Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. C. Hansen: „Kong Midas“ af Gunnar Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
at det tager sig til at reformere verden paa den greie maade, at
det begynder at reformere sig selv.
Problemdigtningen derimod er ikke uden bagtanke. Den
har den bestemte hensigt at reformere verden. Og den smitter
læseren eller tilhøreren, saa at han bliver fyldt med den
forestilling, at han skal reformere verden, — han skal reformere
andre mennesker, ja.sig selv ’ogsaa maaske, men der er i
problemdigtningen saa meget snak om samfund og almenvel og sligt, at
tanken vist i regelen ledes sterkest hen paa at reformere andre.
Derfor siger Finn i anden akt (scene 3) i „Kong Midas":
„— Tror De da ikke i grunden, at vore kjære medmennesker
vilde have vel saa megen glæde af at se et ungt par som de og
jeg leve lykkelig, simpelthen leve lykkelig — og vel at merke
uden at blande os i de andres affærer. Der er saa mange nu
om dagen, som roder og graver i andres greier."
I sammenhæng med dette staar ogsaa det glimrende
replikskifte i anden akts femte scene, hvor Ramseth slutter en lang
udgydelse med disse ord:
„— Aa Anna, vi to kunde sige sandheden sammen i dette
land."
Hvortil Anna svarede:
„Sige sandt sammen? jeg synes, vi er saa forskjellige
allesammen, — og mener saa forskjelligt — og føler saa forskjelligt
— du og jeg ogsaa, at det lader sig vist ikke gjøre."
Denne egteskabsidé som hist og her stikker sig frem i vor
problemdigtning: at ægteskabet skal være et slags kompagni,
limited, for samfundsreformation, — bringer mig til at tænke paa
Bjørnsons „En Hanske", og det stykke bliver jeg nødt til at gaa
lidt nøiere ind paa.
I „En Hanske" er der selvfølgelig mange fine ting, udmerkede
repliker og situationer, og naar tilskueren ikke ser med mistankens
skjærpede blik, saa kan han være med paa stykket en lang stund
og se god psychologisk skildring i det. Men ser man nøiere til,
ser man stykket tilslut, og lader man totalindtrykket fæste sig,
saa føler man, hvorledes tendensen ligger og trykker det hele
som et mareridt.
I „En Hanske" liar problemdigtningens ensidighed
kulmineret. Stykket er i sin helhed, tvertigjennem, en haard
Midas-guldklump uden en eneste levende nerve. Det, som kunde være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
