Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Karl Madsen traf han en mere omfattende og
udadvendt Begavelse. Det blev ham, der gav Karl Jensen et
friere og videre Syn paa Kunst, gammel og ny.
Karl Madsen var Oppositionsmanden blandt
Kammeraterne. Tidligt moden og kulturpræget, dertil frisk
modtagelig for nye Impulser, som hans Videbegærlighed i
Almindelighed, hans Kendskab til fransk Kunst i Særdeleshed,
naturligt førte med sig, stod han skeptisk overfor Akademiets
Vejledning, repræsenteret af Vermehrens pertentlige
Smaatskaarenhed. Selv om Karl Madsen ikke fik Karl
Jensen med til at gøre Oprør, fandt han dog hos ham Evnen
til at dele sin Glæde over andre Udslag af Skønhed, end
dem, der havde gængse Kurs. Dette kom saaledes til at
gælde Mødet med Østens, specielt Japans Kunst, der
aabenbarede en
Verden af uanet Rigdom,
blandt hvis Skatte de
to Venner gik paa
Opdagelse som Erobrere
af et Land, endnu kun
kendt af faa, og
herhjemme indtil da
opfattet nærmest blot
som etnografisk
Kuriosum.
»Den opgaaende
Sols Rige« blev et af
de fjerne Maal for
Karl Jensens
Rejselængsler. Dog naaede
hverken han eller den,
der havde aabnet hans
Syn for dets
Herlighed, at sætte Foden
paa Japans Jord. Men
det andet Land, hvis Kunst Karl Madsen havde ført ham
ind i, Frankrig, fik han et straalende Glimt af ved sit
Pariserbesøg i det store Udstillingsaar 1889. Hvor begejstret
vendte han hjem derfra, betaget af alt det, han dér havde
mødt, af Fortids og Nutids, af Vestens og Østens Kunst! —
Skulde man blandt samtidige Kunstfæller fremhæve
andre, der har spillet eller spiller en Rolle i Karl Jensens Liv,
er det rimeligt at nævne Brødrene Skovgaard som
Mennesker, han har haft stort Udbytte af at være sammen med,
og Kunstnere, han al Tid har beundret. Særligt Niels
Skovgaard har staaet og staar ham vedblivende personligt nær.
Formodentlig var det nærmest paa dennes Tilskyndelse,
Karl Jensen i 1892 blev Medstifter af »Den Frie Udstilling«.
I hvert Fald var det Kammeratskabsfølelse, der bevægede
ham til dette Skridt. Han havde ellers ingen Grund til at
beklage sig over Charlottenborg, hvor der altid var taget
skyldigt Hensyn til hans Billeder, og hvor han i Grunden
følte sig mere hjemme. Han var aldrig særlig ivrig for at
faa sine Arbejder frem for Offentligheden og blev snarest
mindre udstillingslysten efter at være blevet Medlem af
»Den Frie«.
Meget ofte vandrede hans Malerier direkte fra Staffeliet
til Bestillerens eller Køberens Vægge; og hang de først
dér, holdt Karl Jensen ikke af at ulejlige Ejeren med at
laane dem til Udstillinger. Naturligvis bidrog ogsaa dette
148
til, at han mistede Føling med Publikum i Almindelighed,
saa hans Navn først sent sloges fast i Offentlighedens
Bevidsthed.
Hans Malerier har jo ellers en mærkelig Evne til at gøre
sig gældende, skønt oftest beskedne af Format, stilfærdige
og milde af Væsen.
Har man jævnligt Lejlighed til at se dem i Privatfolks
Stuesamlinger, saa hævder de sig ved et vist aristokratisk,
udsøgt Præg, der gør dem farlige for Naboerne. Saadan
mindes man ogsaa deres Virkning fra
Charlottenborg-Udstillingerne. Og selv om de paa Den Frie Udstilling kunde
sættes i Skyggen af Omgivelsernes kraftigere Virkemidler,
ejede de dog ogsaa her Evnen til at fængsle og interessere.
— Der er vel altid noget om, at Kunstnerens Fordybelse i
Værket spores i dettes
Evne til at fastholde
andres
Opmærksomhed. — Den, der
énsi-digt kun agter
moderne Kunst, forbigaar
maaske saa
konservativ en Maler som Karl
Jensen; men ellers kan
ingen frakende hans
Billeder — og det
gælder i Grunden
ogsaa de svagere, lidt for
omstændeligt
udpenslede eller en Smule
koloreret virkende, •— at
de ejer
Overbevisningens Ægthed og et
bestemt personligt Præg,
som ikke er til at tage
Fejl af.
Det personlige i Karl Jensens Kunst er vel ikke
udelukkende bundet til, men dog væsentlig betinget af den
maleriske Charme, den ædelt-fyldige Kolorit.
Andre udmærkede Egenskaber deler han med mange
brave Landsmænd i Kunsten: Redelighed,
Samvittighedsfuldhed og Elskværdighed. Men sin Kolorit har han
ganske for sig selv. Man maa tilbage til de bedste
Eckersber-gere for at finde lignende Egenskaber, eller man skal søge
helt andet Steds hen, til Tredsernes Franskmænd eller
nederlandske Mestre i det 17de Aarhundredes Landskabs- og
Interiør-Maleri.
Hans bedste Billeder er de, hvor det maleriske i Motivet
betyder mere end det skildrende, men selv hvor dette ikke
absolut er Tilfældet, møder man altid det agtpaagivende
Malerblik i Følelsen for Valørerne, for Virkningen af
Lyset i Rummet og over Stofferne: i Lokalfarvernes
harmoniske Samstemmen eller Kontrastvirkning. Karakteristisk
for Karl Jensens Kolorit er dens varme Tone, og som
noget for ham specielt kan fremhæves Anvendelsen af
Okkerfarverne, mildt og dog fyldigt virkende. Endnu et
kendetegner hans Billeder og er medbestemmende for deres
særlige Charme: den udtryksfulde Pensel, der hensætter Form
og Flade blødt og rundt eller skarpt og præcist, men ikke
spidst tegnet, som man ellers kender det godt nok og ikke
mindst fra Arkitekturbilleder. Sammenligningen mellem et
Interiør fra Køge Kirke. Tiih. Bankfuldmægtig C. C. A. Schmidt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
