Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emile de Laveleye: To nye utopier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81
hænder som en arbeidsmand. Soveren blir forbauset og gir sig til at
spørge ham. Filosofen forklarer ham, at den samfundsordning, han er
ført over til, er meget forskjellig fra den i det nittende aarhundrede.
Menneskene deler sin dag i to dele, en helliget legemligt arbeide, og
en ofret tankens udvikling. Skjønt de unge mænds dannelse er meget
fuldkommen, lærer de dog alle et haandverk, som de udøver hele livet
igjennem, og dette bare hæver dem i medborgernes agtelse.
Nutildags, siger smedfilosofen, strækker seks timers arbeide til for
at ernære en familie behageligt. Maskinerne gaar bestandig i
verk-stederne og arbeiderlagene veksler efter tur. De ser, vi har ingen
lediggjængere, eller eiendomsbesidclere med sine spytslikkere, heller
ingen kapitalister og snyltegjester og tiggere, lige saa lidt som
arbeidere uden arbeide. Ophobning af kapital er ikke forbudt, men renten
er saa lav, at der skal en uhyre sum til for at kunne leve af renten.
Desuden er lønningerne saa høie, at gjennemsnittet er over 2000 kroner
om aaret. Al jord er saavelsom husene statens eiendom; staten har
nationaliseret dem og holdt eierne skadesløse. Forsøget begyndte i
Irland og svarte sig saa godt, at det blev almindelig antaget. Alle
industrigrene drives af samarbeidende selskaber. Arbeiderne i en mine
eller en fabrik har større eller mindre part i den, bestyrerne og
arbeiderne er parthavere i forhold til sine opsparede penge, og sparingen
begynder fra første dag, de begynder i forretningen, idet der holdes
tilbage en vis sum af betalingen. Bare de, der tages som
ekstrahjælp, faar hele lønnen. Overgangen fra det gamle industri-system til
det nye skede næsten umerkelig. Kampen mellem kapitalisterne og
arbeiderne var bleven saa strid, og streikerne saa hyppige, at
industriens ledere ikke saa anden udvei end at lade alle mand faa del i
udbyttet. Paa den maade blev firmaerne forandrede til samarbeidende
selskaber for hver enkelts levetid, under ledelse af de tidligere eiere.
Saaledes kom producenten i besiddelse af midler til at producere, og
eiendom, som er grundlag for friheden, blev almindelig i foreningen;
enhver fik saaledes den fulde værdi af sit arbeide. Toldafgifter var
afskaffet, hvert land arbeidede kun i de industrigrene, som landet var
bygget for, og alle grene af en industri i samme land arbeidede
sammen. Denne ordning havde gjort ende paa den ubarmhjertige
konkurrance, som før tillod nogle faa millionærer at berige sig paa tusener
af medskabningers bekostning. Taabelige luksusartikler produceredes
ikke længer og det almindelige velvære var betydelig øget.
Charles Secrétans Utopia synes i det hele og store at svare til det
fremtidsideal, som forudsees af dem, der har tro paa menneskehedens
fremgang. Nationaliseringen eller „kommunaliseringen" af jorden synes
ikke at byde store vanskeligheder. Spørgsmaalet er bare, om indtægten
af jorden vilde blive givet ud paa en fordelagtigere maade af de
offentlige autoriteter end af de nuværende eiere. De samarbeidende
selskaber har hidtil kun havt betinget held; der har været mangler ved
ledelsen og ved disciplinen. Men vi kan med Secrétan haabe, at bedret
undervisning og gjorte erfaringer efterhvert vil lade arbeiderklasserne
opnaa betingelserne for at styre industrielle foretagender uden at ty til
kapitalisternes hjælp, og fra det øieblik vil samfundsændringen kunne
gaa for sig fredeligt og sikkert, ligesom alle tidligere økonomiske
revolutioner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
