk.
Picassos egen
Udvikling fra
Steinlen over
Lautrec, gennem blaa
og rosa Periode,
primitiv Tendens
til Kubismen er
almindelig bekendt.
Ogsaa hans
tilsyneladende Tilbagefald til en Slags
Klassicisme med
overnaturlig store
røde og oppustede
Kvindefigurer. —
Derimod turde det
være paa Plads at
bemærke, at hans
store Udstilling
sidste Sommer
bestod af nye rent kubistiske Billeder. Efter
et kort Indblik i hans Atelier maa jeg slutte
at han arbejder i alle Brancher samtidig.
Hans Alsidighed er i hvert Fald
imponerende. Hans Værker er alle uden
Undtagelse overfulde af Lyrik, hans Smag er
sikker som Seinestadens vidunderlige
Sypigers, altfor sikker, virtuos!
Braque er Kubismens Skaber. I sine
l’Etaque-Billeder fra 1908 har han hugget
Cezannes Knude af virkelighedstro
Naturgengivelse og gennemført Komposition (a
la Poussin) over. I Picassos
Ebro-Landska-ber er det gjort ligesaa radikalt, men de er
fra Aaret efter. Det er Braque som
indfører Musikinstrumenterne som Motiv, og
Bogstaverne (i 1912), og Avisudklip og
Tapetmønstre. Men Picasso er aabenbart ikke
blot et malerisk Talent; de har altid været
hans nære Venner. Mens Ordet Kubisme
første Gang blev brugt om Braques
førnævnte Landskaber fra Marseilleegnen
af Matisse, da han saa dem paa
Indepen-danten, kom det dog til at flyve over
Verden som en Slags Appendiks til Picassos
Navn.
Léger er efter min Mening hans
betydeligste Elev. Det første mig bekendte
Billede af ham stammer fra 1910. Det er en
Gruppe Mænd. Legemerne er opbygget af
simple Cylinderformer, det er rene
Maskin-mennesker, med ligesom poleret Lys over
sig. Hans Farver var dengang endnu
næsten graa, siden er de stadig blevet
heftigere, mere klingende, klirrende. Paa
samme Vis som Millet malede sine Mennesker
som en Del af Landskabet, er disse
Maskin-mennesker Del af den moderne
industrialiserede Verden. Der er f. Eks. »La Ville«
fra 1920: Jernpiller, Husmure, Trapper,
Stuer, Røgskyer (opfattet som Kugler
ligesom hos gamle svenske Bondemalere),
Erindringsreminiscenser fra Metroen;
der-indimellem tektonisk opfattede Mennesker,
75
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
