Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: „Dora“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
Jeg var iblandt dem, og det var netop „Dora", som jeg saa.
Hendes- stemme var som barnets røst, naar det beder; liun
nævnte den elskede som den, der endnu uskyldig vilde blande
sin Andrés og sine helgenes navne i sine drømme; hendes blik
rummede al den første elskovs tilbedelse.
Hvor skjøn liun var.’ Kjærlighedens ord sneg sig kun tøvende
over de hviskende læber, men øiiiene, der var store og dunkle,
fortalte 0111 en hengivenhed, som aldrig kunde aflade.....
Der findes en scene, hvor Dora lades ene med André, den
elskede.
Han vil tale til hende, og hun vil undgaa denne samtale.
Thi selv uskyldig, kjender hun sin stillings tvetydighed, og hun
vil ikke, at han skal fornærme hende som de andre .... gjøre
hende „tilbud" som de andre.
Men André taler dog.
Han siger, at lian elsker hende, Hun beder liam tie. At
han tilbeder hende. Og hun beder liam forlade sig.
— Men hvorfor? Elsker hun liam da ikke?
— Hvorfor vil hun da ikke være hans hustru?
Dora troede ikke détte ord: meine frau. Som 0111 hun ikke
forstod, som begreb liun ikke — stirrede hun et nu paa André.
Saa gjentog hun — og al et hjertes jubel laa i denne hvisken,
en sjæls erkjendtlighed i hendes blik — disse to ord: Seine frau,
og sank sammen, som bar hun ikke glæden, mens hendes øine
blev ved at hvile paa ham.
I det øieblik takkede et hjerte — Gud og ham.....
Og hvilke klager fandt liun ikke siden, da hun mistænktes,
og i hvilken taushed talte ikke hendes sorg. Denne Dora,
forladt af André, var et koldt legeme, forladt af sin sjæl. Og hun
vilde aldrig retfærdiggjøre sig, men kun — dø.....
Et aar efter var Leipzigs „Dora" engageret til „Burg", og
jeg saa hende igjen ved hendes afskedsforestilling i Sacliserstadeii.
Blandt alle sine roller havde liun atter valgt „Dora". Hvor
folk jublede. Da tæppet var faldt for sidste gang, raabte man
fra gulv, f’ra galleri, fra loger det samme „tal!" til hende, der
bevæget stod midt mellem sit væld af blomster ....
Saa talte liun med sin søde stemme, der bly fandt de
uvante ord:
„Som „Dorau kom jeg til Dem, første gang, som „Dora"
vilde jeg takke Dem, den sidste gang .... Jeg tror, det vil
bringe mig lykke."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
