Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irgens Hansen: Magdalene Thoresen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
det kjendte. Og den hevner sig, denne misforstaaelse paa den
slemmeste maade. Skildringen taber nemlig i interesse i samme
grad, som vi kjender, hvad forfatterinden ikke kjender. Og det
er bleven fru Thoresens skjæbne, at kjendskabet til norske
bønder - er taget en hel del til, mens de er vedbleven at staa i
samme clairobscure for hende. Hun har ikke fulgt romantikens
udvikling til naturalisme, skjønt veien nu synes saa ligetil, naar
man vil gjøre sig umage.
Men den umage kan det selvfølgelig ikke falde en
forfatterinde ind at gjøre sig, for hvem menneskehjertet til alle tider og
overalt er ens. Den for al god digtning golde tro paa en universel
menneskelighed er noget, som ikke kan give os interessantere
billeder, end om man førte dyd og last frem paa scenen.
Abstrakte bønder er poetisk vel saa uinteressante som dyder og
laster. Og hvad fru Thoresen kalder at idealisere kampen, det
blir at berøve den netop den poetiske interesse. Saa galt kan
times den romantiske fortælling, naar dens princip gjennemføres
som hos fru Thoresen.
I skildringen af bønderne blander fru Thoresen to
forestillinger sammen. Hun har to billeder af dem, et som opbevarere af
eventyr, sagn og andre folkepoetiske herligheder og et af de
aandelig og legemlig forkomne, hun har seet paa prestens kontor og
i kjøkkenet. Og saa foretager hun det eksperiment at male det
sidste billede med det førstes farver. Og hvor disse ikke
strækker til, slaar undermalingen igjennem, og vi faar den religiøse
grundtone. Thi alt bondens og alle smaafolks liv er opfattet fra
prestestandpunkt.
Derfor har hun saa let for at male menneskelivet; thi det,
som til hver tid og paa hvert sted er det eiendommelige, og som
det koster slig kunstnerisk møie at faa givet, det er for hende
den rene staffage, saa uvæsentlig, at hun gjerne kan udelade
den ganske. Og hun vilde sikkerlig smile medlidende ad mig,
hvis jeg ytred en beskeden tvil om, hvorvidt Herluf Nordal og
kammerater i syttenhundred og den tid kom fra universitetet i
Kjøbenhavn hjem til Bergen over Borgeskaret, hvad der
forudsætter et turistliv som i vore dage.
Den korte forklaring foran Herluf Nordal vilde berettige
hende til et saadant smil; hun siger nemlig: „Nærværende
fortælling slutter sig til en sandfærdig (!) begivenhed; jeg har
saaledes ved at vælge dette stof ikke selv bestemt heltens skjæbne,
men kun søgt at fremdrage deres skjulte aarsager. Jeg har ikke
villet idealisere udgangen, men kampen."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
