Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN STRAVINSKY OPFØRELSE
HVOR man dog ofte forbavses over den Mangel
paa Forstaaelse, vore Teaterledere og
Instruktører viser for Scenebilledets rent elementære
Virkninger. Naar man forsøger at komme med
en Kritik til Teaterfolk, faar man stadig det Svar, at
Publikum ikke bryder sig om kunstnerisk Virkning, at man
ligefrem holder dem borte, naar
man forsøger saadanne Ting.
Dette Svar viser blot, at man
aldeles ikke herhjemme har
nogen Forstaaelse af, hvad det
drejer sig om. Man har ogsaa
herhjemme hævdet, at Film
skulde være saa ukunstnerisk og
grov i Virkningen, som muligt,
for at kunne gribe det primitive
Publikum, indtil man nu
begynder at lære af det store Udland,
hvor man har en mere
fintmærkende Fornemmelse for, at jo
mere afstemte de kunstneriske
Virkninger er, desto mere Tilløb
bliver der af Publikum. Det
minder om den gammeldags
Opfattelse: at Svinestierne helst
skulde være saa snavsede som
muligt, det holdt Svinene mest af,
mente man —. indtil man en
skønne Dag opdagede, at de slet
ikke døde, naar der var rent i
Stien, tværtimod, de befandt sig
rigtig godt. Der er formodentlig
heller ikke noget
Teaterpublikum, der vilde dø af kunstnerisk Renlighed.
D. 27. Maj blev Stravinsky’s mærkelige »Historien om
en Soldat« opført af Foreningen »Ny Musik« i Forbindelse
med Folkescenen. Det var saaledes for et kunstnerisk
Intelligenspublikum, og den sædvanlige Undskyldning kunde
altsaa ved denne Lejlighed ikke gælde. Alligevel var
Iscenesættelsen i en saadan Grad ukunstnerisk og
ødelæggende for Virkningen, saa man fik det Indtryk, at Hr.
Svend Methling, der havde Ansvaret, ikke alene manglede
Smag, men ogsaa Forstaaelse af, hvad Instruktion
overhovedet drejer sig om. I Stedet for at skabe en Ramme,
der paa en jævn og virkningsfuld Maade illustrerede
Stravinsky’s ejendommelige og karakteristiske Musik, gjorde
han Rammen til en Dyrehavsbakke med Flitter og Gøgl,
hvor Dekorationer og Skuespillere halede.
Opmærksomheden hver til sit Hjørne, bort fra Helheden. Hvis Instruktion
ikke er Samling og Koncentrering om Virkningen, hvad er
den saa til?
Kis lin g. Salon des Taileries 1927
Teksten omhandler den gamle Legende om Soldaten, der
sælger sin Sjæl til Djævelen, og minder i sin abstrakte
Symbolik om de gamle middelalderlige Mysterier.
Scenebillederne bør derfor virke som rolige, plastiske Tableau’er.
Orkestret var anbragt til venstre paa Scenen, hvor de
forsvandt mod et for mørkt Tæppe, — til højre sad
Oplæseren. Han var i Modsætning til
Musikerne sminket og havde
stor, blond Paryk, hvilket
virkede stødende, da han sad foran
den lille egentlige Scene og
læste op om, hvad der i
Øjeblikket foregik deroppe. Det føltes
altsaa, som om han burde høre
til hos Publikum, og hans
Maskering virkede derfor falsk.
Endvidere var det et Fejlgreb at
lade Baggrunden paa Scenen
være sort, — da derved den
enkle Virkning gik tabt, der
fremkommer ved, at Figurerne ses
som Silhouetter, som levende
plastiske Dekorationer. Mod den
sorte Baggrund havde man sat
et altfor lyst Sætstykke i
græsselig tysk Smag, der skulde
illustrere Soldatens Hjemegn.
Baggrunden burde have været graa,
— graagul — graarød eller
graagrøn — eller maaske
allerbedst forgyldt, hvilket havde
fremhævet det uvirkelige Præg,
og Kulissen — hvis der skulde
være en saadan, — burde have virket paa samme Maade
som Baggrunden paa gamle, primitive Billeder, byzantiske
f. Eks. Jeg kunde ogsaa tænke mig det som de
landskabelige Dekorationer, vore Oldemødre yndede at brodere paa
Puder eller andre Genstande.
I Scenen med den syge Prinsesse, burde hele Billedet
være afsluttet om den Seng, hvori hun — i Følge
Manuskriptet skulde ligge; i Stedet for havde man begaaet den
Uhyrlighed at sætte hende paa en Lysberg & Hansen’sk
Sofa, omgivet af Terp’ske Puder, paa Gulvet en
rødskær-met Standerlampe, og som Baggrund en Dekoration,
forestillende en Dobbeltseng. Hvilken Mangel paa Forstaaelse
af, hvad en almindelig Publikum’er føler, naar han sidder
skjult i Tilskuerrummet.
Det eneste, der virkede, som det burde, var
Fremstillingen af Soldatens Rolle. Han var saa enkel og rolig, som
han skulde være — han var den levende, plastiske
Dekoration! Daniel Hvidt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
